Tørke havebrug

Jeg trives slet ikke med så megen varme og sol, og jeg er så træt af at vande for at  holde det hele i vækst og få det sidste plantet ud. Jeg håber virkelig, at det snart bliver lidt køligere og gerne overskyet og med masser af regn. Vi har stort set ikke fået regn siden omkring 1. maj. Måske bliver det lidt bedre i den kommende uge

Jeg trives bedst i skyggen - og her kan man jo så. Broccoli, blomkål, knudekål og salat blev det til.

Jeg trives bedst i skyggen – og her kan man jo så. Broccoli, blomkål, knudekål og salat blev det til. De første spirer titter op i dag.

Men det er lærerigt at blive udsat for ekstreme vejrsituationer. Jeg kan jo se forskellen på at dyrke inde i haven, hvor der er mange træer, buske og hække, som tager vand fra køkkenhavens bede, og dyrke i min nye grønsagsmark, hvor der stort set ikke er træer, som tager vand fra arealet. I grønsagsmarken kan jeg stadig finde fugtig jord, når jeg tager spaden og graver et hul til at plante i. Derfor vokser det, som jeg har plantet i grønsagsmarken nogenlunde uden vanding, når rødderne kan finde vand nedad.

Den 26.og 27.  maj plantede jeg i grønsagsmarken tomater, chili, knoldselleri, bladselleri og artiskok. Og et par dage senere kål. Jeg vandede meget grundigt i plantehullerne og dækkede til sidst med slået græs. Det hele står overraskende fint og vokser endda lidt – uden vanding.

Grønsagsmarken ligger længere væk fra store træer, og her plantes udelukkende i jorddække.

Grønsagsmarken ligger længere væk fra store træer, og her plantes udelukkende i jorddække.

Inde i haven er jeg i gang med at få dækket flest mulige bede, så det nedsætter fordampningen, men det har ikke helt samme virkning, når de store træer tager deres del af vandet. Jeg har rundt i kanten af alle bede, der vender ud mod hække og store træer i foråret stukket kanten af med spaden, for at afbryde evt. rødders muligheden for at søge ind i køkkenhavens bede. Det hjælper, men er ikke helt nok til at forhindre træerne i at tage en del vand herfra.

Jeg har mange træer i min have, også tæt på bedene. I dag er aspargesbedene blevet dækket med hækklip og halvvisne blade fra havens løgblomster.

Jeg forkultiverer mange planter – også nogle som godt kan sås direkte. Men her er jeg også blevet klogere, da det er lettere at så i varmen end at holde små potter vandede og efterfølgende plante ud i tør jord.

Jeg har ca.samtidig forkultiveret et hold majs og sået et hold direkte. De planter, som jeg har sået direkte, er meget kraftigere end de forkultiverede og udplantede. Det skyldes selvfølgelig den usædvanlige varme jord i maj, så jeg vil nok fortsat forkultivere et hold først i maj for at være sikker på tidlige majs, men jeg vil også så direkte. Jeg har sået et senere hold i grønsagsmarken, og de kommer også fint op. Måske skal jeg så et sidste lille hold til at spise i oktober. Det har jeg før haft held med på det her tidspunkt.

Nyudplantede majs og oka. De forkultiverede er mere spinkle end de, som er sået direkte.

Nyudplantede majs og oka. De forkultiverede er mere spinkle end de, som er sået direkte.

Jeg har også et sået nogle lange rækker med tre slags bønner direkte i jorden i grønsagsmarken, og de kommer fint op. Jeg har så lært, at bønner i modsætning til majs har svært ved at komme igennem et lag græsjorddække. Jeg har måttet hjælpe dem igennem.

Såriller til bønner i grønsagsmarken. Her blev vandet med ca. 10 l vand pr. m række.

Såriller til bønner i grønsagsmarken. Her blev vandet med ca. 10 l vand pr. m række.

Jeg har inde i køkkenhaven haft held med at efterså gulerødder og persillerødder i den her varme periode ved at holde jorden fugtig. Gulerødder er spiret på kun  8 dage og persillerødder på kun 11 dage. Og de er kommet væsentligt bedre end sået sidst i april.

Persillerødderne er spiret fint – måske fordi jeg har grundvandet bedet godt inden såning.

Der er nogle afgrøder, som bare skal have vand lige nu. En af dem er knoldfennikel. Her har jeg også jorddækket med græs, så jorden nedenunder er fugtig. Knoldfennikel går i stok, hvis det er for varmt og/eller de mangler vand. Jeg har to sorter i år. Zefa Fino, som jeg har dyrket i mange år, og Selma, som er en ny sort fra Bingenheimer til forårs- og efterårsdyrkning. I dag høster jeg den første knoldfennikel af Selma. Den udvikles lidt hurtigere, og der er ingen stokløbere. Jeg tror halvdelen af Zefa Fino er ved at gå i stok. Derfor er Zefa Fino måske fortid i min køkkenhave. Jeg har allerede droppet den til efteråsdyrkning, da sorten Di Firenze giver bedre knolde. Nu kan jeg så afprøve Selma og Di Firenze mod hinanden til efteråret.

Knoldfennikel Selma og spidskål Cape Horn. Spidskålen er overvintret som lille plante.

Knoldfennikel Selma og spidskål Cape Horn. Spidskålen er overvintret som lille plante.

Jordbærbedene er jeg nødt til at vande intensivt, for at bærrene udvikles og ikke tørrer ind. Det har højeste prioritet, da det er nu alle bærrene skal vokse og give velsmagende søde bær. Jordbærrene er virkelig søde og gode i al den sol – men kun hvis de får vand nok.

Luksusmorgenmad i haven.

Luksusmorgenmad i haven.

Og så lige en nyhed fra hønsefronten – vi har fået en ny hane. Han er omkring 5 måneder gammel, så der er stadig lidt teenager over ham. Lidt klodset og han kan godt lide at ligge ned i skyggen. Men han er på vej til at blive en virkelig flot hane.

Vores nye unge hane Anton.

Vores nye unge hane Anton.

Hans entre har ellers været lidt problematisk, da han jo skal accepteres af de tre gamle høner, så han har fået nogle hak og er blevet jaget lidt rundt med. Heldigvis er han betydelig hurtigere end dem – han spæner bare afsted. De har også holdt ham væk fra mad og vand, så vi har måttet sørge for, at han fik foder og vand ved at holde dem væk i en kort periode.

Han har indtil nu ikke fået lov til at sidde på pind sammen med dem, selvom han har forsøgt energisk. Så i går forbarmede min mand sig over ham og lavede en siddepind til ham i det ene hjørne af hønsehuset. Der har han siddet de sidste par nætter, men først efter at være blevet afvist på den lange hønsepigepind en snes gange. Han er ved at blive accepteret i flokken nu, men virker stadig lidt nervøs for at blive jaget. Vi glæder os til at han begynder at gale og overtager kommandoen.

Hønsene har det også for varmt - her søger de skygge.

Hønsene har det også for varmt – her søger de skygge.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

  • SVAR

    I år har jeg 2 højbede, og i den ene er der høje flerårig fransk syre og indianermynte i kanten, og de har ligesom dine træer taget så meget af vandet i dybden, at det er gået ud over afgrøderne i bedet. – Min Moutarde Rouge salat i bedet gik i blomst før jeg nåede at høste af den, så den er til forår og efterår. – Jeg har slet ikke magtet at vande højbedene nok, men den anden byhave med lerjord har klaret sig bedre. Alle bønner er sået direkte i jorden i år, dem i højbedet kom op med krøllede små gulrandede blade af tørst, så jeg lavede en lidt dyb fure omkring dem til masser af vand, der kunne trænge ned, det har hjulpet. Også furer langs gulerod.

  • SVAR

    Ja nu må det altså gerne komme noget regn! Næste uge 🙏