Afdækning mod kålfluer

Afdækning mod kålfluer

I dag var det igen plantedag, selv om solen skinnede, så kom der heldigvis også skyer, så det var ok at plante kål ud. Det var også blevet væsentlig køligere. DMI’s prognose hed regn fra kl. 13. Og jeg skulle også nå at plante løg ud.

I går aftes forsøgte jeg hurtigt at finde frem til en afdækning rundt om min kålplanter, som kunne forhindre kålfluerne i at lægge æg tæt på mine kålplanter. Det kan du læse mere om i indlægget Plantning af kål.

Men for lige at vise sidste år mareridt, hvor kålfluens laver ødelagde langt de fleste af mine kål, har jeg lige fundet nogle billeder frem af larverne og den voksne kålflue, da de kom frem i næste generation. Her var den fanget under bionet over porrerne, som de ikke kunne skade. Jeg havde simpelthen byttet om, så de nyplantede kål kom i porrebedene og porrerne blev flyttet til kålbedene. Her er tre billeder:

Kålfluens larver
Kålene hang med bladene og når jeg gravede planterne op, væltede larverme frem.
Kålfluens larver
Her ses larverne tydeligt.
Kålfluer af 2. generation fanget under bionet.
Kålfluer af 2. generation fanget under bionet.

Det var med den oplevelse i bagagen, at jeg i dag skulle jeg plante to små bede til med henholdsvis blomsterkål og rosenkål, hvor det på grund af størrelsen ikke er relevant at sætte tunneler op med bionet over. Så her skulle der dækkes ekstra godt, så arealet omkring kålplanterne får kålfluerne til at konkludere, at stedet ikke er egnet til at lægge æg. Det gjaldt med andre ord om at se det fra kålfluens side: Er der jord til at lægge æggene tæt nok på kålplanten, i litteraturen står der, at den maksimalt lægger æggene 5 cm fra planten.

Jeg klippede dog nogle noget større stykker fibertex til at dække med. Tænk hvis kålfluerne ikke ved det med de 5 cm. Jeg har en masse halve mursten liggende, og de blev samlet sammen i trillebøren og med 4 stk på hver sin kant af det firkantede stykke finertex, lå det rigtig godt.

Afdækning mod kålfluer.
Afdækning mod kålfluer.

Som man kan se på billedet har jeg med gaffa samlet den klippede linje ind til midten, hvor kålplantens stængel kommer op. Genialt troede jeg – lige til det begyndte at regne, så slap gaffaen. Nu må jeg så se, hvad der sker. Forhåbentlig holder murstenen det godt fat.

Karakteren for det kunstneriske indtryk er nok tæt på 0.
Karakteren for det kunstneriske udtryk er nok tæt på 0.

Bedre ser det nok ikke ud i mit opslåede partytelt med opdækning til kålfluerne. Det vil sige med modsat fortegn, de skal helst ikke til fadet og lægge æg. Her manglede jeg noget tungt til at holde fibertexen nede med. I børnebørnenes sandkasse var der gevinst med en meget stor samling af rustfrit bestik – fra jerncontaineren på genbrugspladsen. Det kunne lige bruges. Jeg lægger det tilbage, inden de kommer på ferie i juli.

Afdækning mod kålfluer
Dækket op – men ikke til kålfluerne.
Forhåbentlig bliver rosenkålene til os i år - i vinter har vi ingen rosenkål haft.
Forhåbentlig bliver rosenkålene til os i år – i vinter har vi ingen rosenkål haft.

Nu har jeg ikke mere fibertex, så spidskål og sommerhvidkål er blevet plantet uden afdækning, men med bionet over bedet. Der er en hel del planter tilbage i kassen, hvis de udplantede går til. Og nogle små spidskål er også under forkultivering. Jeg skal have sået et ny hold spidskål – der bliver jo løbende plads efter de første tidllige kartofler – jeg kan mærke små kartofler nede i jorden.

Måske skal jeg lige tilføje, at jeg har mine forkultiverede kål- og porreplanter under bionet, så kålfluer og porremøl ikke kan komme til at lægge æg.

Jeg blev næsten færdig med at plante kål og løg ud, inden det begyndte at regne og vi fik en gang hagl først på eftermiddagen.

Overskyet vejr og blomstrende frugttræer.
Det var ret flot vejr, da skyerne kom og satte lidt dramatik på himlen.

Heldigvis klarede det op igen til aften, og her fik jeg plantet de sidste forårsløg ud. Jeg har eksperimenteret lidt med at plante løg og forårsløg ud både enkeltvis og flere sammen og med større afstand. Det sidste er hurtigere, og løgene får ikke beskadiget rodsystemet så meget. Nogle af dem var sået flere sammen. Jeg plejer ikke at så løg, men indtil nu er det vist gået ok.

Forkultiverede løg og forårsløg.
Forkultiverede løg og forårsløg.
Udplantede Long Red Florence og Ailsa Craig.
Udplantede Long Red Florence og Ailsa Craig.

Porrerne må vente med at blive plantet ud til næste gang, det er tørvejr – bedet er gjort klart med riller til at plante i. Det bliver nok først mandag – i morgen skal vi have pinsefrokost.

Efter regnen, gråt og ret koldt. Men planterne kan lide det.
Efter regnen, gråt og ret koldt. Men planterne kan lide det.

Jeg har her dagen efter fundet en interessant forskningsartikel om naturlig regulering af kålfluens æg – her står:

Det er velkendt at små løbe-biller og rovbiller (mindre end 8 mm) æder betydelige andele af kålfluernes æg, lige efter at de er lagt.

Dejligt at vide, at der er hjælpere ude i jorden. Læs selv artiklen 

 

4 thoughts on “Afdækning mod kålfluer

  1. Kære Karna Maj
    Mange tak for en rigtig god blog, den inspirerer og hjælper mig 🙂
    Jeg har et spørgsmål angående grønkål. For nogle dage siden satte jeg buer og bionet op, over mine 2 rækker med udplantede grønkål og Calabrese. Nu ser jeg at der er cirka 2-3 fluer inden i buerne. Jeg er bange for at åbne og risikere at der kommer flere ind, jeg har jo lige lukket til så grundigt… Men er også nervøs over at der er fluer derinde. Det er første gang jeg dyrker selv, så jeg har ikke rigtig erfaring til at vide hvad der er bedst at gøre.
    Hvis du har tid til at komme med et godt råd, vil det være rigtig dejligt 🙂

    1. Det er rigtig svært, for kålfluer er ikke den eneste flueart i haven. Lige nu har jeg hundreder af fluer hver dag i to af mine bede med overdækkede kål, og jeg må tage nettet af og lukke dem ud. Jeg ved faktisk ikke, hvad det er for en flueart, da det er svært at se. Men jeg er sikker på, at de klækker inde i jorden i de overdækkede bede. Kålene har det fint.

      Jeg kan ikke fortælle dig, om det er kålfluer. Fluerne samler sig tit oppe i toppen i ender på tunnelen, og hvis du løsner nettet, så det ikke står superstramt, kan du have held til at klappe sammen med hænderne og ramme dem rundt om buen.

      Hvis du går ind her og vælger den nærmeste by, så kan du se, om 1. generation af kålfluer menes at være aktive lige nu. Der er stor forskel fra sted til sted i Danmark. https://www.landbrugsinfo.dk/Planteavl/Plantevaern/Skadedyr/Skadedyrsarter/Sider/PL_Kaalflue_varsling.aspx

      Jeg håber, at du får lov til at have dine grønkål og Calabrese i fred, når nu du har etableret dine kål så godt.

      Hvis du tager nettet af, så slår du heftigt med nettet op i luften, så de letter, og så lader du nettet hurtigt falde ned.

  2. Er der nogen, der ved om man kan bruge disse elektriske fluefangere mod alle insekter. Jeg kan se, at der faktisk findes nogen med en limplade, hvor fluer og andre insekter kan sidde fast på en insektfanger uden at de bliver grillet. Jeg har også hørt, at de skulle være ulovlige at bruge udendørs, da de trækker mange nyttige insekter til. Det er vel ikke hensigten ?

    1. Jeg ved ikke noget om elektriske fluefanger ud over, at jeg har haft en af de små i ketsjerfacon – den var fin mod eddikefluer i køkkenet. Så her må du nok spørge forhandlerne.

Skriv et svar til karna Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere