Hvilke spirer er ramsløg og spiselige?
Jeg rydder jorden for planter der, hvor jeg skal sætte et sneglehegn op. De sidste dage har jeg ryddet hen langs hasselhækken, hvor der er masser af vedbend og skvalderkål, der skal fjernes.
Ud over vedbend, skvalderkål, brændenælder m.m. er der også masser af spirende løgvækster, som har dannet rødder og allerede har store spirer på vej op gennem jorden.
Jeg ved, at der er både spiselige ramsløg og ikke spiselige blomsterløg af narcisser og russisk skilla. Blomsterløgene kan jeg godt kende og de bliver flyttet til et nyt sted. Men der står også en masse dansk arum og italiensk arum, som begge er giftige. De italienske har allerede blade, og de er med de hvidmarmorede blade let genkendelige, men den danske arum kommer først frem med blade i foråret.
Ramsløg er lette nok at genkende, når bladene kommer frem, for da kan man blot tjekke, at de har løgduft. Men det kan man ikke, hvis man skulle få den ide, at man vil hente nogle af ramsløg og bruge dem, inden bladene kommer frem.
Her kan du se spirerne af arum til venstre og ramsløg til højre. Her skal man vide, at arum skyder frem fra en lille brunlig knold, mens ramsløg er et lille løg med rødder. Men hvis man graver spirer af arum op og ikke får knolden med – og det gør man ofte ikke, så kan man komme til at spise den giftige arum i den tro, at det er ramsløg.
Jeg har i hvert fald besluttet ikke at grave efter ramsløg og bruge, inden jeg har bladene at gå efter. Alle arum sorteres i spande og fjernes fra haven. De breder sig eksplosivt.
Det er heller ikke nødvendigt at udfordre skæbnen med løgspirer lige nu, der er masser af løg i mine kasser, og masser af andre grønsager derude. Se bare, hvad jeg hentede en blæsende novemberdag i regnvejr til salatskålen. Jeg havde også en kinesisk radis med i salaten.
2 thoughts on “Hvilke spirer er ramsløg og spiselige?”
Har købt nogle hampfrø, som jeg ikke lige bryder mig om. Tænkte på at spire dem – og SPISE dem.
Ved nogen, om de er giftige i den stand ?I
I det hele taget synes jeg, det er en mystisk proces, når vi spirer specielt BØNNER – at de taber deres giftighed. Men jeg er heller i nærheden af at være nogen (bio)kemiker. ???
Rare hils’ner
INGA HANSEN
Jeg kan nok ikke hjælpe dig, da jeg kun spirer til at spise kimplanterne i småbladstadiet. Jeg ved intet om hampfrø, andet end det er forbudt at dyrke hamp. Du bør kun spire sojabønner, som ikke er giftige. De almindelige bønner bør ikke spires og spises.