Conference pærer og opsætning af drivtunnel

Der er nogle fantastisk efterårsfarver lige nu i haven, men bladene falder begynder at dale hurtigere ned nu. Og meterologerne forudsiger vinter i november.

I dag plukkede jeg resten af vores Conference pærer. Det var nu hurtigt gjort, for træet er lille, og jeg havde hentet en favnfuld for nogle dage siden. I mellemtiden var der faldet to store ned på jorden – heldigvis havde solsorten ikke fundet dem.

Flotte efterårsfarver på Conference pæretræet.

Flotte efterårsfarver på Conference pæretræet.

Det blev til en fin skålfuld pærer, som vi kan bruge som dessertpærer her i weekenden.

Det blev til en fin skålfuld pærer, som vi kan bruge som dessertpærer her i weekenden.

Inden jeg satte de sidste hvidløg for tre dage siden ryddede jeg bedet, hvor der var en hornmelonplante tilbage, som havde 3 grønne umodne frugter. De blev lagt ind i vindueskarmen til eftermodning. I dag kom jeg til at se på dem, og den ene var på få dage blevet næsten helt orange. Den er så flot, at jeg venter et par dage med at skære den over og smage på den.

En moden og en umoden hornmelon.

En moden og en umoden hornmelon.

De næste dage bliver måske de sidste gode efterårsdage, og de skal bruges til at færdiggøre drivtunnelen, så den er færdig, inden vinteren kommer. Det ser ud til, at heldet følger os, da det bliver svag vind søndag og mandag, hvor vi har planlagt at sætte plader på. De er 2,1 m x 6 m, så det må ikke blæse ret meget.

I forgårs fik vi sat de sidste afstivninger op inden i drivtunnelen, og så skulle selve opbygningen være fuldendt. Men vi måtte konstatere, at buerne ikke stod lodret. Der var så stor en hældning, at pladerne ikke ville kunne nå ind over hinanden.

I går startede min mand derfor med at løsne 140 skruer i de to nederste vandrette profiler i hele drivtunnelens længde. Og så satte vi træk på og fik trukket buerne i lodret og skruet alle skruerne til igen. Vi er ret overbeviste om, at det er næsten umuligt at samle det fra starten, så buerne står helt lodret, når det bliver vredet hver gang, der skal sættes en ny række lodrette profiler på. Men det var enkelt nok at få det i lod ved at løsne skruerne – bare et irriterende arbejde, når man allerede er ret så træt af skruer.

Næste step var at få alt til at flugte, være vandret og få fikseret det hele, inden vi skulle hælde beton ned i hullerne omkring jordankrene. Der er blevet fyldt 300 l beton ned i ca. 45 cm dybde og op til 10 cm under jordniveau – polykarbonatpladerne går nogle cm ned i jorden, ved ikke hvor langt, så derfor støbes ikke til jordniveau. Vi håber det er nok til, at drivhuset bliver stående i selv en østenstorm, men ved det reelt ikke.

Nu står buerne lodret.

Nu står buerne lodret – en lodsnor afgør det med stor nøjagtighed.

Ting er gode at have - f.eks. en stor posefuld gamle pløkke.

Ting er gode at have – f.eks. en stor posefuld gamle pløkke.

Drivtunnelen er samlet og der er støbt beton omkring stolperne.

Drivtunnelen er samlet og der er støbt beton omkring stolperne.

I dag har vi været på jagt efter nogle længere skruer end de maskinskruer på 4 x 35 mm, der følger med drivhuset. De er simpelthen for korte til de steder, hvor de skal nå igennem profil, to lag 6 mm plader og en spændeskive. Det vil være helt umuligt at arbejde med at samle det med så korte skruer. Andre har gjort erfaringen og skrevet om det. Men det var ikke så let at finde disse skruer i Nakskov. Det ser dog ud til, at vi i morgen efter 9 kan hente 50 skruer i 4 x 50 mm hos Johs. Mertz – det er da service på en lørdag. Det håber vi så løser problemet de steder, hvor der er to lag plader. Vi fandt yderligere 10 stk 4 x 40 mm i dag.

I aften har vi samlet de to døre og to vinduer i dørene. Vinduerne i toppen af drivhuset er der ingen vejledning med til at samle og montere, så de må lige vente. Dørene er ret svære at samle. Flere skuer skal gennem 3 profiler, og skruen kan man ikke sætte op i profilet med fingrene, der er kun plads til små børnefingre, og dem har vi ikke her i huset. Vi gjorde det under stort besvær med en spidstang.

Det positive er, at alle delene indtil nu har været med, og vi har fået samlet skelettet. Men det er et stort arbejde, vi er ret træt af profiler og skruer. Og vi er ikke imponerede over finish. f.eks. har de forskellige profiler med flapper, der skal skrues fast, kun én vinkel på flapperne, så man skal stå og bøje dem i facon. Og nogle skruer kan man ikke skrue møtrikker på – det er ikke den kvalitet skruer, vi er vant til at arbejde med. Og så har profilerne nogle ret skarpe kanter. Men det hele har kunnet lade sig gøre i sidste ende. Og med så langt et drivhus ender vi næsten med at blive eksperter i at samle delene, f.eks. de indre afstivninger på 7 buer. Her tog det kun den halve tid ved sidste bue i forhold til den første.

Nu glæder vi os til at få sat polycarbonatpladerne på – så det giver stivhed til drivtunnelen. Der er kun nogle meget små tværstivere, der ikke stiver det ret meget af sideværts.

Ind imellem er det lidt svært at læse vejledningen, som er på engelsk – den er lidt uforståeligt sine steder. Vi har en ide om, at den er maskinoversat. Men sammen med tegningerne i den russiske manual, så har vi fundet ud af det indtil nu. En god dansk manual ville være en rigtig god ide.

Men det er jo et generelt problem med rigtig mange drivhuse. Mens jeg var redaktør på Havenyt, har jeg læst uendelig mange kommentarer i forum om alle de drivhuse, ingen kunne finde ud af at samle, om dele der manglede, uforståelige manualer (på dansk), dele der ikke passede til modellen osv. Da vi samlede vores nuværende drivhus for mange år siden, måtte vi lave ændringer i nogle dele for overhovedet at samle det.

Jeg glæder mig rigtig meget til drivtunnelen er færdig og jeg kan flytte ind på alle mine 24 m2. Og jeg har en hel del planter, som står i potter og venter på at komme ind – inden vinteren kommer.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

  • SVAR

    Men tunnellen bliver flot og stor! Jeg er sikker paa at det bliver det hele vaerd :-)

    • SVAR

      Det tror jeg også. Nu er den sat op, og så kan jeg begynde at tænke på at sætte planter ind i den. Der står en hel del i potter i det gamle drivhus.