Lilla ærter, bønner, kål og kartofler

Lilla ærter, bønner, kål og kartofler

Jeg har lige smagt på nogle smukke lilla sukkerærter. Det er sorten Shiraz, som jeg dyrker for første gang. Det er en knap 1 m høj ærtesort, så den må være velegnet i et højbed, i en lille have – eller i drivhuset i foråret. De lilla sukkerærter har en lidt anden smag end de grønne – de er ikke så søde som f.eks. Carouby de Maussane. Men måske ændrer smagen sig lidt, når den bliver lidt større.

Shiraz er en halvhøj sukkerært med smukke lille bælge.
Shiraz er en halvhøj sukkerært med smukke lille bælge.
Flotte mørklilla bælge, som er lettere at finde end de grønne.
Flotte mørklilla bælge, som er lettere at finde end de grønne.

En af mine favoritbønner er snitbønnen Purpiat. Den er også lilla. Den har ikke kun samme fordel med, at det er let at finde de lilla bønner mellem de grønne blade – den smager også rigtig godt. Jeg har også tidligere dyrket buskbønnen Purple Queen, som smager rigtig godt og er en almindelig bønne

Jeg har også et bønnestativ med den lilla Blauhilde stangbønne på vej op af bambusstokkene.Det ser smukt ud med et stativ med lilla bønner, og så smager de også rigtig godt.

Lilla snitbønne Purpiat.
Lilla snitbønne Purpiat.

I kålbedene er der også lilla kål. Selvfølgelig rødkål af min yndligssort Rodynda, men også den lilla spidskål Kalibos, som er spiseklar om ikke så lang tid. Jeg har også sået og udplantet nogle lilla broccoli, som jeg ikke har prøvet før. De vinterbroccoli, som jeg dyrker, giver også lilla skud.

Kalibos spidskål. Sjovt at man kalder det for rød spidskål - det er da lilla.
Kalibos spidskål. Sjovt at man kalder det for rød spidskål – den er da lilla.

Lilla kartofler  er smukke, men meget svære at spotte i jorden, når de skal tages op. Jeg har et par år dyrket sorten Violetta, som smager rigtig godt. Det er en fast kartoffel, som også er fin at bage i ovnen. Det ser rigtig festligt ud med et fad ovnkartofler i pink og lilla.

Violetta lever fuldt ud op til sit navn. Den er lilla hele vejen igennem.
Violetta lever fuldt ud op til sit navn. Den er lilla hele vejen igennem.

Der findes mange andre arter, hvor der også er lilla sorter . F.eks. knudekål, gulerod, pak choi, sareptasennep, mizuna og radis. Og så selvfølgelig rødbeder, hvor den mørklilla i mange år har været den, der er blevet dyrket. For rødbedernes vedkommende er det omvendt – her er de nye sorter holsjestribede og gule eller orange.

Der findes mange lilla og rødbladede sorter blandt de asiatiske bladgrønsager.
Der findes mange lilla og rødbladede sorter blandt de asiatiske bladgrønsager.

Der komme stadig flere sorter af de forskellige grønsager med lilla eller rødlige blade, rødder eller frugter. Og det er der en grund til – de er nemlig sundere, især fordi de mørke farver kommer fra antocyaniner. Det kan du læse mere om i Karen Lyagers blogindlæg: Er lilla grønsager sundere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere