Nu er peberfrugt og chili ved at spire

Nu er peberfrugt og chili ved at spire

Jeg har holdt en vinterpause med havearbejde, men er nu så småt i gang igen. Jeg glæder mig over en mild vinter, hvor der er masser af grønt ude i haven stadigvæk. Selv artiskokkerne står med store grønne blade – de planter jeg satsede og ikke pakkede ned, da de lovede vinter. Som ikke rigtig blev til noget på Lolland. Mine store blomkålsplanter, som er på spring til at sætte blomkålshoveder, har også overlevet al frost under et dække af en blå pressening. Den er taget af og på et utal af gange, så planterne kunne få mest mulig lys. I drivtunnelen er planterne begyndt at vokse og jeg har høstet de første blade til salatskålen.

Det har været en let vinter at have planter i drivtunnel. Her fra 11.januar.

Første rigtige havearbejde var såning af peberfrugt og chili. Sidste år såede jeg først mine chili og peberfrugt fra 12. februar og frem til først i marts, hvor jeg endelig modtog de sidste frø.

Det er dejligt igen at starte det nye vækstår op med fingrene i jord og frøposer på bordet.
Det er dejligt igen at starte det nye vækstår op med fingrene i jord og frøposer på bordet.

Det gik trods lidt sen såning rigtig godt med at dyrke peberfrugter, og jeg fik i den varme sommer virkelig mange flotte peberfrugter. Både på friland og i drivhus – jeg dyrkede de samme 25 sorter begge steder. Det har jeg skrevet en artikel om, som kan læses i Haveselskabets blad Haven i januarnummeret.

Jeg har i år sået 21 sorter af peberfrugter – det skulle »kun« have været de bedste 19 sorter fra sidste år, men så kom min mand hjem med frø fra Helle med hendes to bedste rød peber og snackpeber. Og det kunne jeg jo ikke modstå.

Sidste år var det min plan at afprøve, hvilke sorter der var gode på friland i en almindelig dansk sommer. Det projekt spændte den varme og tørre sommer ben for. Planterne på friland blev lige så store og gav stort set samme udbytte som i drivhuset. Så jeg må prøve igen i år og se, om jeg kan blive klogere på gode sorter på friland.

Et lille udsnit af de mange sorter på friland i den tørre varme sommer.

I år har jeg sået de 19 sorter den 31. januar og de to sidste et par dage senere. De første spirede frem for et par dage siden, og nu er totredjedel kommet op. Dejligt – håber de sidste også spirer. De står under vækstlys 16 timer i døgnet. Bare det lys da ikke skulle være så violetrødt. Jeg har måttet sætte en plade op mellem vækstlyset og min arbejdsplads.

Frøene spirer rigtig fint – det er første trin til succes.

Jeg har sået tidligere end sidste år, da jeg sidste år endte med mange lækre store grønne peberfrugter i efteråret. Og de sidste vil jeg selvfølgelig gerne have som modne peberfrugter i år. Det var et nyt hold peberfrugter, som planterne satte, mens de først ansatte begyndte at modne i august og september. Jeg håber selvfølgelig også på at få modne peberfrugter allerede i juli, når jeg sår tidligere.

Peberfrugt i drivhus 20. oktober. Jeg plukkede de sidste i november – som grønne.

Det var en fantastisk høst af peberfrugter sidste år. Vi kunne slet ikke nå at følge med til at spise dem alle. Jeg har stadig peberfrugter i fryseren, både rå og semidry. I dag lavede jeg en æggekage med semidry peberfrugter i, efter at de havde ligget i lidt vand et par timer. Det blev rigtig godt. Flot med knaldgul æggekage med røde peberfrugter i. Vi er nu igen velforsynede med æg. Vi har 10 høner, der lægger æg, og vi får 8-9 æg om dagen.

16 thoughts on “Nu er peberfrugt og chili ved at spire

  1. Jeg er spændt på at høre resultatet af din afprøvning af frilandspeberfrugt. Med en almindelig størrelse drivhus er der jo ikke rigtig plads til chili og peberfrugter også. Sidste år havde jeg held med en enkelt chili under bionet. Jeg har også sået chili og mine egne frø kom først med rekordfart. Nu håber jeg bare at det plantelys jeg har bestilt snart kommer.

  2. Kære Karna, hvor lyder det dog spændende med alle de mange pebersorter. Men jeg er da ked af, at du skriver i Haven og ikke i PØ, så kan jeg jo ikke læse det.

    1. Kære Charlotte. Du kan læse Haven på biblioteket. Hvis jeg har held med at finde gode sorter til friland, kommer der måske noget om det i PØ.

  3. Åååh, hvor er du bare ihærdig!
    Jeg må nøjes med at nyde, at mine krydderurter stadig lever, ti lrods for at de stå ude i højbedet.
    Det bliver spændende at følge med i dine chilier:-)
    God søndag aften!

    1. Krydderurterne har det fint i år. Timian er rigtig fin, og i eftermiddag så jeg, at der er udsprungne lyslilla blomster i min rosmarin på friland.

  4. Meget spændende og inspirerende. Havde ikke tænkt på at peberfrugt fint kunne gøre sig på friland – det må testes i år, og skal vist have startet nu 🙂

  5. Lige en ting mere. Du skriver semi dry peberfrugter. Vil det sige at du har haft dem i tørremaskinen? Og de øvrige har du frosset uden blanchering.
    Du har måske skrevet om det allerede og jeg har ikke været opmærksom.

    1. Ja, jeg har haft dem i tørremaskinen. De andre er frosset uden blanchering. Begge dele fungerer fint. Fordelen ved de semidry er, at de intet fylder og kan kommes direkte i retter.

  6. Jeg vil vente spændt på at høre mere om peber på friland. Jeg prøvede sidste år California Wonder, som du havde tippet mig om forrige år, og det gik da nogenlunde. Jeg var nok lidt længe om at få dem ud, og så var jeg måske ikke rundhåndet nok med gødning – men jeg prøver igen i år. Og så vil jeg gerne høre mere om semi dry, det lyder særdeles brugbart.

    1. Jeg er ret tilfreds med de semidry peberfrugter. De kan kommes direkte med i en tomatsauce og i æggekage. Men jeg synes ikke om dem i salat – de er lidt for slatne. Jeg håber at jeg kan få held til at finde gode sorter til friland.

  7. Hej Karna Maj
    Jeg har set nogle af dine svar på fb, og glæder mig til at se, hvad du skriver om i Haven til marts.
    Jeg ved ikke om det er ok at spørge her, men nu prøver jeg.
    Jeg har dyrket vinterporrer i snart 40 år. De fleste år med held. Nogle år holdt vi pause pga porremøl.
    Jeg husker navne som Siegfried Frost og Blaugrüner. De blev som regel gode, men korte.
    I Holland fandt jeg Leek frø, dem har jeg dyrket de sidste 4 år. Lidl har også haft dem de sidste år.
    De er gode og længere end mine vinterporrer plejer at være.
    Men i 2017 og 2018 har der været mange stokløbere. Især i vinter. 80% vil jeg tro.
    Jeg bruger dem alligevel, men de bliver lidt snaskede i porretærte mm. når de først skal skæres op på langs for at fjerne stokken.
    Jeg sår i uge 7-8. De spirer i vindueskarmen i en kold stue, kommer i drivhus ca. uge 16. Plantes ud i haven ca. uge 20. De undgår så vidt muligt frost.
    Så meget bedre kan det vel ikke blive i forhold til at undgå stokløbere.
    Har du kendskab til andre sorter, som ikke er så tilbøjelige til at gå i stok?

    1. Den sort kender jeg ikke. Jeg prøver stadig forskellige sorter af vinterporrer. I år har jeg vist kun planlagt efterårsporren Philomene og vinterporren Avano – begge fra Bingenheimer. Jeg vælger hvert år nogle grønsager ud, hvor jeg afprøver sorter, og så bare simpelt med nogle få sorter til andre grønsager.
      Jeg har ingen stokløbere i mine porrer – endnu. Jeg sår først i april i kasser i drivhus og planter ud i sidste halvdel af maj til først i juni.

  8. Jeg har ikke forspiret artiskokker i år men satser på at dem fra sidste år og året før klarer den…. Et lille sats men det ser jo lovende ud i år 🙂

    1. De fleste af mine ser også ud til at overleve, men jeg har sået lidt alligevel. Bliver marts og april meget våde, kan det måske gå galt. Men håber det bedste. Mange af mine de store blade skar jeg af til hønsefoder tidligere på vinteren satte en omvendt spand over mod for megen fugt. Det havde jeg læst om, men de planter jeg ikke beskar har det rigtig fint. En er dog rådnet for nogle uger siden – og det gik meget hurtigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere