Tomater på dagsophold i drivhuset
Mit drivhus er et lille, gammelt drivhus på kun 8 m2, så der er altid pladsmangel. Lige nu burde de tidligt såede salat, kål, knudekål og spinat være på vej til at blive plantet ud. Kun spinat er foreløbig plantet ud under fiberdug. April er ret kold i år, og der er stadig risiko for frost, og det giver pladsproblemer.
Derfor måtte min noget miserable drivbænk i dag holde flyttedag fra drivhuset og ud på den anden side af glasset.
Og så måtte de tidligt såede salatplanter, som snart kan plantes ud i drivtunnel flytte med ud i drivbænken sammen med persilleplanterne og et hold senere såede salatplanter. Samme vej kom nogle spidskål, som er alt andet end noget at prale af. Nogle af dem er dog ved at rette sig, mens andre stort set er gået ud. Jeg har meget skiftende held med at så tidlige spidskål inde i vindueskarmen.
Med udflytningen blev der plads til at sætte et havebord ind i drivhuset, som jeg kan sætte mine tomatplanter ud på om dagen. Og de har virkelig brug for masser af lys. Det har blæst utroligt meget i lang tid fra øst, og det gør det umuligt at bære planterne ud i drivhuset.
Tomatbæring først ud og så ind med 5 bakker tomatplanter tager tid, men da jeg bar dem ind i aften, så syntes jeg allerede, at jeg kunne se, at de havde fået lidt mere mørkegrøn farve. Og det på trods af, at jeg gik lidt i panik midt på eftermiddagen og hængte et stykke fiberdug op til at skygge for planterne. Planter inde fra vindueskarmen kan nemlig blive solskoldede, hvis de pludselig får fuld sol en hel dag. Det viser sig som hvide blade.
Lige nu er jeg i gang med at klargøre jorden i de bede, hvor der skal sættes kartofler. Jeg har ikke taget stilling til, hvornår de skal sættes. Jeg så lige, at jordtemperaturen i Nakskov lige nøjagtig er nået op på 8° C, men nok falder lidt de næste dage. Andre steder i landet er den kun 6° C. Så jeg venter nok lige lidt. Jeg har to bede med tidlige kartofler under plast, så de tidlige kartofler skulle være sikret.
Dagens selvforsyning: Der blev høstet en masse til salatskålen i de bede, som jeg har klargjort: Persille, vårsalat, hvidløgstop og katost. Katostblade kan spises, men jeg synes kun, at de helt små blade er lækre. Jeg høstede også en hel bunke porrer, halvdelen blev brugt til aftensmaden, resten ligger i en pose i køleskabet. Desuden et bundt rigtig flotte røde rabarberstilke. I dag har vi også spist brugt purløg, zittauerløg og æbler.