Høst af amarant frø på hed septemberdag

Høst af amarant frø på hed septemberdag

I dag har jeg leget mayaindianer og høstet amarant frø i stor stil. En dag med 28° varme og blæst var også helt rigtig til at tørre de høstede frø i og få blæst frøene helt rene for lyserødt fnuller fra frøstandene. Klimaet i dag passer nok meget godt til plantens hjemsted, som er Sydamerika, Her har den været dyrket i årtusinder af bl.a. mayaindianerne. En letdyrkelig plante, som forsynede dem med frø, som blev brugt som en slags korn. Den har også været brugt til religiøse formål.

Jeg fik for nok 20 år siden en pose amarantfrø fra Frøsamlerne. Sorten hedder Purple Giant. Jeg har den endnu, og jeg slipper aldrig af med den, da den selvsår flittigt. Måske skal jeg i år sætte den på frøslisten hos Frøsamlerne.

Blomsterne har den flotteste mørkrøde farve, og den er giant, dvs. mandshøjde, når den har fundet er godt sted. Eller rettere at der står en plante et sted, hvor jeg freder den. Langt de fleste hakkes om, faktisk hakker jeg alle om, og så overlever der en hist og her, som får lov til at stå og se dekorativ ud.

Amarant er meget dekorativ i haven med de røde blomster - den kaldes også for rævehale.
Amarant er meget dekorativ i haven med de røde blomster – den kaldes også for rævehale.

I dag ville jeg fjerne de to store planter på billedet, da de stod ret tæt på mine knoldselleri. Jeg fjerner ofte amarantplanterne, inden de når at drysse frø i min køkkenhavebede. Men i år kom jeg for sent, frøene nærmest fossede af planterne, når jeg rørte ved frøstandene. Hurtigt fandt jeg ud af, at det gode vejr har modnet frøene tidligt og meget effektivt på alle planterne.

Frøene er meget sunde med et stort indhold af mineraler, lysin og en masse andre sunde indholdsstofffer. Frøene kan spises kogte i salater, de skulle kunne poppe og bruges i slik, frøene kan males til mel og bruges i brød. Jeg har for mange år siden høstet frø, inden det var noget, man spiste. Jeg brugte dem dengang i nogle boller, kan jeg huske.

Derfor var der meget kort fra tanke til handling. Frøene skulle selvfølgelig høstes. Hellere spise dem end få dem alle i jordens frøbank. Så forsigtigt klippede jeg en hel baljefuld af. Jeg kunne godt have stået og nulret frøene ned i et fad uden at klippe dem af, men dagen var mere til at sidde i skyggen og høste frøene, og det gav færre spildfrø i køkkenhaven.

Amarant klippes af til frøhøst.
En hel baljefuld amarant til frøhøst – der blev senere hentet flere.

Det er let at høste frøene – sikkert en af grundene til at planten var attraktiv i Sydamerika som en slags korn. Jeg strøg bare ned over med fingrene og frøene dryssede af. Der kommer også en hel del røde blomsterrester med.

Det er let at nulre alle frøene af.
Det er let at nulre alle frøene af. Frøene er sorte, det røde er rester fra blomsterne.
Red Giant har smukke sorte frø.
Purple Giant har smukke sorte glinsende frø. Amarantfrø kan også være lyse.

Jeg siede de større stykker fra, men det røde fnuller og frøene kunne ikke adskilles på den måde. Derfor måtte det hele lægges til tørring.

Amarantfrøene lægges ud til tørre i solen.
Amarantfrøene lægges ud til tørre i solen på bageplader.

Efter nogle timer i solen var fnulleret så tørt, at jeg kunne blæse det væk. Havde det tørret lidt længere, tror jeg vinden kunne have blæst det væk af sig selv. Jeg lod baljen med amarantplanterne stå – der bliver ved med at drysse frø ned i baljen. Planterne er lagt på en rist, så ser jeg i morgen, hvor mange flere frø, der kan hentes.

En bradepande med amarantfrø uden fnuller.
En bradepande med amarantfrø uden fnuller.
Sorte glinsende amarantfrø - de skal nu eftertørres.
Sorte glinsende amarantfrø – de skal nu eftertørres.

Resultatet blev 500 g amarantfrø. Ikke nogen stor timeløn – de koster 30 kr. Men sjovt at prøve, og nu er udfordringen at finde ud af at bruge dem.

Næste år får jeg rigtig mange små røde kimplanter, som dukker op. De spirer frem efter midten af maj. De er hurtigvoksende, så de giver af og til problemer i nyspirede rækker på det tidspunkt. Ellers er de lette nok at hakke om. Dette er en advarsel, inden man vælger at tage den smukke plante ind i haven.

I øvrigt er der over 60 forskellige arter af amarant, og nogle dyrkes som dekorative sommerblomster, mens andre dyrkes for at høste og spise bladene, og andre igen dyrkes for de næringsrige frøs skyld. Læs mere i Anemette Olesens artikel Amarant på Havenyt.dk.

2 thoughts on “Høst af amarant frø på hed septemberdag

Skriv et svar til TOVE Andersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere