Den nødvendige forkultivering og herlige kyllinger

Mon jeg er den eneste, der er ved at kløjs i forkultivering? Jeg synes, at jeg har svært ved at nå det hele, mine fire vindueskarme er overfyldte, ligeså under de to røde vækstlamper, mange planter bør plantes i større potter, og ikke mindst trænger alt til at komme i drivtunnelen og få lys og sol. Men nætterne er for kolde.

Så lige nu er jeg begyndt at bære tomatplanter ud i drivtunnelen om morgenen i kulde og blæst og retur under samme forhold om aftenen. De var blevet alt for lange og ranglede, så nogle er blevet plantet om og fået stænglen begravet i jorden. Om nogle dage begynder stænglen at slå rødder, og så kommer der forhåbentlig gang i plantevæksten.

Jeg har også nogle tomatplanter, som slet ikke vil vokse. Det kommer der ud af at lave nye smarte måder at dyrke på. Jeg har nogle store plantebakker med undervandingsdug. Her placerede jeg mine nyudplantede små tomatplanter, så jeg kunne spare tid på at vande dem individuelt. De skulle stå på gulvet under en vækstlampe. De fik det alt for vådt, så rødderne blev ikke udviklet. Under vækstlys er fordampningen minimal i forhold til vindueskarmen, så den kombination var rigtig dårlig. Nu håber jeg, at de kommer i vækst med lidt kærlig pleje og lys og luft i drivtunnelen.

Forhåbentlig kommer der i påskedagene lunere nætter, hvor jeg kan lade tomatplanter m.m. overnatte ude i drivtunnelen bare med et lag vinterfiberdug over.

Min tålmodighed er ikke særlig stor, når jeg skal tynde ud. Den største udfordring er to stk. pluggbox med selleriplanter. Jeg forsøger kun at så tre frø pr. rum. Sår jeg færre frø, bliver der for mange rum uden planter. Men det er svært at så sellerifrø, så der er selvfølgelig alt for mange planter. Især når alle frø spirer.

Men det skal jo gøres – og med tålmodighed, for det er et filterværk af små planter, der har filtret sig sammen under opvæksten. Jeg har fundet ud af, at jeg skal tage en række ad gangen, rum for rum og lægge de blivende planter bagud i forhold til lyset. Når det hele er tyndet, vil planterne i løbet af de næste dage række mod lyset og rejse sig op. Allerede efter to dage, står de op igen.

Jeg tynder rum for rum og række for række og lægger dem væk fra lyset.

dddd

Så er der bare lige så mange i den anden bakke, der skal tyndes.

Efter sådan en omgang tålmodighed er det med at komme ud og tage en tur med et hakkejern. Jeg vil hellere arbejde på friland, men forkultivering er nu engang nødvendig for at kunne dyrke alle slags grønsager. Og netop selleri er en vigtig afgrøde. Lige nu spiser vi masser af knoldselleri, da de i den åbne kule stadig har en god spisekvalitet. Jeg plejer at have fine selleri til et stykke ind i maj. Og der er ret mange tilbage.

Forkultivering giver lige nu bonus i drivtunnelen, hvor vi i lang tid har kunnet høste salatblade, men nu er der salathoveder. I forgårs fik vi mormorsalat af et dejligt stort salathovede, i går fik vi salat af det første Little Gem hovede med semidry små cherrytomater fra fryseren. De er fantastiske. Tomatplanterne skal lykkes, for vi skal lave mange tørrede tomater i sensommeren. Tomaterne til friland er lige blevet pottet, og de står i tørre bakker og vandes efter behov.

Forårets første salathovede fra drivtunnelen – de blev forkultiveret i september og plantet ud i drivtunnelen. Det blev en lækker gang mormorsalat.

De små lugede selleriplanter endte hos de store kyllinger, som nu er tre uger gamle og meget aktive og ude det meste af tiden, hvor de skraber og leder efter orme, bænkebidere m.m. sammen med deres hønemor Bardot. De er stadig i et mindre netbur, men de har masser at skrabe i, for de får spandevis af hakket ukrudt serveret. Bardot kalder allerede på kyllingerne, når hun ser at jeg er på vej med endnu en sort spand i hånden.

På hønsefronten er der også gang i opformeringen – men her er det hønsene, der er de tålmodige og ligger helt stille på æg i 21 dage. Vores barnebarn på 7 år havde den kommentar til de 21 dage: “Det gad jeg godt nok ikke.” Det er godt, at der er nogle høns, der gider.

Vi har fået et hold kyllinger mere, som nu er 4 dage gamle. De er klækket i en meget kold tid, men deres hønemor Bertha holder dem varme. Desværre var en af de syv klækkede kyllinger første nat kommet væk fra sin lune mor, så den lå død af kulde næste morgen et stykke væk. Det var så sørgeligt. Bertha har nu seks fine små kyllinger, som hun har holdt varme i de kolde nætter og dage. Hun har plukket alle fjer af et område på brystet på størrelse med min håndflade for at kunne holde æg og kyllinger varme nok. Det er godt, at vi går mod sommer. Og snart skal de også ud og skrabe i jorden, men det skal lige blive lidt lunere

Bertha med kyllinger. De er på vej ind under deres varme hønemor.

Vi bruger mange timer på at kigge på kyllinger – det kan man slet ikke blive træt af. Og heldigvis har vi tredje kuld på vej. Brigitte ligger stille og roligt på 12 æg i en redekasse i et aflukke i hønsehuset, hvor de andre høns ikke kan forstyrre hende. Hun har nu ligget i fire dage, og så snart hun har fået lidt mad og drikke og lagt sin daglige rugelort, så hopper hun op i redekassen igen og lægger sig forsigtigt tilrette på æggene. Det er så livsbekræftende at se, når instinkterne er intakte. Rugeinstinktet er vigende i racerne, da man har avlet for at få færre skrukhøns – det må ellers være det vigtigste at avle for at beholde. Rugehøns er også noget mere energiøkonomiske end rugemaskiner og varmelamper. Og så er det herligt at se samspillet mellem hønemor og hendes kyllinger.

Fire dage gamle Australorps kyllinger i eftermiddagssol.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

6 kommentarer

  • SVAR

    Jeg putter mine planter i en papkasse med høje kanter så de ikke får for meget kold vind mellem køkkenet og drivhuset. Stort arbejde men hvad gør man ikke.

    • SVAR

      Helt sikkert en god ide. Men det har jeg ikke tålmodighed til – de plejer at overleve. Jeg kører dem på trillebør 2 kasserfuld af gangen. Så skal der opfindes en kant til trillebøren.

  • SVAR

    Tusind tak for dejlige indlæg 😀 meget inspirerende 🤗🤗 glæder mig til at læse mere 🌞

    • SVAR

      Det glæder mig, at du har lyst til at følge med. Du kan også finde mange indlæg fra årene forud, så prøv at søge på den aktuelle måned ude i menuen til højre.

  • SVAR

    Hej Karna
    Hvor er det dejligt at følge med, og lidt rart at det, at min plugbox med selleri ikke er den eneste, der er en anelse overfyldt! Hvor mange tynder du ned til? Mit hjerte bløder lidt over de planter jeg tager væk.

    • SVAR

      Jeg har tyndet ud til en plante pr. rum – jeg skal jo sket ikke have flere selleri end det. Og nu vokser de virkelig. De er også kommet i drivhuset nu, hvor nattemperaturen er høj. Dejligt at kunne sætte hele baduljen undtagen agurkplanter derud døgnet rundt.