Vandkanden står ikke stille

Vandkanden står ikke stille

Jeg har det ligesom planterne, det er bedst med en temperatur ikke ret meget over 20°. De pludselige sommertemperaturer er lidt for meget for planterne, især når det er kombineret med en mere end frisk strid østenvind, som kommer ind ude fra  det flade lollandske landskab. Det kan selv en to meter høj syrenhæk ikke dæmpe. Midt på dagen hang spinat, jordbærplanter og de nyplantede kål.

Første radiser.
Radiserne voksede flere cm af at få en god gang vand. I morgen skal vi have de første radiser.

Vandkanden bliver brugt meget for at holde alle udplantningsplanterne tilpas fugtige, og jeg kan sådan en dag let se, hvorfor jeg sværger til at have udplantningsplanterne i store kasser i stedet for små potter og rootrainere. Kasserne tørrer ikke ud, mens jeg vender ryggen til og laver lidt andet end løbe rundt med en vandkande. Jeg er ikke ene om problemet. En Nettomand forsøgte at redde deres salgsplanter i fredags, de var allerede halvvisne, mens Kvickly tilsyneladende havde opgivet deres helt. Et trist syn. Så jeg var slet ikke fristet til at købe noget som helst i stativerne.

I dag har jeg besluttet, at kål- og løgplanterne skal i jorden hurtigst muligt. Men første dag med skyer bliver nok ikke før tirsdag. Det giver mig lige et par dage til at få gjort seks kålbede og et løgbed klar til at plante  ud i. Ikke noget problem, hvis det ikke lige var for varmen og tør lerjord. Det er simpelthen for varmt midt på dagen.For at lette det hele, så har jeg i dag vandet noget af haven, det gør arbejdet meget lettere i morgen, når jorden er dejlig fugtig i stedet for en hård jordskorpe. Og så skal jeg i gang med det tidligt på formiddagen.

Samtidig fik de tidlige kartofler, jordbær i blomst og fuld gang i nyvæksten, samt tørstende løgbede også lidt vand. For godt nok er jorden fugtig et stykke nede, men løgene har ikke rødderne ret langt nede endnu. For bare få år siden var jeg gladeligt løbet række op og række ned med vandkanden og vandet selektivt, men hellere bruge lidt mere vand, end ikke kunne gå i morgen.

Nordøst hjørnet af køkkenhaven med de tidlige kartofler, jordbær, overvintrende spidskål og hvidløg
Nordøst hjørnet af køkkenhaven med de tidlige kartofler, jordbær, overvintrende spidskål og hvidløg

Den fugtige jord gjorde det også let at få sået en masse frø i dag. Hele 5 rødbedesorter er der blevet sået i dag – i alle tænkelige farver. Vi kan nemlig ikke lide kogte rødbeder, andet end som syltede rødbeder. Derfor sår jeg nu fine små rækker med lækre rødbeder af mange slags, som skal høstes helt små. Og så skal vi lære at spise rødbeder. Smage på dem igen og igen, indtil vi kan lide dem. Er det ikke sådan, man skal lære de kræsne børn at spise alt?

Noget gladere bliver vi nok for de rækker sukkerærter, jeg har lagt i dag, lige ved siden af de tre rækker som er kommet op.

Første hold sukkerærter er kommet op.
Første hold sukkerærter er kommet op.

Skorzonnerfrø er der også kommet i jorden som mellemrækker mellem de tre hovedrækker med hvidløg. Det er nogle år siden, at jeg har dyrket dem sidst, da de er svære at grave op i en lerjord i vinterhalvåret. De er sået til at bruge sidst i april næste år – led i min plan med at lukke The Hungry Gap næste forår.

Der blev også sået et par rækker med knudekål ved siden af den række Blå Azurstar, som jeg plantede ud. Så var der 7 potter mindre at holde vandet. Det vil hjælpe virkelig meget, hvis jeg kan få mine løg plantet ud. Jeg har endnu engang forsøgt mig med såede løg, både sået direkte ude på bed og forkultiverede. Jeg har endnu ikke haft den helt store succes med at så løg. Men jeg øver mig – og vil kunne. Jeg må vist lige vente med at plante, til det er overskyet. De såede løg gider jeg helst ikke snakke om – man kan knap ane, hvor rækkerne burde være.

Såede løg af Ailsa Craig og -Red Long Florencd.
Såede løg af Ailsa Craig og Red Long Florence.

I dag udviste jeg rettidig omhu – jeg har hakket forebyggende mod alt det småt fremspirende ukrudt, som nu pibler op alle vegne, ikke mindst på køkkenhavens bede. Jeg gruer allerede for de tusinder af ukrudtsplanter, der er spiret frem på de bede, hvor jeg har sået gulerødder og persillerødder. I dag har jeg givet de bede, hvad der svarer til en god byge – ellers er jeg bange for, at frøene tørrer ud i sårillerne. Bedet med de tidlige gulerødder er af samme grund også blevet vandet, da jeg har har måttet så om. Der kom ikke så mange gulerødder, men bedet har nu en pæn bestand af selvsåede dildplanter og rød egebladet salat.

Får man ikke det, man sår, så må man elske det, man får.
Får man ikke det, man sår, så må man elske det, man får.
Det ser bedre ud i salatbedet med de tidligt udplantede Little Gem salatplanter.
Det ser bedre ud i salatbedet med de tidligt udplantede Little Gem salatplanter.

Dagens selvforsyning – her lader vi lige billederne sige det hele:

Vinterbroccoli til frokost.
Vinterbroccoli til frokost.
Kålskud til aftensmad.
Kålskud til aftensmad.
Og så fandt min mand lige selv radiserne. Jeg fik dog lige lov til at få et billede.
Og så fandt min mand lige selv radiserne. Jeg fik dog lige lov til at få et billede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere