Tomater, chili, peber og auberginer i drivtunnel
I dag var det et helt ideelt vejr til store plantedag i drivtunnelen. Lunt, lækkert og stille vejr, hvor jeg simpelthen bare flyttede alle planterne ud på græsplænen. Så var der god plads til at sortere og finde de bedste planter frem til at plante inde i drivtunnelen. For selvfølgelig har jeg flere, end der et plads til at plante. I hvert fald med rimelighed.
En særlig udfordring var chili- og peberplanterne, hvor der var begyndende luseangreb på nogle af planterne. Så de blev bruset, efterset og bruset igen, inden de udvalgte blev plantet ind i drivtunnelen.
De tilbageværende planter står nu uden for med fiberdug over.
Nu må jeg så se, om det er lykkedes at få plantet, så det står med en rimelig afstand, når planterne bliver store. Jeg har ingen erfaring med auberginer, peber og chili i drivhus. Min ambition er, at alle planter har gode muligheder for at udvikle sig. Højden på planterne opgives, men ikke arealet.
Løseligt talt sammen har jeg plantet 19 tomater, 9 auberginer, 24 peberplanter, 11 chili.
I det fjerneste hjørne på billedet ovenfor med hele drivtunnelen er der gulerødder, som vil kunne høstes fra ca. 1. juni. I dag gravede jeg nogle persilleplanter op samme sted, så der kunne plantes en Opalka tomat. Når gulerødderne høstes skal her måske dyrkes basilikum.
Der skal plantes to agurkplanter, hvor spidskålene lige nu er ved at lave store flotte kålhoveder. Senest om en uge kan vi høste det første. Og så bliver der hurtigt mange høstklare spidskål, så pladsen bliver ledig til de to agurker. Her skal også være plads til en række planter af Habanero savina og H. dulce. De blev pottet om til større potter i dag, så de kan klare ventepositionen.
Agurkplanterne var gentling store nok til at plante ud, og når det ikke var muligt, måtte de pottes om til større potter. Jeg lavede samtidig nogle potter med citronagurk, som var spiret rigtig godt. Mon ikke jeg finder nogen, som gerne vil have en citronagurk. Den jeg skal have, skal stå udenfor, så dens hanblomster ikke bestøver hunblomsterne på mine agurkplanter i drivhus og drivtunnel. Den skal placeres et godt stykke væk – jeg vil helst ikke have gravide agurker.
I morgen skal 3 kasser med porrer sættes ud til afhærdning – mon ikke jeg kan finde et sted med lidt læ – det bliver mere blæsende i morgen. De burde have haft første dag ude i dag i stille vejr. Ellers må der fiberdug over. Ud skal de, så jeg kan plante en agurkplante ud. Det første hold bønner har været ude i det fri i dag for første gang.
I morgen skal jeg også huske at så et nyt hold majsplanter – de første 2 x 32 planter i rootrainer står rigtig fint i drivtunnelen og vokser hurtigt til. Måske skal der også sås Blue Lake stangbønner – det er vist ved at være tid til at så dem i rootrainer.
3 thoughts on “Tomater, chili, peber og auberginer i drivtunnel”
Hej Karna. Tak for din inspirerende blok, jeg bliver helt forpustet… har du også overvintrende spidskål på friland, og hvis, hvor langt er de kommet? Mine overvintrende Durham early er ikke begyndt på at danne hoveder endnu, men er fine.
Jeg har også overvintrende spidskål sået samme dag på friland. De vokser kan jeg se gennem fiberdugen. Så vidt jeg kan se gennem fiberdugen, er de tre største planter begyndt at lave hovede, de mindre er ligesom begyndt at krumme det første blad lidt – tror det er første blad til hoveddannelse. På friland plejer jeg at høste fra start juni. Og alting er lidt senere i år på grund af det kolde forår.
Hej Karna. Hvorfor har du spidskål på friland under fiberdug nu?.. Bliver de ikke kogt? Jeg troede de kunne lide det køligt? Bh Kirstine