April 2016

April 2016

Dette er en kort oversigt over, hvad jeg har lavet de forskellige dage i april. Du kan finde mere om den enkelte dag i blogindlægget fra dagen.

1.april

Vanding af drivhus og forkulivering inde.

2. april

Nedfrysning af nogle af vinterporrerne, inden de går i stok.

3. april

Vi høster årets første rabarber og laver rabarberlagkage.

Vanding af planter i drivhus og vindueskarme.

4. april

Vanding af drivhus og planter.

5. april

Plast over såede bede med spinat, gulerod og løg fjernes, så de kan få en gang regn. Gulerod og spinat er ved at spire frem.

6. april

Plantet spinat ud på friland under fiberdug.

Persille og 2. såning af kål og salat flyttes i drivhus.

Sat fiberdugstunneler op over gulerod, løg og spinat.

7. april

Lagt næste hold tidlige kartofler under plast. Halvt Annabell, halvt den helt tidlig sort Hamlet.

Spirende ukrudt i jordbærbed og hvidløgsbed er blevet hakket om.

Begyndt på at hakke spirende ukrudt og fjerne svalderkål og kvikgræs i de tre aspargesbede.

8. april

Tomatplanter til drivhus sået 24. februar er kommet i store potter. I alt 17 planter.

Sået basilikum. Citronbasilikum, buskbasilikum, rød basilikum.

Klargjort og gødet bed til skalotteløg.

Risiko for nattefrost, dækket.

9. april

To bede gjort klar til at lægge zittauerløg i.

Høstet tre små buketter af vinterbroccoli. Fantastisk intensiv smag.

10. april

Klargjort fem bede mere til at lægge løg i.

11.april

Sat løg hele dagen. Ialt sat ca. 850 stikløg og 48 skalotteløg. Det skulle være nok til at være selvforsynende med løg de 10 mulige måneder fra 1. juli til 1 maj. Rødløg, gule løg, hvide salatløg, bananskalotteløg, grå skalotteløg, Red Sun skalotteløg og en gul skalotteløg.

12. april

I dag kom min gødning til haven. 12 poser økogødning (lupin) og 9 poser kyllingegødning. Der skulle gerne være til 2 år.

Ellers regnvejr med byger næsten hele dagen. Stikløgene fik regn, så de kan begynde at danne rødder. Kartoflerne vokser ude i haven under fiberdugen.

13. april

Tomaterne kommer nu på dagophold i drivhuset. De trænger virkelig til at få lys. Kål, porrer m.m. trives godt i såkasser og rootrainere trods de kolde nætter. Der dækkes med fiberdug.

Tre bede klar til at lægge kartofler i. Men jorden må godt lige blive bare lidt varmere. Jordtemperaturen er i underkanten af 8° C.

14. april

Jeg fik gravet, kultiveret, revet og gødet to lange bede til kartofler i dag. Gad vide om jeg har læggekartofler nok til alle de planlagte bede?

15. april

Sået agurker til drivhuset. 4 potter med hver et frø. 1 Picoline F1, 3 Passandra F1. Sidst på dagen holdt regnen op, og jeg fik lagt 3 mindre bede med kartofler. Et med Æggeblomme (egen avl), et med Asparges (købt øko Fuglebjerggaard) og et med røde, blå og asparges (egen avl).

16. april

Jordtemperaturen er 8°C, så to lange bede er blevet lagt til med kartofler i dag. Det er hovedsorten Anna Belle, men der er også lagt en ny speciel sort Mayan Gold (9 stk), som skal være meget velsmagende. Der er sået to korte rækker med forspirede frø af sukkerærter. Første hold salat af sorten Little Gem (sået 24.2) er blevet udplantet under fiberdug.

17. april

Skvalderkålssøndag: Aspargesbedet luges færdigt for skvalderkål. Jeg begynder så småt at rydde et tilgroet stykke med skvalderkål til nye grønsagsbede. Her stod tidligere et stort gammelt æbletræ. Der sås 1 række sukkerærter – resten er nu spirede, næsten da.

18. april

Ukrudt fjernes i det ene bed med efterårshindbær – de er i gang med at sætte nye skud nu. Et lille bed sås til med 3 rækker spinat, 1 række dild og en række salat (sortsblanding). Bedet med bredsået spinat er kommet så dårligt, at det sås delvist om. Koldt og blæsende.

19. april

Stadig koldt, trods solskin, og næsten kuling, så der vælges at klargøre bede, hvor der er læ. Sidste års majsbed med sneglebælg får nye muligheder ved at bevare sneglebælgskanterne til kålbedet som forsøg. Der klargøres yderligere to bede. Vandtønden tømmes og rengøres – nu er det let at hente en vandkandefuld vand.

20.april

Klargøring af to bede til gulerødder og persillerødder. De skal sås, så snart jordtemperaturen igen er over 8° C. Den falder de kommende dage. Høstet de sidste porrer – en hel trillebørfuld. Har sat afhærdning af planter til udplantning, bl.a. persille i bero lige nu på grund af udsigt til kold periode.

21. april

Klargøring af bed til ærter, så der kan sås når jorden igen er over 8° C. De skal være klar til høst midt i juli, når mit mindste barnebarn kommer på ferie. Han har bælget ærtefrøene. Klargjort bed til valsk bønne m.m. Og har sået valsk bønne – det er jorden varm nok til.

22.april

Jeg skal væk fra min have fra lørdag morgen til søndag eftermiddag – og vejrudsigten siger risiko for nattefrost og snevejr. Jeg brugte derfor flere timer fredag sidst på eftermiddagen til at dække mine bede med kartofler og salat med to lag fiberdug, drivtunnelen med spinat blev ikke dækket yderligere, alt i drivhuset incl. de 5 potter med store kartoffelplanter blev ligeledes dækket med to lag fiberdug. I køkkenhaven er jeg mest bekymret for kuldepåvirkning af mine mange satte løg, da det kan give risiko for stokløbning. Jeg har hyppet jord op over løgrækkerne og dækket med fiberdug. Kartoffelbedene, hvor kartoflerne er kommet op, dækkes med plast eller fiberdug. Og så håber jeg det bedste.

24. april

Haven er dækket med op til 2 cm sne om morgenen og det er koldt, men ikke frostvejr – lyder rapporten til mig i Smørum, hvor vi også får hagl og sne. Sneen smelter dog hurtigt igen. Da jeg kommer hjem skinner solen og jeg kan konstatere, at der ingen synlige skader er på planterne.

25. april

Jeg har gravet et stort stykke skvalderkål op – snart kan jeg etablere de bede, hvor der skal plantes kål. Jorden er lige tilpas til at rydde skvalderkål. I eftermiddag har jeg bundet tomatplanter op, og knebet sideskud af.Det var for koldt at sætte tomatplanter i drivhuset i dag. Der er lidt frostskade på nogle kartoffelplanter, som kun var dækket med klar plast – jeg have ikke set i går, at de var kommet op

26. april

Stadig meget koldt med 5-6° varme midt på dagen, jordtemperatur 7°. Men masser af dejlig regn til planterne. Så mangler vi bare varmen. Min spinat er kommet op i kulden. Også 3. hold kartofler – lidt frostskadede under plast, nu fiberdug over, som beskytter bedre. Idag luget purløgsrækker, plantet ny purløgsrække, plantet nye jordbærplanter ind i »huller« i 1. års jordbærrækker. Der er synlige knopper i 2. års jordbærplanter.

 27. april

Tomaterne er igen på dagsophold i solskin i dag. De trænger virkelig til det. Jeg lunede mig inde i drivhuset og fik luget ukrudt i plantekasserne. Kålplanterne vokser rigtig fint. Høstet kålskud, gravet en grydefuld nydelige små gulerødder op.

28. april

I dag har vi spist den første håndfuld nye asparges. Rigtig mange flere på vej. Planter persille ud – den såede på friland fra marts tror jeg ikke kommer (samme frø). Men række sået 1. februar har god fremspiring. Tidlige gulerødder – rigtig dårlig fremspiring.

29. april

Ændring i haveplanen. Jeg havde overset, at stykket jeg havde beregnet til porrer, havde sidste år hvidløg, Så nu har de byttet plads med ærter, men det betød at jeg måtte gøre et nyt bed klar til ærter. Jordtemperaturen er 8° på Vestlolland, så idag eftersåede jeg i bedet med tidlige gulerødder. Desuden såede jeg et stykke mere med sommergulerødder. Der blev også sået persillerødder og pastinak. Jorden var helt perfekt, kunne så uden at vande.

30.april

I dag fik jeg ikke lavet noget i køkkenhaven. I formiddags arbejdede jeg i Bådelaugets blomsterbede og fik klippet stauder tilbage, fjernet en del ukrudt, mens mændene søsatte en masse både incl. vores sejlbåd. Dejligt igen at have vand under kølen. Vel hjemme og parat til at gå ombord i min egen have, så kom der regn – resten af dagen. Men i morgen…

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere