Lille æblehøst i år
Der bliver ikke ret mange æbler at spise af i vinter. Jeg plukkede 11 kasser Filippa, men de holder sig kun til december med. For et stykke tid siden plukkede jeg 2 kasser Spartan, og i dag har jeg plukket Jonagold. Det blev kun til to kasser Jonagold i år – sidste år var det godt 4 kasser. Og Golden Delicious bliver der slet ingen af i år – de er totalt gået til i skurv.
Jeg valgte at plukke mine Jonagold æbler ned i dag, selv om de måske ikke er helt plukkemodne. Men jeg har erfaring for, at fuglene begynder at hakke i dem, når de begynder at modne. Jeg fandt i dag nogle få med hakkemærker i.
Jeg har dog æbler på endnu et træ, men kun en lille kassefuld. Det er et selvsået træ, hvor æblerne modner meget sent. Jeg plukker dem ikke før engang i december. De er da stadig ret så sure, og de begynder først at modne i april. Men de er i årets første måneder rigtig gode i råkostsalater, da de er fantastisk sprøde og saftige, og her passer den syrlige smag fint.
I gode æbleår har vi rigeligt med frugt, men i et så dårligt æbleår som her i 2017, hvor sen frost har ødelagt frugtanlæggene, kommer vi til at mangle æbler. Derfor står flere frugtræer højt på min ønskeseddel.
2 thoughts on “Lille æblehøst i år”
Hvilke sorter ønsker du dig så?
Jeg går nemlig også og skriver på en æbletræsønskeseddel. Og der er jeg lidt i tvivl mht. et rigtigt vintergemmeæble, altså et der kan holde ind i det nye år.
Jeg har et Jonagold æbletræ, og det vil jeg helt sikkert have et mere af- Det kan bruges både til spiseæble og bagte æbler. Det har en rigtig god smag, og det kan holde sig helt til april.
Jeg tror også at jeg vil have et Ananasæbletræ.
Da jeg var barn var jeg vild med smagen af de runkne Dronning Louise æbler, som var de sidste vinteræbler. Det er mit nostalgiske ønske.