Efterår og såning til overvintring

Efterår og såning til overvintring

Efteråret er på vej. Selvom solen skinner dejligt, kan man godt mærke, at dagene er køligere, navnlig morgen og aften, og det bliver hurtigt tidligere mørkt om aftenen.

Skulle man have overset, at vi er i september, så kan man se det på afgrøderne i haven – og på det, vi spiser.

Morgenmaden er ikke længere sommerlig. Nu er det sveskeblommer og brombær oven på yoghurten.
Morgenmaden er ikke længere sommerlig. Nu er det sveskeblommer og brombær oven på yoghurten.

I min have er der lige nu så mange majs, at der er majskolber på bordet stort set hver aften. Kolberne  er måske ikke så store som i gode somre, men planterne har ikke manglet vand, så kernerne er store og meget sprøde og velsmagende.

I drivtunnelen er der nu mange modne peberfrugter – det er en ny afgrøde, som vi sætter stor pris på. De smager af mere og er sprødere end købte peberfrugter. I dag høstede jeg 3 store røde peberfrugter af en ukendt sort – frøene kommer fra en købt peberfrugt. Overraskende nok er planten stor og kraftig og sund, og den giver mange frugter. Dog ikke så store som den købte, men tykvæggede som den, Jeg har taget frø – den bliver helt sikkert prøvet næste år igen.

Peberfrugter, majs og bønner.
Peberfrugter, majs og bønner.

I dag plukkede jeg bønner på de stativer med stangbønner, som er 2. afgrøde efter løg. Det er helt overvældende, hvor meget et stativ på et areal på 120 cm x 12o cm kan give af bønner – og så er det en ekstra afgrøde på bedet. Jeg høstede både Blauhilde og Algarve i dag. Et par planter fik lov til at beholde bønnerne foreløbig. Jeg håber, at jeg kan nå at høste bønnefrø. Egne frø af bønner spirer væsentlig bedre end købte bønnefrø. Jeg har allerede høstet af sorten Eva, som var første hold bønner, da den er tidlig. Det bliver også den, som slutter sæsonen – den er først ved at klatre op af stativet nu. Ud over de tre sorter har jeg i år også sorten Blue Lake, som jeg værdsætter rigtig meget. En del af bønnerne får her lov til at udvikle sig, så de kan høstes som umodne frø. Nogle skal dog også høstes til frø. Det er mit standard udvalg af gode stangbønner – i år er der ingen eksperimenter med stangbønner.

En skålfuld Algarve - brede snitbønner.
En skålfuld Algarve – brede snitbønner. Det er bønnerne, der er lange – skålen er en 3 l skål. De er høstede på et bønnestativ.

Med september er det også tid til at tænke fremad på vinter og forårsdyrkning i drivtunnel og drivhus. Derfor har jeg de sidste dage sået til overvintring. Spidskålene er sået for 4 uger siden og er allerede små planter.

I et delvist ryddet kålbed har jeg bredsået spinat og vårsalat. Så er det spændende om de spirer. Jeg synes, at jeg ofte har svært ved at få spinat til at spire her først i september. Derfor har jeg også sået spinat i rootrainere – nok til både at plante i drivtunnel om en måneds tid og til at plante på friland.

Jeg har desuden sået to  rootrainere til med salat. En med hovedsalat og en med pluksalat. De skal plantes ud i drivtunnelen, og de vil forhåbentlig kunne overvintres og give tidlig salat.

Jeg har også sået dild, som jeg håber på at jeg kan få glæde af i drivtunnelen her sidst på efteråret.

Endelig har jeg sået asiatiske bladgrønsager, som også skal plantes i drivhus og drivtunnel. Mizuna, komatsuna, sareptasennep af flere sorter. Der er mange sorter med røde blade mellem det, jeg har sået. De sætter god kulør på hvidkålssalat i vinter- og forårsmånederne.

 

One thought on “Efterår og såning til overvintring

  1. Det var interessant at læse om dine spinatspireproblemer, da jeg har akkurat det samme, men troede, at det var mine frø, der var noget i vejen med. Idag har jeg igen sået egne og købte frø, som jeg håber, vil spire.

Skriv et svar til Helle Meldgaard Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere