Valnødder – høst og tørring
Dejligt med masser af blæst i toppen af valnøddetræet, så valnødderne kan blive smidt ned, inden kragerne henter dem allesammen. Måske det eneste gode ved blæsten. Og så kom der – endelig – også lidt regn her til Vestlolland.
Vi har et dejligt stort valnøddetræ plantet i 1978 – jeg fik det af min svigerfar, da vi lige havde købt huset. I år er der mange valnødder på, og de har en rigtig fin kvalitet. Hvis sommeren er dårlig, bliver skallen ikke altid lukket helt, der kan være lidt småhuller. Men i år er de nærmest perfekte.
Jeg ved ikke, hvad sorten hedder, men den udmærker sig ved, at valnøddernes grønne skal åbner sig på træet, og valnødderne hænger til sidst i trevlerne og tørrer delvis, inden de falder ned. Det gør det meget lettere at tørre dem.Og vi får ikke sorte fingre af at åbne skallerne. Men det gør desværre også vores valnøddetræ eftertragtet – det er let for kragerne at hente valnødderne, som de knækker ved at droppe dem ude på vejen. Jeg tror, kragerne lever af valnødder lige nu. De dukker op i en stor flok op til flere gange om dagen. Heldigvis snakker de ivrigt sammen, så vi kan høre, at nu er de på vej. Som regel kommer der en spejderkrage først, og den fortæller så de andre, at der er valnødder og ingen mennesker. At vi så dukker frem, når den afslører sig, er noget, de ikke har fundet ud af endnu. Krager er ellers den mest intelligente fugl, vi har.
Vi forsøger at få samlet valnødder op hver dag, da de bliver grimme, når de bliver fugtige og våde i bare kort tid på jorden. Indtil nu har de været helt rene og fine. I dag samlede vi ekstra omhyggeligt alle nedfaldne op, inden det blev regnvejr.
Er de snavsede eller grimme, vasker jeg dem i flere hold lunkent vand, inden jeg til sidst kommer dem i varmt vand fra hanen med et godt skvæt Atamon i. Jeg lader dem ligge 5 minutter, mens jeg roder lidt rundt i dem. Det giver flotte valnødder, som kan tørres, uden at de mugner.
Derefter kommer de op til afdrypning og tørring på bageriste. Når de bades i varmt vand, tørrer de hurtigere på overfladen igen. Jeg har samlet en del bageriste sammen, så valnødderne kan ligge godt ventilerede, mens de tørrer. Det tager flere uger, før de er så tørre, at de kan kommes i kurve. De skal tørres tilpas, tørres de for meget, bliver kernerne for tørre. Godt påskud for at prøvesmage dem tit.
Jeg opbevarer dem i et uopvarmet, men frostfrit rum på 1. sal, hvor der er tørt. De kan holde sig i flere år. Men det er der ingen fare for bliver aktuelt her i huset. Vi spiser hver dag til frokost en halvt stykke rugbrød med danablue eller camenbert med knækkede valnødder på. Så det alene er de første 700 valnødder. Som regel køber vi valnødder op til jul til at supplere med. Vores egne valnødder smager bedre end de købte. De knækkede valnødder, man kan købe i poser, smager ikke særligt godt sammenlignet med vore egne og de købte.
Inden det begyndte at regne nåede jeg at plukke alle de bønner, der sad tilbage på stativerne og var udvoksede. Nogle af dem var bløde i bælgen og kunne bælges som umodne bønner. Andre var allerede helt eller delvis tørrede. Der blev til tre portioner af de umodne – den ene fik vi i aften i tomatsauce med chili, de andre to kom i fryseren. De tørre blev også bælget og står nu til eftertørring. De kan gemmes som tørrebønner i et glas til brug i vinter.
Jeg nåede at fjerne stativerne på et bed og klargøre det til at så efterafgrøde i. Og så begyndte det at regne. Ærgerligt, at jeg ikke nåede at så først. De to bede, jeg såede for en uges tid siden står rigtig fint nu med masser af spirede kimplanter, men de er også blevet vandet flere gange. I morgen kan jeg så i fugtig jord, og der er et par bede mere, hvor der kan sås under bønnestativerne. Her er der stadig bønner på, som skal udvikle sig færdig til at høste som umodne bønnefrø, men næsten alle blade er faldet af på grund af tørken.
Der er ikke flere til grønne bønner på stativerne, bortset fra sorten Blue Lake, der forsøger at sætte endnu et hold.
Jeg har lige høstet til frø af Blauhilde – det var ikke en dag for tidligt. Det er svært at få en god kvalitet til frø i oktober i regnvejr. Næste år skal der også sås Blauhilde i første såning, så jeg er sikker på at nå at få gode frø.
2 thoughts on “Valnødder – høst og tørring”
Her i nabolaget står der et stort valnøddetræ, som ingen samler nødderne fra, efter at have læst dit indlæg, vil jeg prøve det i år. Hasselnødder har jeg samlet masser af, og som du skriver, egne nødder smager altså meget bedre end dem, man kan købe i poser.
God ide at samle de valnødder op og bruge dem. Jeg har ikke nået at komme ud og finde hasselnødder. Jeg har hassel som hæk, men når jeg klipper den som hæk, får jeg næsten ingen nødder, og der er tit larver i dem, der er.