Spidskålen vokser og porrefrø er sået

Spidskålen vokser og porrefrø er sået

Spidskålene har længe vokset i drivtunnelen, og nu vokser de også på friland.

I drivtunnelen har jeg høstet toppen af tre spidskål, som gik stok. Nogle af de andre er vokset i højden, men måske er de på vej til at danne hovede og ikke blomst – det er lidt uafklaret. Tre planter er helt klart igang med at danne hovede nu.

Spidskål på vej i drivtunnelen.
Spidskål på vej i drivtunnelen. Til venstre en kål, der løb i stok  måske skyder den nye kålskud.

På friland er planterne ret små i år. men de vokser, og de ser ud, som om de vil danne hovede. Heldigvis ved jeg, at de hurtigt kommer i rigtig god vækst, når bare der kommer varme. Og den skulle komme fredag.

Det store spidskål - sorten Durham Early.
Det største spidskål på friland – sorten Durham Early.
To lidt mindre kål - også af sorten Durham Early.
To lidt mindre kål – også af sorten Durham Early.

I dag måtte jeg i gang med at så lidt flere kål. Jeg havde glemt at så blomsterkål og vinterbroccoli. Min sidste ledige rootrainer blev sået til med 12 stk blomsterkål og 20 stk vinterbroccoli i 5 sorter. Så må jeg se, hvor mange kål der kommer af vinterbroccoli, for det er tre et halvt år siden, jeg købte dem i Skotland.

I dag fik jeg også endelig sået porrer, purløg og forårsløg. Det er et pillearbejde at så mange hundrede porrefrø, da jeg forsøger at så dem med nogle centimeter afstand, så de kan udvikle sig godt. De skal stå i kasserne indtil sidst i maj.

Jeg har sået ikke mindre end seks sorter af porrer i år. Jeg var ikke helt tilfreds med vinterholdbarheden af alle sorter, bl.a. Blaugrüner Winter/Husky syntes jeg ikke holdt sig godt nok. Sorten Aveno fra Bingenheimer høster jeg stadig af. Jeg har dog sået begge sorter igen i år – det er jo ikke godt at vide, om nye sorter er bedre. Jeg har også sået en anden, som jeg tidligere har dyrket: den gamle sort Musselburgh, som andre har haft gode erfaringer med i år. Tadorna er ny sort, og den skulle have høst fra december til marts og med meget oprejst vækst – det sidste er godt af hensyn til at minimere smitte med porrerust fra jorden. Mammoth Blanche er en sort til udstilling – og det er jo vildt at købe den, jeg skal jo ikke udstille. Men den kunne jeg ikke stå for – lad os se, hvordan sådan en arter sig dyrket i lollandsk muld. Den sidste sort er en ikke tidligere prøvet sommerporre Philomene fra Bingenheimer.

Mellem rillerne er sået den sort, som står i bagerste rille.
Mellem rillerne er sået den sort, som står i bagerste rille.

Fra i overmorgen skulle der komme nogle lune dage, så jeg overvejer at plante mine bladgrønsager ud på friland. Det er Rapini, pak choi, komatsuna og forskellige slags sennep. Jeg ved ikke helt, om det er klogt. Jeg har ingen erfaring med rapini. Men jeg har lavet et opslag på en Facebookgruppe og håber på et par gode råd. I dag har de sammen med persille været sat uden for til afhærdning på læsiden af drivtunnelen.

Til afhærdning - mon de kan tåle at blive plantet ud nu?
Til afhærdning – mon de kan tåle at blive plantet ud nu?

2 thoughts on “Spidskålen vokser og porrefrø er sået

  1. Er det flamingokasser du sår porrer i? Hvor dybe skal de være? Og kan man sætte dem i drivhus eller skal man vente til de spirer?

    1. Ja. det er flamingokasser, jeg sår porrer i. Jeg har et jordlag på 10-12 cm i kasserne. Jeg sætter kasserne i drivhuset, når jeg sår. Jeg dækker dem med plast for at holde på fugtigheden. Det skal være hvid plast, så der ikke bliver for varmt i kasserne. I år havde jeg kun klar plast, sÅ jeg har lagt to lag fiberdug hen over til at skygge for solen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere