Såning af orientalske bladgrønsager – og omsåning

Såning af orientalske bladgrønsager – og omsåning

Jeg nyder at så nye afgrøder – og jeg hader at skulle så om. Derfor begyndte jeg med at så om. Det er så ærgerligt, når mine mest intense anstrengelser for at få frø til at spire mislykkes. Og det gør det jo med jævne mellemrum af den ene eller anden grund – eller af grunde, jeg ikke kan gennemskue. Og det sidste er det værste.

Denne gang skyldes den manglende spiring i bedet med nogle sent såede vintergulerødder, en række dild og en række bladbeder først og fremmest voldsomt regn i flere omgange, som har gjort jorden på de såede arealer kompakte, hvorefter de er tørret op, og der er begyndt at komme revner i jorden, så den sprækker.

Jorden i såbedet er klasket helt sammen efter flere gang volsom regn.
Jorden i såbedet er klasket helt sammen efter flere gang volsom regn.
Kompakt jord, som har forhindret frø i at spire.
Kompakt jord, som har forhindret frøene i at spire.

Jeg er ikke herre over sommerens hidsige byger, men jeg kunne have sørget for at dække bedene med to lag fiberdug, til planterne spirede frem. Det havde jeg gjort over et andet gulerodsbed, sået senere og med sommergulerødder, og her spirer gulerødderne frem, så det er en lyst. Desværre kan gulerødder ikke flyttes og plantes ud.

Så jeg måtte kultivere og rive, rille op, vande grundigt, for jorden er ved at være tør i overfladen. Denne gang såede jeg sommergulerødder, og det er de eneste, der kan nå at udvikles nu. Jeg havde en lille rest frø af Napoli F1, som er en ekstra tidlig sort, og ellers såede jeg en Naintese sort.

Bladbederne var hvide og gule bladbeder, sorten Pink Lipstick havde jeg sået de sidste frø af ved første såning. Og så såede jeg frø af Bright Lights, som  er en færdig blanding med mange bladbeder i mange forskellige stilkfarver.

Frøposer emd bladbede og rødbede.
Frøposer emd bladbede og rødbede.

Siden sidste såning havde jeg fået gravet resten af Annabelle kartoflerne op. Tilbage var to toppe Hamlet kartofler, som skulle være til læggekartofler. De blev taget op – 15 stk i alt, lige nok til kartoffelpotterne næste år 1. marts.

Kartofler af sorten Hamlet taget op til læggekartofler.
Kartofler af sorten Hamlet taget op til læggekartofler.

På det nye ryddede stykke blev der sået 3 korte rækker med rødbeder. Denne gang er der blevet dækket med to lag fiberdug mod regnuvejr. Det holder også på fugtigheden, og når jeg bliver nødt til at vande med kande for at holde jorden fugtig under spiringen, klasker jorden heller ikke sammen.

Bedet, hvor der havde været løg, skulle  sås til med orientalske bladgrønsager, plus majroer og kinesiske radiser. Jeg valgte kun at så pak choi, tat soi, mibuna og mizuna, da der ikke var mere plads i bedet, Nu har jeg samling på alle de korsblomstrede orientalske bladgrønsager i et bed, så jeg kan dække dem effektivt med fiberdug fra såning til høst. Jeg skal også have sået nogle rækker vild rucola, men det må blive et andet sted.

Bladgrønsager skal have flotte blade, ikke nogle med gnav i. Bedet blev i hast dækket med et gammelt stykke fiberdug – der skulle laves mad. Når de er spiret frem, så kommer der et helt nyt stykke fiberdug over.

Her er lige en oversigt over, hvad jeg har sået. Jeg afprøver lidt forskellige sorter i år. Normalt har jeg kun en sort tat soi og en sort pak choi.

Kinesiske radiser: Mantanghong F1, Watermelon. Jeg havde gode erfaringer med førstnævnte sidste år. Det er på det sidste at så dem nu.

Majroer: Blanc DurD’hiver og gule majroer, egne frø af sorten Goldball. Goldball er en rigtig god sort til opbevaring, og med en mere cremet konsistens end mange andre.

Tat soi: Tat soi F1 Red. Tat soi F1 Tah Tsai. Tat soi F1 Kuro.

Pak choi: Pak Choi F1 Rubi. Baby choi.

Mizuna: Mizuna. Det kaldes nogle steder også senneps spinat, andre steder Asia Salat.

Komatsuna. Rød sennepsspinat. Ligner meget Red Giant, måske den samme.

Lige nu spiser vi lækre ærter af sorten JOF, som jeg vedligeholder for Frøsamlerne. Den bliver kun omkring 1 m høj, og med gode fyldte bælge. Jeg havde en posefuld med til København i lørdags til mine børnebørn, og de blev hurtigt spist. Magnus på 9 år så på sin mor og sagde: Vidste du godt, hvor heldig du var som barn at kunne spise så meget ude i jeres have? Magnus er altid på udkig efter noget at spise, og han værdsætter alle bær, ærter, stikkelsbær, ribs, bønner, gulerødder og alt det andet. Og ikke mindst cherrytomater. Så der er forhåbentlig et nyt hold ærter klar, når han kommer på ferie om halvanden uge.

ært_bælg_JOF_4537

2 thoughts on “Såning af orientalske bladgrønsager – og omsåning

  1. Hej Karna

    Tak for alle dine skriverier. Dejligt, at du vil dele dine erfaringer og overvejelser.
    Jeg kunne godt tænke mig at prøve kålplanter igen, det kan være det lykkes, hvis der kommer fiberdug over.
    Hvilken slags kan du anbefale? Der er mange forskellige typer, mål og priser.
    Hvad bruger du til at holde nettet oppe?

    Mange hilsner
    Hanne

Skriv et svar til karna Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere