Udplantning af knoldfennikel og dild

I går fik jeg endelig tid til at plante knoldfennikel og dild ud på friland. Min manglende tid har så betydet, at de er blevet så godt afhærdede inden udplantning, at jeg kunne vælge ikke at dække med fiberdug. Vejret er også manerligt lige nu uden for megen vind, og der er ingen nattefrost i udsigt. Knoldfennikel kan ikke tåle frost.

Jeg plantede dem ud på sydøstsiden af drivtunnelen, så de står lidt beskyttet mod vestenvinden. Bedet er 70 cm bredt, så der er plads til to rækker plantet i forbandt. Jeg plantede 13 stk Zefa Fino og 11 stk Selma. Jeg har i mange år brugt Zefa Fino til forårsdyrkning. Det er lidt rigeligt, jeg har fået plantet – men jeg er så dårlig til at smide planter ud.

I år prøver jeg Selma fra Bingenheimer. Den skulle være rigtig god til forårs- og efterårsdyrkning. Jeg dyrker ikke knoldfennikel om sommeren.

Selma har givet fine udplantningsplanter.

Selma har givet fine udplantningsplanter.

Det er vigtigt – ligesom med knoldselleri – ikke at plante dybere, end de stod fra såning. Det virker ikke logisk, at man kan se en bar rod/stængelstykke stikke op. Men planter man dybere, kommer knolden til at hvile på jorden.

Her ses tydeligt at knolden vil blive dannet lidt over jordniveau.

Her ses tydeligt at knolden vil blive dannet lidt over jordniveau.

Jeg har ikke før prøvet at plante dild ud. Frøene var spiret meget villigt = alt for mange planter i hver potte. Nogle af potterne skilte jeg ad i totter med 3-4 planter sammen og plantede ud i midterrækken mellem knoldfennikel. Knoldfennikel vil helst stå alene, men nu må jeg se om det går med en kortvarig kultur som dild, der er samme plantefamilie. Knoldfennikelen tror jeg nu nok skal gro.

To rækker udplantede knoldfennikel med dild plantet i mellemrækken.

To rækker udplantede knoldfennikel med dild plantet i mellemrækken.

For enden af bedet med knoldfennikel plantede jeg to rækker dild. Den ene i totter med 3-4 planter, den anden delt ud i enkelte planter. Og endelig såede jeg dild i en mellemrække mellem de to rækker.

Udplantning af dild.

Udplantning af dild.

Måske trives dild slet ikke, når rødderne bliver forstyrrede, men så bliver jeg den erfaring rigere. Forhåbentlig kan jeg snart plukke en masse dild, for jeg elsker dild.

Både dild og knoldfennikel er sået 1. marts.

 

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

  • SVAR

    Jeg plantede dild ud for en uge siden. Sidste år forspirede jeg dem også, det klarer de fint.

    • SVAR

      Tak Clara. Dejligt at vide. De ser nu også ok ud, selv om det først blæste vildt idag, og nu tonser regnen ned.