Vinterløg og løgminerfluer

Sidste år plantede jeg også løgplanter ud her først i oktober til overvintring og høst i foråret. De gik til i løbet af efteråret, og jeg fattede ikke hvorfor. Først i foråret hørte jeg om løgminerfluen, og det er antagelig dens larver, der har taget livet af mine løgplanter sidste år.

Løgminerfluen er aktiv med æglægning i marts-maj og igen fra september med 2. generation. Foruden løg lægger den også æg på porrer, og den kan også gå på hvidløg og purløg. Da jeg plukkede purløg i dag, var der en del blade med de små hvide pletter, som viser at den har været på besøg og suget saft. Jeg har ikke set larveangreb på purløg og fandt kun en enkelt puppe på mine hvidløg, da jeg tog dem op. Til gengæld var der mange pupper på mine porrer, da jeg høstede de sidste, der var gået i stok i juni. Jeg vil nu alligevel sætte bionet over hvidløgene i bæstets æglægningsperiode fra sidst i februar og til sidst i maj – på det tidspunkt har jeg alligevel en del bionet, som jeg ikke har i brug endnu.

Løgminerfluen

Her er et billede af løgminerfluen i maj måned på en løgtop.

Jeg har forkultiveret mine løgplanter i min Growcamp og bag insektnet. Så i dag skulle de plantes ud på et bed og hurtigst muligt have bionet over. Det lykkedes i foråret at få plantet de såede løg ud og dækket, uden at der kom løgminerfluer med ind under bionettet. I dag havde jeg fundet buer, insektnet og mursten frem på forhånd.

Jeg synes altid, at løgplanterne er mindre robuste i oktober end i april/maj, men de bør ikke sås tidligere end midt i august, siger man. Er de større, skulle der være større risko for, at de ikke klarer vinteren. Det lykkedes fint i 2017, så nu håber jeg, at det også lykkes i år at få dem i god vækst inden vinteren.

Rootrainer med løg sået 15. august.

I 2017 var det sorten Senshyu Yellow, jeg dyrkede. Den har jeg også sået flest af i år, men prøver også Augusta.

Jeg havde ca. 40 blokke med et varierende antal planter med 2-6 i hver blok. Jeg har ikke gode erfaringer med at dele en blok og skille planterne ad, selv om de har fine hvide rødder.Derfor planter jeg dem ud, som de er, og er der for mange i hver blok, kan de tyndes senere, når de er kommet i væk.

Planterne er i jorden.

Og så var der kun tilbage at vande planterne, så rødderne fik god jordkontakt. Og få sat buer op i en fart og få bionet over. Bionettet lader jeg være over vinteren igennem, og jeg kan så dække yderligere med fiberdug eller klar plast, hvis det bliver en hård vinter.

Bionet over de overvintrende løg, mens solen er på vej væk fra bedet. .

Hvis det lykkes, vil vi have nye friske løg fra sidst i maj eller først i juni.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.