Rosenkål bundet op til pæl

I går fjernede jeg de sidste bionet over bedene med grønkål, rosenkål og vinterbroccoli, Det var en våd omgang, for det havde regnet hele natten, men nu skulle det være.

Høje rosenkål under bionet.

Høje rosenkål under bionet. Foran sent udplantede grønkål – de har hele vinteren til at vokse i.

Rosenkålene i bedet ovenfor er af sorten Trafalga F1, og de er så høje, at de skal bindes op til pæl inden vinter. Mine blomsterkål af den første såning er lige så høje og er begyndt at vælte. Så de fik i går alle en pæl, så de bliver stående op i vinter. Jeg har ét år prøvet at have høje rosenkål liggende vandret under snedriver – det er ikke særligt praktisk, når man gerne vil høste en grydefuld friske rosenkål.

Rosenkålene er blevet bundet op til pæle.

Rosenkålene er blevet bundet op til pæle.

Planterne er store, men det er rosenkålene ikke. De er meget små i forhold til, at det snart er november. Det er godt nok vinterrosenkål, så de når vel at blive store. Jeg er dog ikke den eneste med små rosenkål i rosenkål, har jeg fundet ud af via Facebookgrupper. Men hvad skyldes det? Mine hvidkål og rødkål er rigtig store og flotte i år, og de har fået samme slags gødning.

Meget små rosenkål sidst i oktober.

Meget små rosenkål sidst i oktober.

Det er første år, jeg dyrker blomsterkål, så jeg ved ikke, hvor store de burde være nu. Men de er i hvert fald større end rosenkålene.

Blomsterkål på vej.

Blomsterkål på vej.

Hvis jeg ikke vidste, at andre har samme problem med små rosenkål, ville jeg tro, at massivt angreb af mellus hele sommeren er årsagen, Deres sukkerholdige sekret på bladene har giver grobund for honningdug, så mange af de nedre blade er mere eller mindre sorte, og dermed er fotosyntesen ikke særlig effektiv. Der er også faldet en del gule blade af. Mellusene er der stadig, og bionettet har ikke kunnet holde dem ude.

Planternes størrelse fortæller i hvert fald, at det ikke skyldes mangel på kvælstof. Spørgsmålet er, om for meget kvælstof kan være årsagen. Normalt siger man, at for meget kvælstof til rosenkål giver løse store hoveder. De er ingen af delene.

En anden mulighed er at varmen i september har forsinket udviklingen af de små kål. Men nu er det da koldt og vådt nok.

Der er mange fine blade i toppen af planterne, så rosenkål og blomsterkål skulle gerne begynde at vokse snart.

Heldigvis var der også lyspunkter, for vinterbroccoliplanterne ser rigtig fine ud, og de er også blevet bundet op.

Alt var drivvådt, men rødkælken var med – jeg havde kun lige løftet det første bionet, så var den der. og fulgte efter mig. Ind imellem er jeg bange for at komme til at træde på den.

Rødkælken har vist allerede øje på noget, der kan spises.

Rødkælken har vist allerede øje på noget, der kan spises under nettet.

Vi er i dag begyndt at sætte drivtunnel op, men jeg har helt glemt at tage fotos. Der var for mange profiler at holde styr på og ufattelig mange skruer med møtrikker, der skulle skrues i. Vi fortsætter i morgen.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

5 kommentarer

  • SVAR

    Også mine rosenkål er små i år, nu har jeg toppet planterne, det sætter måske skub i de små hoveder.
    Erhvervsproducenterne gør det med henblik på at få ens størrelse på hovederne til høst tidspunktet.

    • SVAR

      Det er vist mest efterårssorterne, de gør det ved, da de jo skal udvikles, inden det bliver streng frost. Vinterrosenkål udvikler nye rosenkål i toppen af planten helt hen til april, hvor de går i blomst.

  • SVAR

    Forleden da jeg fjernede bionet over rosenkål myldrede det med store sværme af små hvide flyvende insekter. Jeg troede at det var kålmøl, men det er altså mellus?
    Hos mig er det lidt blandet, nogen planter har store kål andre meget små.

    • SVAR

      Jeg har set på de små hvide insekter, som jeg har myriader af, og jeg kan kun komme frem til at det er mellus. Ellers har vi fået endnu et nyt skadedyr.

  • SVAR

    Alle mine rosenkål er bittesmå, trods kraftige planter. Selv sorten Trafalgar, der plejer at give store kål.