Vanding af planterne i drivtunnelen
Dagene bliver længere, solen står højere på himlen, og planterne er begyndt at vokse i drivtunnelen. Det betyder, at de nu skal bruge mere vand. Jeg har ikke vandet planterne i jorden siden i december, mens planterne i potter har fået vand et par gange.
Men i dag var det tydeligt, at nu er jorden ved at være tør i bedene.
Den megen væde udefra betyder, at jorden er fugtig nok de yderste 25-30 cm i både drivhuset og drivtunnelen, men tør inde midt i husene.
I eftermiddag har jeg vandet med 3-5 l vand pr. m2. Det blev til mange kander vand. Jeg har vandet ret grundigt, da det helst skal række til de næste uger, hvor det ser ud til at blive frostvejr. Jeg skal have planterne tørre, inden de skal dækkes mod frost igen.
Jeg tror ikke, at det er godt at vande, når der er nattefrost. Selvom der bliver en periode med frost, vil der blive varmt derinde om dagen, hvis solen skinner bare lidt, og planterne vil vokse i de kommende uger, da daglængden her på Lolland er lige ved at nå op på 10 timer. Det sker 19. februar. På den her årstid er det en fordel at bo så sydligt som muligt – her på Lolland har vi en halv time mere dagslys end i Skagen. Og derfor starter plantevæksten tidligere.
Ude i haven henter jeg stadig rosenkål og grønkål. I dag har jeg høstet de sidste meget små savoykål og January King kål. Vintersavoykål er noget af det, jeg vil dyrke mere af i år.
One thought on “Vanding af planterne i drivtunnelen”
January King er også én af mine yndlinge. I år har jeg købt January King ekstra late.