Forkultivering først i marts

Forkultivering først i marts

Først i marts sår jeg et hav af frø. I år har jeg sået fordelt over 3 dage.

Først såede jeg 15 små potter til med de tomater, som skal dyrkes i drivtunnelen. Jeg har plads til ca. 50 planter. Sidste år havde jeg et lignende antal på friland, og det regner jeg også med at dyrke i år. Men frilandstomaterne venter jeg med at så til sidst i marts.

Drivhustomater

Røde tomater: Lottes lille røde, Favorita , Toftegaards miniblomme, Rosada, to Mountain Magic F1 til at plante yderst ved dørene, da de er skimmelresistente.

Gulgrøn tomat: Dino,

Gule tomater: Karnas gule miniblomme, Mirabelle, En mellemstor gul tomat fra Gunvor, Dattelwein

Orange bøftomater: Orange Jazz, Stor gul Bøf

Alt er eget frø, undtagen Mountain Magic F1. Så det er billigt at så tomater til drivhus. Det dyre er de tre resistente sorter til friland. Ud over Mountain Magic vil jeg i år også dyrke Vesper F1 og Primabella,den sidstnævnte også fås økologisk fra Bingenheimer, men jeg ved ikke, om den smager godt.

Jeg sår rigeligt med frø og tynder efter fremspiring til et passende antal planter, f.eks. 5 pr. potte.

Den 1. marts nåede jeg også at så bladselleri og knoldselleri. Dem sår jeg i to pluggbox, som jeg synes er rigtig velegnede til de små selleriplanter.

I 2019 fik alle mine bladselleri selleribladplet, Mine knoldselleri blev stort set ikke angrebet, da jeg dyrker resistente sorter, bla. min hovedsort Ibis, som stort set er upåvirket. Derfor ville jeg i år bade frøene 25 minutter i 50° varmt vand, da man skal kunne undgå evt. smitte fra frøene på den måde. Det får et forsøg, for vi holder rigtig meget af bladselleri.

Jeg kom de to sorter i hver sin lille plastbøtte med et par dl lunkent vand på nøjagtig 50°. Jeg placerede de to bøtter oven i en større bøtte med vand i, så bøtterne stod nede  i 50° varmt vand. Frøene er meget små, så jeg var lidt nervøs for at få dem samlet op igen.

Små sellerifrø i 50° varmt vand i 25 minutter.

Jeg hældte frøene gennem et kaffefilter, og frøene lå nok så pænt på filteret, da jeg klippede det op.

Frøene på kaffefiltret.

Det var ret let at samle nogle frø på en finger og afsætte dem på det sted, hvor der skulle sås.

Pluggbox fyldt med såjord og vandet, klar til at så.

Sellerifrø skal have lys for at spire. Derfor skal de stort set ikke dækkes. Men jeg drysser ganske lidt jord over og sprayer med lidt vand. Under spiringen sprayer jeg også en gang imellem med vand. Spiretemperauren skal være omkring 20° C.

Pluggbox står tæt på vinduet, men uden direkte sol. Spiretemperatur er bedst ved ca. 20°.

Jeg har af bladselleri sået 35 rum med Tall Utah, som jeg synes er den mest velsmagende sort, og 14 med en ny sort til afprøvning Victoria F1, som jeg ikke ved meget om.

Af knoldselleri har jeg sået 35 rum med Ibis, 7 rum med Monarch og 7 rum med Asterix F1.Monarch er ny sort hos mig.

Den 2. marts såede jeg auberginer med de to nye sorter, som først ankom den 2.marts, selv om de var bestilt midt i april i England. Det er sorten Czech Early og Botanica F1. De blev sået med henholdsvis 18 og 14 stk i en rootmaster. Det er to tidlige sorter, så der skulle være nok både til drivhus og til at forsøge med frilandsdyrkning. Det har jeg fået anbefalet Czech Early til friland. Jeg har også sået nogle potter med et par sorter fra sidste år. Indtil nu synes jeg ikke, at auberginer har været den store succes i drivhus og drivtunnel. Men så let giver jeg ikke op.

Den 2. marts såede jeg også knoldfennikel. Det var lidt svært at vælge sorter, for sidst år gik alle mine Zefa Fino i stok. Jeg har i år købt sorten Fino fra Bingenheimer og har desuden sået Selma fra Bingenheimer, som jeg fik en del gode knolde fra sidste år. Desuden har jeg sået de sidste frø af sorten Victoria F1, som var den bedste i 2019. De skal spire ret varmt, så de står på stuegulvet sammen med de såede løg, som endnu ikke er spiret. Halvdelen er spiret og flyttet i drivtunnel på 2. dagen efter fremspiring.

Den 3. marts såede jeg salat, spidskål + sommerhvidkål + knudekål og desuden blomkål. Jeg venter i år med at så broccoli – jeg har rigtig mange store broccoliplanter klar til udplantning, og de giver også sideskud efter hovedskuddet. Så jeg venter lidt med at så.

Spidskål – tidlige sorter:

8 stk Berns – ny sort, som er lidt senere end de andre sorter, så høstperioden sammenlagt bliver længere.

4 stk Caraflex F1

4 stk Advantage

 

Sommerhvidkål:

4 stk Golden Acre

4 stk Nagels Frühweiss

 

Knudekål:

8 stk Azur Star

 

Blomkål – tidlige sorter:

12 stk Chinese Sweet Sprouting F1 – en speciel sort, som mest ligner blomkål i en løs udgave af broccoli.

8 stk Amabile

4 stk. Odysseus

4 stk. Patriot

4 stk All the Year Round

 

Sidste såning var salat. Halvdelen af den såede salat er Little Gem, som skal være klar til maj, når der ikke er mere salat i drivtunnelen. Den anden halvdel er to stk af hver af de sorter, som jeg gerne vil tage frø af. Den bedste får lov til at leve og sætte frø, den anden bliver spist.

Ved at så nu, er jeg sikker på, at jeg kan nå at høste salatfrø i god kvalitet (med mindre vi får en meget våd sommer). Mit eget salatfrø spirer perfekt, bedre end det meste købte – og så er det gratis.

Til frø har jeg sået de sorter, som jeg ved, at jeg vil dyrke igen, bl.a. til vinterdyrkning i drivtunnelen: Vailan Winter Gem, Little Leprechaun, Rød egebladet, Grøn egebladet, Cerbietta, Iceberg, Winter Imperial, Arctic King. Nogle af sorterne er faktisk ret dyre og skal bestilles i England, og her ved jeg ikke, hvordan det ser ud at handle næste år efter Brexit er fuldført.

Det var dejligt at blive færdig med at så for nu. Måske skal jeg lige så lidt persille en af dagene. Jorden er lidt for våd til at så på friland endnu. Men jeg kan plante de planter ud, som jeg såede i efteråret i rootrainer.

Så i dag skal jeg ud i haven – vejret er fint med sol og tørvejr.

5 thoughts on “Forkultivering først i marts

  1. Hej, jeg håber du vil skrive om dit udendørs aubergineeksperiment! Jeg har også prøvet at have auberginer i drivhus et utal af gange, selvsåede og købte, hybrider og ikke, og det har ganske få gange været en succes. Jeg har aldrig hørt om en sort til friland, så det glæder jeg mig til at høre om! Tak for at du deler dit arbejde 🙂

    1. Jeg skal nok skrive noget om, hvordan det går. Godt eller skidt. Foreløbig er de to nye tidlige sorter i hvert fald spiret og vokser i vindueskarmen.

  2. Vaske bønner. Mine de sidst plukkede, var ret våde og nogle med en fin spirer. Har du prøvet at så nu i efteråret? Ude eller i drivtunnel?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere