Vi fjerner træstubbe

Vi fjerner træstubbe

Den sidste måned med vintervejr og masser af nedbør har været en streg i regningen i vores arbejde med at få anlagt min nye køkkenhave på ca. 250 m2. Men i den sidste uges tid er det gået fremad.

Vi har fået slået alt det lange græs af med le, så vi nu kan pløje græsset ned – når jorden engang er tør nok til det. Det bliver nok også lige kørt over med en plæneklipper inden – en af vores venner har lovet at komme forbi med sin slåmaskine. Græsset var ret tørt, så nu har jeg to høstakke med tørt græs til jorddække.

I de sidste par dage har vi gravet træstubbe op. Planen var egentlig, at de skulle tages op med en rendegraver, men jorden er fortsat alt for våd til at køre med tunge maskiner. Vi blev derfor enige om, at vi måtte tage dem op med håndkraft. Det tager nogle timer pr. stub, men det kan godt lade sig gøre. Og så er der en vis tilfredsstillelse ved at have gjort det.

I dag var det et stubben fra et tjørnetræ, der skulle op. Verdens grimmeste træ, kaldte vores barnebarn Sigismund på 6 år det. Vi fældede det, da han var på ferie først i januar.

Tjørnetræet stod midt på det område, hvor jeg skal have køkkenhavebede.
Tjørnetræet stod midt på det område, hvor jeg skal have køkkenhavebede. Det lange græs var stadig grønt i januar.

Når vi skal fjerne en træstub, er det altid spændende, hvordan trærødderne ser ud, hvordan de forgrener sig udad og nedad. Jeg havde læst, at tjørn har pælerod. Så stor var min overraskelse, da jeg begyndte at grave jorden væk omkring stubben. Der var mange rødder ud til alle sider fra 10 cm under jordoverfladen og nedad.

Der er kun en måde at fjerne en stub på med håndkraft – spade, økse og stædighed.

Først graver jeg stubben fri, så rødderne kommer frem. Så hugger Flemming dem over med øksen.

Der skal hugges helt oppefra med fuld kraft.
Der skal hugges helt oppefra med fuld kraft.
Det er hårdt arbejde.
Det er hårdt arbejde.
Et af mange hug for at fjerne en tyk rod inde på stubben.
Et af mange hug for at fjerne en tyk rod inde på stubben.

Når rødderne er hugget over, skal rødderne graves fri og tages op. Jeg graver dem fri en ad gangen indtil de er nede i fingertykkelse.så hugges de over med spaden. Eller de er længere nede end 45 cm. Stykket skal pløjes og harves, så det er bedst, at alle rødder er helt væk.

Tjørnetræet havde mange meter lange rødder, men de fleste lå ikke så dybt.
Tjørnen havde mange meter lange rødder, men de fleste lå ikke så dybt.

Der måtte en 2.omgang til med at hugge rødder over – det må der som regel, da flere kommer til syne, når første hold er fjernet.

Til sidst var alle siderødder fjernet, men stubben sad selvfølgelig stadig fast. Der er altid nogle lodrette rødder under en stub. Her var der heldigvis kun tre og ikke så tykke, og de kunne let hugges over. Den her tjørn havde i hvert fald ikke pælerod.

Kun træstubben tilbage med et par lodrette rødder.
Kun træstubben tilbage med et par lodrette rødder. Læg mærke til den meget våde lerjord.
Tjørnen krævede noget større gravearbejde end den stub, vi fjernede i går - det kan ses i baggrunden
Tjørnen krævede noget større gravearbejde end den stub, vi fjernede i går – det kan ses i baggrunden

Stubbene står i en række, og der har stået mange flere træer, så vi finder også nogle næsten formuldede stubbe, som bliver gravet op.

Det går lettere at fjerne en rådden træstub.
Det går lettere at fjerne en rådden træstub.

Nu mangler der kun en stub, som vi regnede med skulle op i morgen. Måske bliver det i snevejr. Og så står der en gammel ribsbusk, som jeg har planer om skal flyttes til et nyt sted. Det må være en meget robust sort, for den har overlevet midt i et stykke græs. Det er nok 30 år siden, at der stod nogle rækker bærbuske på det område. Jeg har taget stiklinger af den og håber, at de slår rod.

Nu står alle mine kartoffelpotter i drivtunnelen. Selv i perioden med nattefrost har der stået 3 potter med kartofler i drivtunnelen. Der har ikke været frost under natoverdækning med nogle lag fiberdug. Om dagen har jordtemperaturen i potterne været oppe på 20°, når solen har skinnet. I dag har jeg flyttet resten af kartoffelpotterne derned. Dejligt at få mit køkkengulv tilbage.

Det er tydeligt at se, at de tre potter har flotte grønne skud, mens resten kommer inde fra et lunt køkken med for lidt lys.
Det er tydeligt at se, at de tre potter tv. har flotte grønne skud, mens resten kommer inde fra et lunt køkken med for lidt lys.Jeg fylder noget mere jord i potterne med de lange skud.

2 thoughts on “Vi fjerner træstubbe

  1. Høres veldig fint ut å få en skikkelig stor grønsakshage. Men en del jobb å klargjøre areal, godt du har en mann som kan hjelpe deg. jeg elsker slikt grovarbeid, men fint med litt hjelp av og til. Jeg skal utvide hagen vår.
    Du er godt forberedt til å komme tidlig i gang i din nye kjøkkenhage…Ha en fin påske !
    Hilsen fra Turid

    1. Jeg har nydt at lave det lidt grove havearbejde i vores nye have her i vinter. Jeg er klar til køkkenhaven – er i bedre fysisk form end normalt i foråret.Håber du når at få udvidet din have, inden det bliver tid til at så og plante.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere