Tomater til tørring og henkogning i ovn

Tomater til tørring og henkogning i ovn

I dag har jeg høstet tomater. Det tog lang tid i år, inden der blev flere tomater, end vi kunne følge med til at spise dem. Vi har jo ikke ligefrem sol og varme, som får tomaterne til at modne i hurtigt tempo. Det føles mere efterårsagtigt.

Allerførst udvalgte jeg de tomater, som der skal tages frø af. Jeg vovede endda at tage nogle af Sungold, som er en F1, selv om det ikke ligefrem var positive meldinger fra Facebookvenner om succes med at bevare sortens egenskaber. Det kan man jo heller ikke forvente. Det går nu ellers meget godt med Favorita, som også er en F1. Her køber jeg bare nye frø med 5-6 års mellemrum – de bliver lidt mindre med tiden, men smagen er fin.

Jeg gærer mine tomater, så jeg får pæne frø til at gemme og dele ud af.

Godt modne tomater fra de bedste planter er udvalgt til frø.
Godt modne tomater fra de bedste planter er udvalgt til frø.

Jeg plukkede alle de godt modne små tomater, skar dem midt over og lagde dem på tørrebakkerne til min gamle tørremaskine fra 2004. Den virker stadig lige godt. Der blev 5 bakker med små tomater og så skar jeg nogle halvstore tomater ud i skiver til at tørre til semidry. De skal bruges til at lægge på æggekage til vinter. Det var en succes sidste år.

Masser af små tomater til at tørre.
Masser af små tomater til at tørre. Det her er Favorita.
Karnas gule blommetomater er fine til at tørre.
Karnas gule miniblomme er fin til at tørre.
Mellemstore tomater skåret i skiver.
Mellemstore tomater skåret i skiver.

Med 7 bakker tomater, skal bakkerne skiftes rundt med nogle timers mellemrum for at blive tørre nogenlunde samtidig. Det tager ca. 9 timer til semidry og 11 timer til de er helt tørre til sliktomater.

Så er der semidry tomater til vinterens æggekage.
Så er der semidry tomater til vinterens æggekage.
Semidry gule tomater - nu skal de bare tørres lidt mere for at de kan spises som slik.
Semidry gule tomater – nu skal de bare tørres lidt mere, for at de kan spises som slik.

De tørrede tomater fylder ikke ret meget, og det ville være så ærgerligt, hvis de gik til. Derfor pakker jeg dem i små plastposer og fryser dem ned. De tør op i løbet af 10 minutter.

Søndagen var med masser af regnbyger, så det var ikke havevejr, kun i drivtunnelen, hvor jeg plukkede de store tomater til tomatsauce og en stor buket basilikum. I forvejen havde jeg en stor portion frilandstomater stående, som nu var blevet helt modne. De var blevet plukket for at undgå, at de fik kartoffelskimmel.

Tomaterne da de blev plukket på friland.
Tomaterne da de blev plukket på friland.
Mange forskellige tomatsorter fra drivhuset.
Mange forskellige tomatsorter fra drivhuset.

Den store gryde kom frem, og der blev kogt godt 5 l tomatsauce med masser af løg, hvidløg og basilikum. Jeg kogte den kun i en halv time, og den hakkede basilikum kom først i de sidste 5 minutter.

Den store suppegryde med tomatsauce - der kommer masser af basilikum i.
Den store suppegryde med tomatsauce – der kommer masser af basilikum i.

Derefter blev tomatsaucen fyldt på glas. Glassene blev stillet i vandbad i bradepanden og sat i ovnen ved 120°. De stod ca. halvanden time – den halve time boblede det i glassene. Lågene skrues ikke helt til, mens der er varme på ovnen. Når jeg slukker ovnen, tager jeg bradepanden med dem ud – farlig arbejdsproces med kogende vand i. Nu skruer jeg lågene helt til og sætter det hele ind i ovnen igen, hvor de får lov til at stå og køle af.

De færdige glas i ovnen.
De færdige glas i ovnen.

Sidste år lavede jeg 50 glas tomatsauce, og kun et glas var ikke holdbart. Jeg køber ikke nye glas, men vasker glas af og gemmer i årets løb. Her er det sildeglas.

Nu håber jeg på mange flere tomater både på friland og i drivhuset. Hvis vi skal være selvforsynende skal jeg nok have 70 glas, men jeg har ca. 20 portioner tomatsauce i fryseren fra sidste år, hvor der var eventyrligt mange tomater. Derfor kan jeg nøjes med 50 glas i år. Jeg foretrækker at have tomaterne på glas – det er meget mere anvendeligt end frosne.

Men mers sol ønskes, så der kan komme gang i modningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere