Min lille havemand

Min lille havemand

I dag har jeg haft rigtig god hjælp i haven af Sigismund på 6 år, som er på ferie i denne uge. Vi startede med at gøre et bed klar til at så gule majroer i.

Vi fjerner græstørv fra bedet. Sigismund river og jeg samler op.
Vi fjerner græstørv og omhakket ukrudt fra bedet. Sigismund river og jeg samler op.

Der blev virkelig revet med stor energi, selv om det støvede voldsomt. Jorden er ret tør.

Der blev revet igennem.
Der blev revet igennem. Til venstre et bed med vinterporrer, som er ved at have det lidt tørt.

Sigismund kørte også græstørv på kompostbunken og vippede selv læsset af.

Endnu en trillebør visne græstørv til kompost.
Endnu en trillebør visne græstørv til kompost.

Vi fik lavet tre riller på det 1 m brede bed. Normalt sår jeg ikke så mange majroer, men hønsene kunne godt lide dem i foråret, så de fleste er vinterfoder til hønsene. Vi vandede med virkelig mange kander vand i de tre riller, så vi var sikre på, at der er god fugtighed ned i jorden til kimplanternes rødder.

Masser af vand i sårillerne.
Masser af vand i sårillerne.

Frøene har jeg selv høstet, og de stod som tørre frøstande i garagen. Det var let at få frøene ud af skulperne. Vi lagde de tørre frøstande på en pressening, gik lidt hen over dem, og så kunne vi samle en masse frø op. Sigismund var rigtig god til at puste hen over frøene, så alle urenheder fløj væk.

Vi fik sået  frøene – tilpas med frø, selv om vi havde masser. Sigismund dækkede også en række og lærte at presse jorden sammen med bagsiden af hakken, så frøene fik god jordkontakt. Til sidst dækkede vi bedet med et stykke fiberdug – det var ikke så let, for det blæste ret meget. Godt, at vi var to til det.

Forrest det nysåede bed med gule majroer.
Forrest det nysåede bed med gule majroer. Til venstre nogle bladkål, som lider i tørken. I tunnelen til højre klarer efterårsporrer det bedre.

Jeg punktvander nu nogle af planterne i grønsagsmarken, bl.a. drueagurker, citronagurker og græskar, som alle nu skal bruge en del vand på frugterne. De to rækker med bønner får også vand, da de var begyndt at få gule blade nederst nu, hvor de er begyndt at sætte små bønner. Heldigvis har jeg jorddækket godt, så vandet kommer planterne til gode i stedet for at fordampe.

Jeg har allerede høster en del drueagurker. Desværre er ca. 1/3 bitre.
Jeg har allerede høster en del drueagurker. Desværre er ca. 1/3 bitre.

I eftermiddag fortsatte Sigismund med at rive med stor iver. Vi er ved at dele den store hønsegård op i to, så kyllingerne om ikke så længe kan flytte ind i et nyindrettet rum med udgang til en kyllingegård. Her rev Sigismund en masser »skidt og møg« sammen, som de forrige ejere har smidt der – den unge mand var noget forarget over alt det, som han fandt. Så der blev ryddet op til de små kyllinger, mens vi voksne fik sat et hegn op mellem de nu to hønsegårde. Jeg begyndte også at grave nogle af brændenælderne op i kyllingegåden- det er ret let her i tørken. Rødderne er næsten væk. Der skal helst vokse nogle planter, som hønsene sætter større pris på. Men lige nu spirer der absolut ingenting.

Kyllingerne vokser med lynets hast. Det her billede er et par dage gammelt.
Kyllingerne vokser med lynets hast. Det her billede er et par dage gammelt.

 

6 thoughts on “Min lille havemand

  1. Der er så fint hos jer! Og hvor må det være dejligt med sådan en dygtig hjælper i haven 🙂
    Vi er ved at gøre klar til at anskaffe høns igen, og vi tænker på at lave en todelt hønsegård. Jeg tror vi gør det, for det er svært praktisk at man kan skille nogle høns ad engang imellem.

    1. Vi har ikke den store erfaring endnu, men kyllingerne skal i hvert fald gå for sig selv. Vi regner med, at vi fremover skal have 20 kyllinger hvert år, så derfor både hus og kyllingegård til dem i år, selv om de kun er 5. Vi håber på to høner i kuldet, så de kan blive nye æglæggende høner. Men de skal ført i hønsegården, når de er ved at være æglæggende. Vi synes ikke, at de er robuste nok til at indgå i en voksen hakkeorden før det tidspunkt.

    1. Vores høns spiser ikke brændenælder, og de går uden om arealer med brændenælder. Derfor er jeg ved at fjerne dem og tænker at det er bedre med græs og mælkebøtter. Bynker er de derimod glade for, så de får lov til at stå.

  2. Vi har også en del bitre agurker i år hvorfor mon? Og der er også små bitte pigge på nogle af agurkerne

    1. Mit bedste gæt er, at det er varmen, der giver bitre agurker. Men jeg har også opdaget noget andet – jeg kan i strukturen på agurkerne se med 90% sikkerhed, om den er bitter. Måske er der frø, hvor der er krydsninger med en anden sort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere