Såning af stangbønner

Såning af stangbønner

I dag var det sådag for bønner. Bønner er en stor afgrøde i vores køkkenhave. Vi elsker grønne bønner, og derfor er det vigtigt at få de første hurtigt. Jeg forkultiverer derfor altid et hold først i maj.

Såning i rootrainer - Eva har nogle meget store bønner.
Såning i rootrainer – Eva har nogle meget store bønner.

Jeg dyrker efterhånden flere stangbønner end lave bønner – der er mange gode sorter, og jeg foretrækker at gå oprejst og plukke bønner. Simpel magelighed – der er nok havearbejde med hovedet nedad.

I dag valgte jeg to tidlige sorter Eva og Algarve, begge grønne bønner med brede bælge. Eva har jeg dyrket i rigtig mange år, og det er egne frø. Desuden såede jeg en masse Blue Lake, også frø af egen høst. Blue Lake kan jeg rigtig godt lide smagsmæssigt, og den giver et stort udbytte af ret korte trinde bønner, som kan spises både helt små, ret store, og endelig giver den et godt udbytte også af umodne frø, og frøene når også at modne, når de sås nu.

Bønnesorter, jeg såede i dag. To købte og to af egne frø.
Bønnesorter, jeg såede i dag. To købte og to af egne frø.

Jeg måtte også lige prøve at så en ny sort, som jeg faldt tilfældigt over en dag. Bernerlandfrauen hedder den og  alene navnet er jo pragtfuldt at sige. Det er en over 100 år gammel sort. Smukke frø i forhold til de tre andre sorters helt hvide frø. Håber den smager godt, for der var rigtig mange frø i posen.

Frø af den gamle sort Bernerlandfrauen.
Frø af den gamle sort Bernerlandfrauen.

Det var så det, jeg nåede i haven en dag, hvor der også var andre gøremål som at sætte sejl på båden.

Hjemme igen var dagens spørgsmål, hvad haven kunne levere til de friskfangede skrubber fra en god ven på havnen. Nye kartofler er der ikke endnu – jo, nogle små i potterne i drivhuset, men de skal være større og er reserveret til pinsen. Så vi måtte nøjes med købte aspargeskartofler, men det var ok med frisk persille fra haven og et stort bundt asparges.

Asparges og persille.
Asparges og persille.

Det ville være en drøm, hvis jeg kunne dele duften af nyhakket persille og smagen af asparges her på bloggen. I må tænke jer til det.

Tomaterne er på vej - nok omkring 1. juli.
Tomaterne er på vej – nok omkring 1. juli.

3 thoughts on “Såning af stangbønner

  1. Hej Karna
    Tak fordi du tager dig tid til så flotte og grundige blogindlæg. Jeg er 37 år og har været haveejer de sidste 10 år. Jeg nyder at dyrke køkkenhave og bliver vældig inspireret af det du skriver og får lyst til at prøve det hele 🙂 Med to børn og fuldtidsarbejde kan det være svært at nå alt det man gerne vil, men mine piger er 7 og 10 år nu og især den yngste syntes det er spændende at så og følge planternes vækst. I år har hun fået sin egen lille køkkenhave med kartofler, ærter, gulerødder og en masse blomster. Med venlig hilsen Sofie

    1. Det er vigtigere, at du giver glæden ved at dyrke videre til dine to piger, end at du dyrker lidt mere. Du skal nok indhente det, når de bliver større, og du får bedre tid.

  2. Jeg kan også godt lide at prøve nye sorter eller arter hvert år. Så er det bare at man bliver nødt til at lade andre udgå. Kan være lidt af et problem da man jo tit finder noget godt som man gerne vil fortsætte med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere