Busktomater og stangbønner plantes ud på friland

I dag har jeg plantet mine busktomater og stangbønner ud. De var så store, at de var nødt til at blive plantet ud nu. Busktomaterne skulle ellers have haft en større potte, og stangbønnerne ville i morgen være begyndt at sno sig om hinanden – de vokser flere cm om dagen i højden. Det har jeg prøvet en gang for meget – de var næsten umulige at filtre ud igen, og mange knækkede. Så det har jeg lovet mig selv aldrig skal ske igen.

Bønneplanterne begynder snart at sno sig sammen.

Bønneplanterne begynder snart at sno sig sammen.

Heldigvis er jorden lun nok til at plante begge dele ud i min have. Den officielle måling for jordtemperatur ved Nakskov er 15° C og stigende. I min have viser mit jordtermometer 20° C. Og vejret de næste 10 dage ser stabilt ud med nattemperaturer ikke under 10° og dagtemperaturer på +15° C, og mange dage med sol.

Stangbønnerne er sået 5. maj, så det er gået hurtigt, og de er store og flotte. I dag har jeg lavet 3 bønnestativer i wigwam udgaven af bambus og har plantet sorterne Algarve, Eva og Bernerlandfrauen.  Alle tre er brede bønner, såkaldte snitbønner. Den fjerde sort er Blue Lake, en rund trind grøn bønne. Den er lidt senere, så den er ikke begyndt at vokse i højden endnu, så jeg skal gerne nå at få den plantet ud i morgen. Bedet til den er næsten klart – et større rydningsarbejde for skvalderkål giver et helt nyt bed.

Tre bønnestativer

Tre bønnestativer.

Stangbønnerne plantes ud med to planter for hver bambus.

Stangbønnerne plantes ud med to planter for hver bambus.

Jeg har hvert år et bed med busktomater af sorten Bell Star. Jeg har afprøvet rigtig mange buskbønner til friland, og mener at Bell Star er den bedste, da den giver et stort udbytte af store velformede tomater, der både kan bruges som pastatomater og spises i en salat. Og så sprækker de ikke, selv om vi får en våd periode, og det er en meget vigtig egenskab for en frilandstomat.

Bell Star tomat

Bell Star tomatplanterne er klar til at plante ud.

Busktomater skal ikke knibes, og de skal ikke plantes dybere, da alle sideskuddene skal give tomater.

Plantes i samme dybde som i potten.

Plantes i samme dybde som i potten.

Bedet med busktomater er plantet til.

Bedet med busktomater er plantet til.

Bambuspindene er kun en midlertidig opbinding – de får en god hasselkæp senere. Jeg plejer at give dem en fiberdugstunnel over den første tid, men i år vurderer jeg, at de kan klare sig uden – de står også et godt sted i år uden ret megen blæst. Det er selvfølgelig ikke kun en fordel, da stillestående luft kan give større riskiko for kartoffelskimmel.

Det var en dejlig varm dag i dag, og jeg brugte virkelig megen tid på at holde øje med at alle mine små og store planter ikke manglede vand. Kålplanterne begyndte at hænge med bladene i eftermiddags på grund af varme, men det valgte jeg ikke at bekymre mig om, da jorden var  fugtig. De rejste sig da også her til aften. I drivhuset begyndte de nyudplantede agurkplanter allerede at hænge med bladene ved middagstid, men så snart jeg havde hængt fiberdug op, og de fik skygge, kom de sig næsten øjeblikkelig.

Som man kan se på billedet nedenfor, så er der stadig mange tomater i drivhuset- nu må jeg se, hvor mange jeg kan få plads til ude i haven. Jeg skal i gang med at afhærde dem hurtigt, da de har udvokset potterne, og derfor skal de vandes minimum to gange om dagen, når solen skinner, og jeg risikerer, at væksten går i stå. I det hele taget skal jeg have plantet alle min planter ud snarest – er træt af at vande og ompotte.

Skygge til de nyudplantede agurker.

Skygge til de nyudplantede agurker.

Dagens selvforsyning: Små spinatblade fra udtynding, dild, purløg, salat, radiser og så en fin portion asparges.

Dagens aspargeshøst.

Dagens aspargeshøst.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.