Regnvåd have og nye kartofler
Endelig kom der regn, og til morgen var haven rigtig våd, og det småregnede stadig. Dejligt igen at se planterne helt regnvåde.
Pludselig fangede mit øje noget, som bevægede sig nede mellem de små løg – og det var en trådnematode, som svingede rundt med den ene ende fra side til side. De er helt normale og uskadelige nematoder, så nyd synet, hvis du ser det.
Jeg var lidt nervøs for, hvordan mine nyplantede bønner og tomater havde det, men de stod rigtig fint. Det blæste ellers kraftigt, da det regnede mest, og en høj lilla akeleje havde lagt sig ned og en russisk grønkål i blomst var knækket. Hvor var det dejligt at få regn.
Undervejs fik jeg øje på noget mystisk, som jeg ingen forklaring har på. Måske tilfældigt – eller kan en akeleje tage livet af persilleplanter? I hvert fald står resten af rækken til begge sider fin grøn. Er der mon nogen, der har set noget lignende?
Men jorden var så våd, at jeg helt klart ikke skulle ud og i jorden i dag. Og hvad gør jeg så – tager på tur med min mand og mad til de næste mange timer. Det smukkeste sted, vi besøgte, var Ravnsby Bakke, hvor hvidtjørnen lige nu står i fuldt flor – her var ubeskrivelig dejligt, omgivet af duftende hvidtjørn og med udsigt over Smålandsfarvandet og til Fejø, Femø og Askø. Du kan se flere billeder fra vores besøg her: En hyldest til hvidtjørnen – og Ravnsby Bakke.
Der var så dejligt, at vi kom ret sent hjem, og aftensmad var der ikke tænkt på. Men nye kartofler ville ikke være så tosset til at slutte en dejligt dag af med. Mine kartoffelpotter måtte holde for, men sjovt nok har mine kartofler ikke fundet ud af, at de skal præsentere deres udbytte ude i de åbne sider. Der var stort set ingen. Men så prøvede jeg at grave ned i midten, og her kunne jeg hente den ene efter den anden fine store kartoffel op. Vejningen viste, at jeg havde fundet 525 g kartofler i én potte. Og så kan jeg måske høste lidt igen om en uge eller to.
Jeg prøvede også lige at veje det salathovede, som jeg havde hentet, og det kan godt være, at sorten hedder Little Gem, men der er ikke meget little over det hovede, det vejede 200 g, endda uden de nederste store blade. Og det er jo slet ikke færdigudviklet.
Jeg tror, det er de flotteste kartofler, jeg nogensinde har dyrket. De er dyrket i egen plantekompost, lidt almindelig havejord, og så fik de undervejs lidt økologisk komposteret kyllingegødning.
One thought on “Regnvåd have og nye kartofler”
Hvor er du heldig. Her har vi ikke fået en dråbe.