Nu sår jeg salat, knoldfennikel og kinesiske radiser

Nu sår jeg salat, knoldfennikel og kinesiske radiser

Der er nu ved at være de første ledige stykker jord til at så eller plante nye afgrøder på. Hvidløgene er taget op, og i går ryddede jeg bedet med knoldfennikel. Der er ved at være et afhøstet kartoffelbed, der er et 3. års jordbærbed, som skal nedlægges og flere løgbede er ved at blive høstet.

Når jeg sår en ny afgrøde, kan jeg på samme areal få et væsentlig højere udbytte.

Der var kun to store krabater af knoldfennikel tilbage på bedet plus en masse stokløbere. Jeg såede i år den sædvanlige sort Zefa Fino og en ny sort Selma fra Bingenheimer først i marts. Sidste år var det Zefa Fino, der gave store flotte knoldfennikel – i år gik alle planterne i stok. Det må være varmen, den ikke kan tåle. Heldigvis gik ingen af den ny sort Selma i stok.

De to store knoldfennikel af sorten Selma.
De to store knoldfennikel af sorten Selma.

I bedet, hvor der har været knoldfennikel, står der 5 knoldfennikelrødder tilbage, som er begyndt at skyde igen. De får lov – selvom jeg mest har erfaring med, at de går i stok i sommervarmen. Måske er det anderledes med Selma.

På resten af bedet har jeg optimistisk sået forskellige slags salat.

Bedet med knoldfennikel er ryddet og der skal sås salat.
Bedet med knoldfennikel er ryddet og der skal sås salat. Forrest dildskærme til frø.

Jeg såede to rootrainere med salat for nogle dage siden. De har stået i vores kølige garage til spiring, og de skal plantes ud, hvor der er plads om nogle uger. Vi kan bruge meget salat, da hønsene holder meget af at få en stor salatplante – eller to.

Salaten er spiret og er flyttet ind i mit nye Growcamp formeringshus med 9 bakker til planteformering.
Salaten er spiret og er flyttet ind i mit nye Growcamp formeringshus med 9 bakker til planteformering.

Jeg har sået et nyt hold knoldfennikel i bedet, hvor jeg har taget hvidløg op. Mellem de tre hvidløgsrækker såede jeg først i maj to rækker med henholdsvis pastinak og persillerod. Der står en nogenlunde fin række pastinak kun med enkelte småhuller i rækken. Til gengæld er er nok kun 10 persillerødder på 5 m række. Jeg har sået Selma igen – den er egnet både til forårs- og efterårsdyrkning. Jeg har desuden sået Perfektion fra Bingenheimer. Den er lidt sen, men håber det går i år, hvor jeg sår tidligt. Endelig har jeg sået Di Firenze, som jeg har gode erfaringer med at dyrke til efterårsbrug.

Jeg grundvandede bedet og gødede pastinakrækken, inden jeg såede knoldfennikel. Knoldfennikel er lidt længe om at spire, men måske kommer der lidt regnbyger i næste uge – ellers må jeg vande. Jeg har dækket med et meget tyndt lag langt græs til at dæmpe vinden og skygge lidt. Men det må jo ikke skygge for meget. Jeg har haft held med at bruge den metode til bl.a. bønner, rødbeder og kålroe her i tørken. Jeg sår også nogle planter i en rootrainer for en sikkerheds skyld. Jeg venter lige nogle dage med at så, så jeg får de to hold lidt forskudt. I en meget varm og tør eftersommer kan det tidlige hold sået her først i juli godt gå i stok. Sidste år såede jeg 17. juli, og mange af dem nåede ikke at danne knold, så det gælder om at så ret nøjagtig og spille på flere sådage. Jeg vil gerne have mange knoldfennikel, da jeg sidste vinter havde dem slået ind i drivtunnelen.

Til højre i bedet står en række pastinak.
Til højre i bedet står en række pastinak.

Næste såning er kinesiske radiser, som vi bruger i salatskålen hen over vinteren. Hønsene er også vilde med kinesiske radiser – minus skrællen. Den spiser vi heller ikke. Sidste år såede jeg ca. 10 m, som vi selv spiste de fleste af. I år skal jeg have sået lidt flere meter, så der også bliver til hønsene. Jeg har et par nye sorter, der skal prøves . Desuden har jeg hjemmehøstede frø, som helt sikkert er krydsninger mellem flere af de sorter, jeg dyrkede sidste år. Men jeg prøver at så frøene. Sidste gang, jeg gjorde det, blev resultatet ok – de er gratis, og hønsene er nok ligeglade, om der er en smuk pink indre eller ej.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere