Sne, jordbærbed og ligusterstiklinger

Sne, jordbærbed og ligusterstiklinger

I dag har det sneet det meste af dagen. Mens det var lyst, var det mest kornsne, som kom og lagde sig som et fint hvidt lag. Da det blev mørkt kom der rigtig fnugsne – spændende, hvordan det ser ud derude i morgen tidlig

Kornsneen lagde sig også på de fine gule erantis, som i dag forblev lukkede.
Kornsneen lagde sig også på de fine gule erantis, som i dag forblev lukkede.

Det var heldigt, at jeg i går nåede at få sat stiklinger af liguster. I dag stod de i sne. Jeg havde sat masser af kvister af liguster ned omkring stiklingerne, så de får et lidt beskyttet mikroklima. Nogle af dem nåede jeg også at sætte thujagrene ned omkring, men ikke alle. Jeg håber virkelig, at de vil komme i vækst, selvom det er lidt sent at sætte stiklinger nu. Jorden er i hvert fald våd nok. Jeg har ikke prøvet det før, så jeg ved ikke helt, om det er de ældre grene eller yngre træagtige grene, som skyder bedst, så jeg har sat lidt forskellige tykkelser og flere, end der skal stå i hækken. På så stor en grund kan jeg vel altid bruge lidt ekstra planter. Måske jeg skulle stikke en masse stiklinger af alle mulige træer og buske og se, hvad er kommer.

De træagtige stiklinger står inden under kvistene med blade på. De er 20 cm lange og stikker ca. 1/3 op. Jeg har trådt jorden til omkring dem.
De træagtige stiklinger står inden under kvistene med blade på. De er 20 cm lange og stikker ca. 1/3 op. Jeg har trådt jorden til omkring dem.

I dag blev det første dyrkningsbed på den nye grund sat i system. Jeg satte kviste hele vejen rundt om et rundt jordbærbed, som er 2. års jordbær. Det var Merete, som boede der tidligere, som har plantet det. Sidste sommer plukkede jeg en del bær der mellem en masse højt ukrudt, brombær og brændenælder. Det meste ukrudt har jeg nu fjernet..

Nu har jeg markeret det, så ingen vader ud igennem det, når sneen nu dækker. Der er blevet lavet fine gange inde i det, hvor jeg kan gå og plukke bær til sommer – det er sporene fra den store lift, som blev kørt ind, for at vi kunne styne det store forvoksede poppeltræ. Den dag måtte jeg lukke øjenene og tænke, at fældning var vigtigere end lidt jordbærplanter. Nu redder jeg resten. Hvis ikke rådyrene æder dem. Vi fandt friske rådyrlorte for et par dage siden. Haven er nødt til at blive hegnet ind. Måske skal jeg sætte et rigtigt hegn op omkring jordbærbedet i morgen, hvis jeg kan banke pæl i jorden. Måske er den for frossen.

Der er sat pinde rundt i kanten om jordbærbedet.
Der er sat pinde rundt i kanten om jordbærbedet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere