Efterår med sommervejr

Efterår med sommervejr

Min have har næsten ingen regn fået i to måneder, men hele søndagen regnede det. Og planterne nød det. Og jeg nød at se på, at planterne nød det.

Salat i regnvejr. Sorten Zulu.
Salat i regnvejr. Sorten Zulu.
Regn og Summerred æbler
To Summerred æbler glemt på havebordet .
Knoldfennikel og basilikum i regnvåd jord.
Knoldfennikel og basilikum i regnvåd jord.

Det var stille og rolig regn, tordenbygerne gav underligt nok ikke ret megen regn. Det blev kun til 20 mm. Men lige nu rækker det til i hvert fald en uges tid, selv om de lover sommerligt vejr i denne uge.

Allerede i dag var det rigtig fint vejr med solskin, bare arme og ben – men det er jo ved at blive efterår. Selv i det dejlige sommerlige vejr idag var det tydeligt, at efteråret er på vej. På trods af, at tomaterne ikke har smagt bedre end nu, at der fortsat er modne majs og masser af bønner. Det er noget med farverne, der ændrer sig, planter i begyndende forfald, lyset og duftene. Det kan sol og 25° ikke skjule.

Netop majsbedene afslører, at efteråret er på vej. I lørdags ryddede jeg det første og plantede salat. De hang i øvrigt fælt allerede i morges i en ubarmhjertig sol og måtte i hast dækkes med et par lag fiberdug. Jeg nåede at lave skygge over de udplantede små spinatplanter, næsten inden solen nåede dem også.

Majsbed i forfald
Majsbed i forfald. I bagtgrunden fiberdug som skygge over lille bed med udplantede spinatplanter.

I dag høstede jeg de sidste 5 kolber i bedet ovenfor. Heraf var to majskolbe nr. 2, så det har været en fin og tidlig majssæson. Andre år er majskolberne først modne nu. Der er stadig to majsbede tilbage med en del majskolber, men de skal snart høstes, og jeg er begyndt at komme poser med løse majs i fryseren.

Modne majskolber.
En favnfuld majskolber.
Majsplanter er væk - nu kan hornmelonplanten får solen.
Majsplanter er væk – nu kan hornmelonplanten få al solen.

Efteråret blev ikke mindre tydeligt, da jeg havde fjernet alle majsplanterne minus to, som blev stående som støtte for to salatplanter til frø. Det er en grøn egebladet salat, som jeg gerne vil dyrke næste år også.

Bunden af majsbedet er fyldt med ranker af hornmelon, og der er masser af blomster. Jeg høstede en stor grøn hornmelon for ikke ret lang tid siden, og da kunne jeg ikke se flere. Enten er jeg blind, eller også vokser de vildt hurtigt, for i dag var der to mere. Nu håber jeg, at de kan nå at modne, så jeg kan smage dem modne. Nu får de i hvert fald masser af sol. Og måske er der 20 hornmeloner i overmorgen, blomster er der mindst 100 af.

Der er nu to hornmeloner på den her størrelse i bedet.
Der er nu to hornmeloner på den her størrelse i bedet.

I dag skulle agurker og grønsager til pickles på glas. Og heldigvis var der nu fine dildkroner, det kneb lidt til første hold syltede agurker. Dildkroner er også et tegn på efterår.

Dildkroner til agurksyltningen.
Dildkroner til agurksyltningen.

Der er stadig masser af agurker i drivhuset – lige nu høster jeg 3-4 om dagen, og de smager rigtig godt. Det er egentlig imponerende, da planterne først på sommeren fik spindemider, som det dog lykkedes mig at begrænse hurtigt ved at fjerne en hel del blade, og ved at overbruse planterne jævnligt. Men der har været spindemider hele sommeren, og jeg har jævnligt fjernet de mest angrebne blade for at minimere angrebet. Der må have været små hjælpere, som har ædt spindemider, ellers var det eksploderet. Men er der naturlige fjender?

Lige nu er det nye sideskud, agurkerne kommer på. Men selv om de smager godt, så er de ikke alle lige så flotte i faconen og overfladen som først på sæsonen – et tegn på efterår og sidst på sæonen. Men så var der lige den her agurk i går – med hulmønster. Den er da sød.

Miniagurk - nu med hulmønster.
Miniagurk – nu med hulmønster.

2 thoughts on “Efterår med sommervejr

  1. Godmorgen Karna.
    Jeg vil bare fortælle dig, at jeg holder meget af din blog og den er til stor inspiration for mig.

    1. Tak. Det er altid dejligt at få at vide, at det jeg skriver, virker inspirerende. Jeg bliver også inspireret af at beøsge andre blogs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere