Tomaterne i drivhuset har fået varmedunke

Først var april lidt lun, og mine tomater, chili og peber fik et par nætter i drivhuset, hvor temperaturen holdt sig på 12°. Acceptabelt, for så vokser de stadig ok. Så blev det koldere – kun 10° om natten i drivtunnelen, og så begyndt jeg at bære de fleste ind igen.

Men det er tidskrævende og ikke særligt sjovt at bære frem og tilbage, og planterne får ikke det maksimale lys. For et par dage siden nåede de slet ikke ud, fordi det regnede.

Derfor forsøger jeg at udtænke strategier for at få højere nattemperatur i drivtunnelen, så i hvert fald tomaterne kan komme derud igen – især når nogle af dem om ikke ret mange dage er nødt til at komme over i lidt større potter. Det er der ikke plads til i vindueskarmene.

For et par dage siden skinnede solen, og jeg besluttede at opsamle noget af varmen i vand. Alt, hvad vi kunne finde af gamle petroleumsdunke, kom frem af gemmerne og blev fyldt med vand og stillet ind i drivtunnelen. Plus 4 vandkander fyldt med vand. Vand har en meget stor varmefylde, så derfor er det velegnet til at oplagre dagens varme, som så kan blive afgivet om natten. På en dag med solskin er der trods en del åbne vinduer til at få fugten ud alligevel 20-22°.

Egentlig skulle dunkene være sorte for at oplagre maksimal varme. Men det bliver de måske senere.

Vandet i varmedunkene bliver opvarmet i løbet af dagen.

Vandet i varmedunkene bliver opvarmet i løbet af dagen.

De planter, som er dømt til at blive i drivtunnelen på grund af pladsmangel indenfor, er forsøgsplanter. De blev stillet ned i en drivbænk, og der blev placeret 5 dunke med lunkent vand rundt langs kanten af drivbænken. Ovenoverlagde jeg noget sammenfoldet fiberdug. Låget til drivbænken er gået i stykker for længst – billigt skrammel.

Der blev stillet 5o l lunkent vand ind til planterne.

Der blev stillet 50 l lunkent vand ind til planterne.

Jeg forsøger også at holde temperaturen oppe for kasserne med porreplanter på vej op, da for lave temperaturer hos dem kan give stokløbere. Derfor blev der lagt vinterfiberdug hen over det hele. Og nogle ekstra dunke stod placeret ved kål- og porreplanter.

Drivbænk og porre- og kålplanter blev overdækket med fiberdug for natten.

Drivbænk og porre- og kålplanter blev overdækket med fiberdug for natten.

Havde det så nogen virkning? Da jeg dækkede det hele, lige inden solen gik ned, var der 17° nede ved planterne. Kl. 23 var temperaturen 15°. Kl. 7.15 var der 12°, mens der i selve drivtunnelen var 10°. Udenfor var der 8°.

Det var efter en lang dag med fuld sol. Siden er nattemperaturen generelt faldet, og det samme er temperaturen i drivbænken med tomat- og peberplanterne. Men den er stadig 1-2° højere end  ude i drivtunnelen. I morges var temperaturen ved tomaterne 11°, i drivtunnelen 10°, udenfor 6,5°. Det er sikkert ikke væsentlig højere end under to lag fiberdug.

Så lidt ekstra varme lyder ikke af meget, men det kan være forskellen på, om tomaterne går i vækststandsning eller ej. Tomaterne skal helst have 14-16° for at trives godt. Det har de også i dagtimerne, hvor der er 15-22°  i drivtunnelen. Temperaturen skal om natten helst ikke komme uder 12°, har jeg googlet mig til, hvis de fortsat skal være i vækst. Det absolutte minimum for at de ikke tager skade er 8°. Lige nu ser planterne ud til at trives og vokser.

Det bliver spændende at se, om varmedunke og fiberdug stadig giver 1-2 graders effekt, når vi får lavere nattemperatur om nogle dage. Her på Vestlolland er der lige nu ikke udsigt til nattefrost, men et par graders varme.

Jeg ser virkelig frem til varmere nætter, hvor alle planterne kan blive i drivtunnelen under fiberdug om natten.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.