Morgenmad med friske bær og frugter
Min køkkenhave skal ikke bare sikre os mad i størst muligt omfang året rundt. Det skal også være friske og gerne uforarbejdede råvarer, da det helt sikkert er det sundeste. Hen over sommeren har vi i rigt mål nydt godt af mange friske bær og frugter.
Et af de måltider, hvor det lykkes bedst året rundt er morgenmaden, som her i huset er yoghurt med frisk frugt med et drys speltflager og lidt hakkede mandler.
Når jeg serverer morgenmad, føler jeg virkelig at haven giver fuld valuta for min arbejdsindsats.
Vinteren er lang, og her kunne vi godt bruge lidt variation.
Jeg har ikke afprøvet at tørre bær, men det vil kræve, at jeg planter nogle nye bærbuske, da vi i sæsonen stort set kan følge med til at spise bærrene friske. Der skal jo også være til en lille dessert om aftenen med friske bær eller frugter.
Så måske er vinterens projekt at få fjernet et kæmpe forvokset brombærkrat og forvandle det til en ny bærhave. Der er en rigtig fin jord på det areal, og der er masser af sol. Vi skal også have plantet et par figentræer mere. I år har vi spist næsten dem alle lige fra træet, og der er ikke kommet nogen bagte figner i fryseren til dessert i vinter. Til gengæld er der kommet bagte blommer i fryseren, og det er jo næsten lige så godt til bl.a. trifli. Når jeg lader frugterne blive meget modne inden de bages, skal der bruges meget lidt sukker.