Tørke, såning og solsorten
I min have er det ikke tørken, som ødelægger mine såninger af nye afgrøder her midt i en varm juli uden regn den sidste måned og kun 10 mm siden 1. maj. Tørken kan jeg vande mig ud af ved at vande massivt i sårillerne og evt. kombinere med en grundvanding inden såning.
På sin vis er det dog tørken, der er årsagen. Havens solsorter er sultne efter orm og larver, og så snart der er fugtig jord, hakker og graver de. Også i mine såriller. Både før det spirer og i kimplante stadiet.
Så nu er jeg begyndt konsekvent at dække alle såede bede med fiberdug. Min køkkenhave ender med at ligne billeder fra gamle dage, hvor lærredstykker blev lagt ud til blegning i solen.
Jeg har også fundet et nyt alternativ, som jeg skal til at udvikle lidt på. Med høns og kyllinger er der kommet et nyt materiale ind i min hverdag: Volierenet. Der er blevet en masse strimler til overs, som jeg har forsøgt at lave små bure af til at sætte over såriller, så solsorten ikke kan få fat i de små planter. Flemming siger, at vi skal lave noget, som det kan bukkes over, så de bliver lige. Der skal også udvikles en måde at bukke det på sammen på i enderne.
Det kan måske også holde de allerstørste dræbersnegle ude. Jeg har til morgen fundet 5 dræbersnegle i et bed, jeg vandede i aftes – så de er ikke væk. Gad vide, om solsorten er begyndt at æde dem her i tørketiden med smalkost. Jeg har ikke set det endnu.