Vi spiser friske bær og frugt hele sommeren

Vi spiser friske bær og frugt hele sommeren

I morges var det nok sidste gang i år, at der er friske figner oven på vores morgenmad. Helt sikker er jeg dog ikke, for grønne, umodne figner kan godt gemme sig bag de flotte store figenblade.

I stedet for kunne jeg skære de første sveskeblommer ud til at komme ovenpå morgenmaden sammen med brombær.

I lang tid har vi spist 3 figner på vores morgenmad - i dag var der kun én.
I lang tid har vi spist 3-4 figner på vores morgenmad – i dag var der kun én.
Morgenmad med brombær, blommer og lidt figen.
Morgenmad med brombær, blommer og lidt figen.

Det viser meget godt, at når det ene bær eller frugt er slut, så kommer der et nyt. sådan har det været siden vi 1. juni spiste de første 2 modne jordbær. I godt 3 uger var det helt fantastisk med søde, dejlige jordbær.

Nyplukkede jordbær
Nyplukkede jordbær.

Jordbær er en rigtig dejlig og tidlig afgrøde, som giver et stort udbytte. Men i modsætning til de andre bær, så kræver det en lidt større indsats, da planterne skal fornys mindst hvert tredje år. De skal plantes, passes med vand og gødning, der skal luges ukrudt osv. Vi spiste alle dem, vi havde lyst til, og alligevel er der kommet en del poser i fryseren. Jordbærmarmelade er en favorit hos børnebørnene. Det samme gælder jordbærgrød, som altid er en succes som dessert. Desværre er det ikke længere skoleferie, når der er jordbær i min have.

Det er der til gengæld, når det er hindbærtid. Vi har en tidlig jordbærsort, så vi når lige at spise de sidste jordbær, så er der masser af sommerhindbær. Også en sikker favorit hos børnene – og hos min søster, som i år var så heldig at komme forbi og spise hindbær morgen, middag og aften og vist nok også en del gange der imellem. Jeg holder meget af, at hindbærrene står central midt i køkkenhaven, så jeg tit kommer forbi og napper et par bær eller ti.

Hindbær giver et højt udbytte.
Hindbærrækken står lige ud til en gang midt i haven.

Hindbær kræver ikke meget pasning, når først planterne er etablerede. Sommerhindbær skal bare klippes ned efter høst og have en gang kompost eller anden gødning. Det mest afgørende er dog, at de har vand nok, mens bærrene udvikles, ellers får man ikke en god høst.

Hindbær spiser vi næsten uafbrudt fra  ca. 1.juli og til 1. oktober. I år var der halvanden uges pause mellem sommerhindbær og efterårshindbær. Og her var det så heldigt, at vi kunne spise de første Opalblommer. Opalblommer har vi haft rigtig mange af  i år – desværre vil træet kun bære hvert andet år.

Mange, mange blommer, som bl.a. blev tørrede til det rene slik.
Mange, mange blommer, som bl.a. blev tørrede til det rene slik.

Jeg har tidligere dyrket remonterende jordbær, så vi også havde jordbær fra ca. 1. august og til 1. oktober, og måske skal jeg have købt nogle nye planter. Den sort, jeg havde i mange år hed Ostrara. De skal plantes et sted med masser af sol i sensommeren.

Vi havde stadig Opalblommer, da jeg plukkede de første figner 8. august, så det er faktisk en hel måned, at vi har nydt at spise masser af søde, lækre figner. Der er også kommet bagte figner i fryseren til vinterdessert. Plus vi har fået det mange gange den sidste måned som dessert.

 med et stænk af cognac. En af de bedste desserter.

Bagte figner med et stænk af cognac. En af de bedste desserter.

Brombærrene begyndte at blive sorte allerede først i august, hvor børnebørnene var på ferie. De spiste de første – de var sure, men det er børn tit ligeglade med. Og med al den sol og varme, vi har lige nu, så modner de fortsat godt, og med lidt held har vi brombær til omkring 1. oktober.

Tornefri brombær
Tornefri brombær.

Og så har jeg glemt de sure ribs, som er blevet plukket og gemt i fryseren til rysteribs og ribssaft til at komme i rødkålen. Og selvfølgelig har vi også spist rysteribs i juli, både til steg og ovenpå yoghurt.

Røde plukkede ribs.
Utroligt at så røde bær er sure.

I år har jeg ingen solbær haft, da buskene blev ryddet sammen med det store æbletræ, som blev fældet i foråret. De var slemt angrebne af solbærknopgalmider, og de blev brændt af på at bål. Jeg tog dog nogle få stiklinger – ikke optimalt i marts måned, men der var held med den ene, som nu er en flot stor plante, som skal plantes ud her i efteråret. Sorten er Risager, og mine buske var helt fra 1978, så det er en god sund sort. Jeg har ikke brug for så mange solbær, da vi ikke spiser ret meget syltetøj, men helst friske bær, og her er solbær ikke så attraktive.

Jeg har også en enkelt solstik – også kaldet Jostabær. Jeg kan bedst lide navnet solstik, da det fortæller historien om, at det er en krydsning mellem solbær og stikkelsbær. Jeg nåede ikke at bruge solstikbærrene – dem spiste børnebørnene.

Stikkelsbær har der også været mange af i år, og vi har spist mange af de røde Hinnomaki. I år blev de grønne ikke plukket og udnyttet. Sæsonen falder lige oven i jordbær og hindbær, men jeg plejer at fryse nogle poser ned til grøn stikkelsbærgrød. Det fik jeg ikke gjort – ærgerligt. Vi har for mange stikkelsbærbuske, så jeg skal til at overveje at fjerne nogle af dem. Måske skal de plantes et andet sted.

Grønne stikkelsbær.
Grønne stikkelsbær.

Blåbær har jeg ingen af – det vil sige der står tre små forkølede planter og vokser nedad. Jeg har opgivet dem. De blev ikke plantet i spagnum, de står for et for dårligt sted, de står nu i skvalderkål. De bliver ryddet, og så skal jeg overveje, om jeg vil forsøge på ny. Jeg kan rigtig godt lide blåbær, men de kommer på et tidspunkt, hvor vi allerede har alle de bær og frugter, vi kan overkomme at spise.

Vi er lige begyndt at spise de første vindruer. Jeg har tidlige kernefri små druer og en senere sort, som er moden i oktober.

Små kernefri vindruer.
Små kernefri vindruer.

Jeg har – endnu – ikke hverken fersken eller abrikos, men især abrikos er under overvejelse.

Nu kommer frugtsæsonen. Guldborgæblerne er allerede forbi, nu er det Filippa og Summerred og senere vinteræblerne, som plejer at slå til helt frem til april.  Æbler er det allerletteste af dyrke, de giver et stort udbytte, og kan gemmes.

Summerred .er et godt tidligt spiseæble
Summerred er et godt tidligt spiseæble, som har en vis holdbarhed.

Det er en stor rigdom at kunne gå ud i sin have og i så lang tid kunne høste bær og frugter og spise masser naturelt og desuden gemme nogle af dem til vinterbrug. Og det er ikke nær så arbejdskrævende at dyrke frugt og bær som grønsager.

Der er mange arter og sorter af vælge imellem, og jeg går lige nu og overvejer, om der skal plantes nyt i år – det er jo plantesæson om en god måneds tid. Men det kniber at finde steder at plante dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere