Hule i mormors have
Der er mange måder at blive en dejlig mormor på – en af dem er at bygge hule med sit barnebarn. Lige nu har vi vores barnebarn, Sigismund på 4 år, på ferie. Og i dag har vi bygget hule og leget spioner. Et par høje buksbomhække et æbletræ, en halv snes elrør, som i sæsonen bruges til drivtunneler, 5 meter fiberdug fra sidste år og en masse tøjklemmer blev til en helt fantastisk hule, hvor vi kunne gemme os for alle bad guys. Sigismund bor i Skotland og mestrer både de danske og skotske gloser. Bad guys er bedst, synes han.
![En helt fantastisk hule, når man er 4 år.](https://usercontent.one/wp/www.karnamaj.dk/wp-content/uploads/2016/04/hule_mormors_have_7679.jpg)
Buksbomhækkene var i øvrigt fyldt med mariehøns. Vi fandt nok 30 mariehøns lige der, hvor vi byggede hule. Det lover godt for den biologiske bekæmpelse af de tidlige bladlus i år.
![Mariehøns.](https://usercontent.one/wp/www.karnamaj.dk/wp-content/uploads/2016/04/mariehøne_0837.jpg)
Og så blev der vandet blomster i de krukker, som vi havde plantet til dagens før. Sigismund havde fyldt krukkerne med kompostjord fra trillebøren med sin store plastskovl.
![hornvioler og forglemmigej i krukker i gården](https://usercontent.one/wp/www.karnamaj.dk/wp-content/uploads/2016/04/Sigismund_vander-_0846.jpg)
Og kartoflerne i drivhuset mangler i hvert fald ikke vand de næste dage. Til gengæld forstod han, at det kun var mig, der måtte vande de nyspirede kål- og salatplanter.
![Kartofler i drivhuset.](https://usercontent.one/wp/www.karnamaj.dk/wp-content/uploads/2016/04/Sigismund_vander_kartofler_0841.jpg)
Mandag skal han hjem til Skotland igen, og så skal mormor i gang med forårhaven for alvor.
One thought on “Hule i mormors have”
Nej hvor jeg glæder mig til at følge din blog! Jeg er blevet en fast læser fra nu af. Det er en SKØN tid vi går i møde. Havehilsner