Tomaterne til friland kom i hver sin potte

Tomaterne til friland kom i hver sin potte

Kølig morgen med sol, som hurtigt fik temperaturen i drivtunnelen op på 15°, så alle kasserne med tomater, peber og chili kunne bæres ud i lyset igen. Lørdag burde blive sidste kolde nat, så der er udsigt til at alle planterne kan blive derude om natten fra søndag.

Overskyet vejr i en lun tunnel er perfekt til at prikle og plante om. I dag var det tomaterne til friland, der skulle pottes op i hver sin potte. Bestemt ikke for tidligt. Nogle af dem var blevet lidt ranglede, men ikke mere, end det lige passede at sætte dem lidt dybt i potten, så de kan danne et nyt hold rødder på det begravede stykke stængel.

Mange tomater til friland.
Mange tomater til friland.

De blev pottet med kompost. Jeg står ikke og sigter komposten – henter bare en spandfuld næsten omsat og hælder den op på pottebordet. Så frasorterer jeg alt det groveste med fingrene. De helt små pinde, strå og hvad der ellers er af svært omsættelige ting tilbage, får lov til at blive. Det giver lidt luft til komposten. Sommetider kommer der lidt sand i, men i dag virkede komposten rigtig luftig og fin.

En spand kompost er hældt ud til sortering.
En spand kompost er hældt ud til sortering.
Pottemulden er klar til brug.
Pottemulden er klar til brug.

Tomatplanterne skal antagelig først plantes ud på friland omkring 1. juni, så det er nok ikke sidste gang, at de skal i en større potte. Jeg vælger ikke at give dem en alt for stor potte nu – tomater trives bedst i en potte, som er passende i forhold til deres størrelse. Jeg potter om igen, når rødderne er nået ud til kanten af potten.

Fine planter i god næringsrig jord - de skal ikke gødes yderligere.
Fine planter i god næringsrig jord – de skal ikke gødes yderligere.

Nu skal de bare have et par dage i skyggen, efter at jorden er vandet til, så rødderne har fået god jordkontakt. De små planter kan ikke tåle sol de første par dage, deres rødder er beskadigede, så de ikke kan optage nok vand. Jeg plejer at lade dem stå skyggefuldt ca. tre dage og sætte dem i vinduet om eftermiddagen, når solen er væk derfra. Lige nu står de på et stykke solidt voksdug på stuegulvet.

Nypottede planter tåler ikke sol de første to-tre dage.
Nypottede planter tåler ikke sol de første to-tre dage.

Det blev dejligt solskinsvejr, så idag fik jeg sået en række persillerødder og en række pastinak mellem de tre rækker hvidløg. Det har jeg gjort tidligere, og rodfrugterne når at blive store nok – de tager revanche, når hvidløgene er væk. Men nu skal de først spire – og det er jo altid det mest kritiske i den dyrkning. Jeg skal have sået lidt flere persillerødder i det bed, hvor der også skal være vintergulerødder, så de kan komme under bionet sammen med gulerødderne og blive helt fri for gulerodsfluens larver – eller næsten i hvert fald.

Men først skal bedet gøres klar til at så, og det nåede jeg ikke helt i dag. Det bliver første opgave i morgen.

Til gengæld fik jeg slæbt en snes fliser med hjem fra genbrugspladsen – fik lov ved at spørge pænt. Hvem kan også sige nej til en gråhåret dame, der gider slæbe fliser (min mand hjalp mig heldigvis). Jeg er i gang med at lægge fliser på mine havegange – så jeg ikke skal hakke så meget ukrudt og gå i mudder om vinteren, når jeg henter grønsager. Ambitionen er gratis fliser. Det går fremad med at skaffe nogle. Lige nu ligger der ret mange stakke rundt om – nu skal de bare lægges.

I dag kom mine såede løg, den glatbladede persille og knoldfennikel til afhærdning. Jeg var lidt i tvivl om mine løg skulle plantes ud nu – jeg har ikke haft den store succes tidligere. Men nu har jeg fået lavet nogle rimeligt pæne planter. Og efter at have konsulteret Peter Norris og Ilse Bech i går, så er de nu kommet ud til afhærdning, og det er planen at de skal plantes ud i weekenden, når det bliver lidt varmere. Under fiberdug. Fantastisk at være med i Facebookgrupper, hvor der altid er god hjælp at hente.

Afhærdning i en mistbænk uden låg - så det skærmer for den værste blæst.
Afhærdning i en mistbænk uden låg – så det skærmer for den værste blæst de første par dage.

3 thoughts on “Tomaterne til friland kom i hver sin potte

  1. Jeg henter så meget inspiration fra din blog – tak for det! Har du kendskab til gode have blogs? Og hvilke facebook grupper kan du anbefale? ?

  2. Mit klima er nok noget anderledes end dit, da jeg jo bor i Schweiz, så det ville være dejligt, hvis der var Facebookgrupper her, men det synes der ikke at være. Mine tomater sukker efter at komme ud, bare om dagen, men det er, har været, så koldt, at det ikke har kunnet lade sig gøre, Forhåbentligt fra denne uge af. Jeg synes godt nok, at dette forår har været besværligt. Først så varmt i marts, så koldt og vådt i april. Men ærterne gror i det mindste godt.

Skriv et svar til karna Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere