Kæmpe peberfrugter

Kæmpe peberfrugter

Jeg har længe gået og nydt synet af en meget stor rød peberfrugt og en meget lang rød snackpeber. I går plukkede jeg dem.

En meget stor blokformet peberfrugt og en meget lang snackpeber.Bagved dagens høst af agurker og fem auberginer.

Snackpeberen har vi spist i strimler til frokost – over to dage. Vi spiser normalt en peberfrugt hver dag til frokost. En luksus som vi kun har, når de er gratis fra haven – bortset altså fra al arbejdet med at så i januar, forkultivere, plante ud, passe og pleje dem hele sommeren. Nu passer de heldigvis sig selv, og der er mange grønne på vej.

Den store peberfrugt har været en tur på vægten – 350 g. Noget af en basse, som jeg har tænkt mig at farsere i morgen til aftensmad – hvis jeg ikke får en bedre ide. Der er 5 mere på vej på planten, men de har en mere almindelig størrelse. Den her er sikkert blevet så stor, fordi det var plantens første blomst, som fik lov til at udvikle sig. Normalt piller jeg 5-7 blomster af, inden de får lov til at sætte frugter. Jeg har været til et foredrag med Lene Tvedegaard på CPH Garden, og hun anbefalede, at man ved store peberfrugter først lod planten sætte frugter i 3. grenetage.

Den lange snackpeber har nogle flere søskende i samme længde på vej, men også et par lidt kortere.

Begge planter står i drivhus. Det er de eneste sorter, som jeg ikke har dubletter af på friland. Det prøver jeg næste år.

En peberfrugt på 350 g.

Spørgmålet er, hvad hedder sorterne? Jeg ved det ikke, men måske kommer der en kommentar fra Helle, som jeg har fået frøene af. Hvis hun ved det. Lige nu tager jeg frø og kalder dem for Helles røde peberfrugt og Helles røde snackpeber.

2 thoughts on “Kæmpe peberfrugter

  1. Hej Karna
    I 2016 skrev du om polske agurker, dem syltede min mor også af gemt/glemte agurker, da jeg var barn for 45 år siden, men hun kom også skiver af peberrod i dem. Du skrev du prøvede med drivhus agurker og citron agurker , blev det en succes ?
    Med venlig hilsen
    Susanne

    1. Uha, der er min hukommelse vist ikke god nok. Men jeg husker ingen fiasko. Jeg foretrækker selv at spise drueagurker, mens min mand er tilfreds, bare der er syltede agurker. Drivhusagurker har jeg brugt mange gange, og de er ok, men jeg er mere i tvivl om citronagurkerne. Kan ikke huske hurraråb over dem. Til gengæld er børnebørn og høns vilde md dem, så jeg dyrker dem for børnebørnenes skyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere