Spindemider og slåning med le under frugtræer

Spindemider og slåning med le under frugtræer

Dagen i går sluttede med at jeg næsten gik i panik over, at der var spindemider på agurkplanterne. Det mest angrebne blad kunne jeg ikke se inde fra drivhuset, det var skjult bag de andre. Jeg fik øje på det udefra.

Jeg fik fjernet de angrebne blade og fjernede den plante, som angrebet var koncentreret på. Det var den miderste af tre planter. Det var reserveplanten, jeg havde plantet mellem de to blivende, og det var meningen, at den skulle væk, når de to andre var i god bæring. Reserveplanten bar kun stammeagurker. Derfor var det let i aftes i skumringen hurtigt at fjerne den.

I formiddags måtte jeg så i gang med luppen, og jeg fandt spindemider på nogle af bladene på de to andre planter. Det var blade, som kunne have rørt ved den angrebne plante. En halv snes blade blev fjernet. Jeg kunne ikke finde spindemider på de tilbageværende planter, men spindemiderne er så små, at det er svært at se dem, selv med lup. Så jeg er ret sikker på, at der nok er nogen, som jeg ikke har set.

Spindemider på agurkblad
Spindemider er meget små – pilen peger på en ud af de fire på billedet. Det er faktisk lettere at se, om der er områder med gnav.

Derfor fik planterne et godt og grundigt brusebad, og især på bagsiden af bladene. Senere på dagen blev de overbruset flere gange. De formerer sig meget hurtigt under varme og tørre forhold. Varmen kunne jeg ikke gøre noget ved, men jeg kunne sørge for mere fugtighed. Heldigvis får vi nu køligere vejr med regnbyger, så det vil nedsætte formeringshastigheden for de evt. tilbageværende spindemider. Jeg ser lige tiden an et par dage – kommer der nye blade med spindemider, må jeg bestille rovmider. Du kan læse mere om spindemider på Havenyt.

Jeg har ret mange æbletræer, surkirsebærtræer og pæretræer. Under dem er der plantedække af det, som selv har fundet vej. Det er skvalderkål, kulsukker, italiensk og dansk arum og mange forskellige satte eller selvsåede forårsblomster – spansk og italiensk skilla, erantis, vintergæk, pinseliljer m.fl.

Under blommetræet er der masser af skvalderkål som bunddække.
Under blommetræet er der masser af skvalderkål som bunddække.

Skvalderkål m.m. som bunddække passer fint sammen med æbletræerne, som godt kan lide at have planter under sig i foråret, men det skal helst slås ned her i juni, så det ikke konkurreer med frugttræerne om vand og næringsstoffer i den periode, hvor æblerne vokser. Jeg slår det derfor ned med min lille korte le, som jeg kan komme til med de fleste steder.

lille kort leblad.
Den lille korte le har min mand købt til mig til formålet.

Senere slår jeg det en eller to gange mere, og altid lige før æblerne begynder at modne og skal plukkes. Det er i tidsforbrug en hurtig måde at holde arealerne under frugttræerne, da det tager ca. en time at slå alle arealerne.

Jeg efterlader det slåede som jorddække, og dermed er det med til at give næring til frugttræerne, og det mindsker fordampningen fra jorden. Jeg gødsker ikke arealerne  Jeg får altid rigtig mange og gode æbler, blommer, surkirsebær og vindrue. Man kan selvfølgelig vælge mange andre og mindre aggressive planter end skvalderkål. I min have er skvalderkålen der allerede, og jeg har lært at leve med den.

Skvalderkål i blomst under æbletræerne.
Skvalderkål i blomst under æbletræerne.

Begrundelsen for at slå den, lige når den lige er sprunget ud og står så flot, er at undgå at den sætter frø, som fordeles i hele haven. Den selvsår villigt, og det er ofte den vej, at den spreder sig i haven til nye områder. En anden grund til at vente til den går i blomst er, at den på det tidspunkt har brugt maksimalt af sin oplagsnæring, og dermed svækker jeg den lidt.

Skvalderkål under vinespalier og et meget stort Filippa æbletræ.
Skvalderkål under vinespalier og et meget stort Filippa æbletræ.

Sommer er der for alvor, når morgenmaden indtages i skyggen. I dag sad vi ikke bare i skyggen, men spiste også yoghurt med et godt lag friske jordbær oven på. Kan det så blive mere sommerligt?

Yoghurt med jordbær. Dejligt sommerligt.
Yoghurt med jordbær – det er sommermorgenmad.

Frokosten blev også indtaget i haven med bl.a. en sandwich med rød egebladet salat og dild i. Jeg har fundet ud af, at jeg med solenergi på 10 minutter kan tø frosne rejer op, samtidig med at sandwichbollerne lunes. Det foregår på et af vore tre haveborde, hvor bordpladene er skifer. De bliver meget varme i solen. Vi fik fat i skiferpladerne fra et billiardbord, som en bekendt skulle af med – de ville være sindsygt dyre at købe.

Optøning og varmning på samme tid - 10 minutter - på skiferpladen i solen.
Optøning af rejer og varmning af bollerne på samme tid på skiferpladen i solen.
 dild, salat og to agurker til frokosten.
Og så var der også dild, salat og to agurker til frokosten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere