Udplantning af forårsløg og salat

Måske har I bemærket det – jeg kan slet ikke lade være med at så og plante. Også på tidspunkter, hvor det slet ikke er normal såtid for arten. Jeg elsker at afprøve grænser – måske kan jeg udvide perioderne med friske grønsager endnu et nøk.

Midt i juli såede jeg forskellige sorter af forårsløg: Ishukura, Ramrod, White Lisbon og desuden den røde Toga. Jeg såede også lidt af den overvintrende løgsort Senshuy Yellov – for at se om frøene spirede. Jeg skulle så den midt i august til overvintring. Det hele spirede fint, og planterne er vokset rigtig godt til i rootraineren. De augustsåede er også spirede og vokser fint til.

Forårsløg og salat mere end klar til udplantning.

Forårsløg og salat mere end klar til udplantning.

Egentlig skulle de have været udplantet for et stykke tid siden – jeg har bare ikke fået det gjort. Torsdag eftermiddag fik jeg det endelig gjort, og det var virkelig på tide, for tænk Senshuy Yellow er begyndt at danne løg. De er nu blevet plantet forsigtigt ud på et bed, hvor jeg har ryddet en række Bell Star tomater. Billedet nedenfor viser meget godt, hvor højt løget står i forhold til jordniveau. Jeg har forsøgt ikke at begrave det ved plantningen. Hvor store mon løgene kan nå at blive? Det er et heldigt år, jeg forsøger det her. Det ville nok have været svært at udplante sidste år i den meget varme september måned.

Senshuy Yellow er begyndt at danne små løg.

Senshuy Yellow er begyndt at danne små løg.

Forårsløgene blev plantet ud på sydsiden af mit brombærespalier, hvor der vil være sol hele efteråret en meget stor del af dagen. Ramrod var den sort, der havde udviklet de kraftigste planter. Jeg håber, at jeg kan høste forårsløgene, inden det bliver vinter. Men forårsløg kan de vel næppe kaldes i november?

Her er alle fire sorter plantet ud. Bagerst til højre Toga, til venstre Ishikura. Miderste række og forrest til ventre White Lisbon og forreste række til højre Ramrod.

Her er alle fire sorter plantet ud. Bagerst langs brombærespalieret til højre Toga, til venstre Ishikura. Miderste række og forrest til ventre White Lisbon og forreste række til højre Ramrod.

Jeg fik også plantet de store salatplanter ud – de stod med 1-3 planter i hvert rum. Med udsigt til regnfuld og køligt vejr, vovede jeg at skille planterne og plante dem alle ud. Spændende om de når at danne hoveder.

Plantet i bønnebed, hvor yderrækkerne skal høstes til frø.

Plantet i bønnebed, hvor yderrækkerne skal høstes til frø.

Jeg havde også lidt kålplanter stående, som blev plantet ud i et bed, hvor jeg tidligere har plantet blomkål, broccoli og kinakål ud. Her var der en del planter gået ud -mere eller mindre. De blev nu erstattet med små planter sået midt i juli – gad vide om de når at give hoveder?

Kinakålen er nu for alvor i vækst – den kan lide køligt og regnfuldt vejr. Det ser ud til at være rigtigt, at sneglene er meget glade for kinakål. Forhåbentlig bliver der nogle hoveder til at lave kimchi af. Jeg har ikke prøvet det før, men fik til min fødselsdag en gæringskrukke og en bog om fermentering. Men det skal jo helst være af hjemmeavlede kinakål.

Kinakålen vokser nu - tiltrængt hvis den skal kompensere for det sneglene æder.

Kinakålen vokser nu – tiltrængt hvis den skal kompensere for det sneglene æder.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

  • SVAR

    Du overrasker litt med å plante ut småplanter så sent, vet ikke hvor mildt det er hos deg, men det vokser vel lite utover nå? Jeg plantet ut noen små issalat for noen uker siden. De har vokst veldig lite, så nå flytter jeg noen av dem inn i drivhuset.

    • SVAR

      Væksten standser, når daglængden kommer under 10 timer. Jeg kan se, at du bor i Norge, så vores dagslængde er meget forskellig.Så det er sikkert fint at du flytter dem ind i drivhuset nu. Jeg plantede ind sidste år først i november. Her kommer vi under 10 timers daglængde 20. november.

      Det jeg planter ud vil vokse til midt i november. Salaten ender nok med at blive plantet ind i drivhuset som store planter. Jeg har ingen erfaring med at så og plante forårsløg på det her tidspunkt af året, så det er rent forsøg. Jeg høster dem, hvis de er store nok, ellers ser jeg, om de overvintrer derude. Måske flytter jeg dem i drivtunnelen, men her er der ikke plads endnu.