Tørrede blommer og dobbeltsåning

Tørrede blommer og dobbeltsåning

Det tog 16 timer at tørre 10 bakker blommer på vores tørreapparat, og de fyldte ikke meget bagefter. Men hold op, hvor smager det godt at tygge sådan et lille indtørret stykke blomme. Det har fået en meget intens og helt fantastisk smag.  De tørrede blommer skal bruges om slik til vinter, når der ikke er så mange ting fra haven. De er nu fyldt på glas og sat væk.

Tørrede blommer
De tørrede blommer fylder ikke meget. Bakken var helt fyldt ud med kvarte blommer.
Det her viser hvor meget de tørrede blommer fylder i forhold til de friske.
Det her viser, hvor lidt de tørrede blommer fylder i forhold til de friske.

Vi vælger at tørre blommerne, til de ikke længere er fugtige og let kan bøjes. De er sprøde, og seje – er der for meget væde i dem, kan de ikke holde sig. Og vi foretrækker dem med godt bid i, så der er noget at tygge på.

Resten af blommerne har jeg i dag halveret og bagt i ovnen med minimalt med sukker, så de bevarer den bitre blommesmag. De er nu lagt i fryseren i 5 portioner, som passer til at lave blommetrifli med til 2 personer.

Det blæser og blæser og to af mine høje tomater ude i haven var ved at vælte i blæsten. De var blevet højere end pælene. Nu har min mand savet hele 18 nye godt 2 m høje pæle af 3 gamle gulvbrædder. Så nu er der også nye pæle til hindbærbedet. Og figenbusken, som er på vej til at blive et træ, har fået en pæl, så stammerne kommer til at vokse mere lodret.

Nye pæl til tomatplanter.
Der skal trappestige til, for at jeg kan banke de nye pæle ned.

Ikke alt det, jeg sår, kommer lige perfekt op. To særlige problembørn er dild og spinat. Den seneste såning har slet ikke givet en eneste plante. Så jeg er selvfølgelig nødt til at så om – jeg skal have både dild og spinat her i efteråret i haven.

Og nu skal det helst spire, for vi er så langt henne på året, at det for mange arters vedkommende ikke er muligt at så senere. I mit salatbed var der dårlig fremspiring i to ud af tre endiviesorter, den tredje skal tyndes kraftigt. To salatsorter var kommet fint, to andre var slet ikke spiret. Fliget vejbred  var spiret delvist, Chopsuey Green godt, amarant slet ikke. De var sået under to lag fiberdug og holdt vandet, så det virker ikke altid. Gad vide om der er forskel på salatsorter med hensyn til at spire i varmt vejr. Det var to Little Gem sorter, der ikke var spiret, mens Mervielle de Quatra Saison og Zulu  var spiret fint. Zulu ser ud til at være hurtigt i udvikling.

Jeg såede efter med de allerede såede sorter, men i rækkerne med endivie, såede jeg i stedet for Zulu hovedsalat, da endivie ikke kan nå at udvikle sig fuldt ud ved såning nu.

Eftersåning af salat.
Der eftersås i rækkerne med endivie, salat , m.m.

Med spinat og dild valgte jeg en ny taktik: dobbeltsåning. Jeg såede simpelthen både spinat og dild i rækkerne. Så må jeg luge, hvis det hele kommer. Nu er vi så langt henne i august, at de to må kunne spire. Og fredag-lørdag ser det ud til, at vi skal have regn, selv om jeg ikke tror meget på det. I dag hang skvalderkålen med bladene i blæsten og solen nede under frugtræerne. Det siger noget om, hvor lidt regn, vi har fået her.

Dobbeltsåning,
Der er sået dobbelt i sårillerne: både spinat og dild.

Jeg trak de sidste små gulerødder op i bedet, hvor det første hold gulerødder har stået. Nu er der kun en hel del dild i frø tilbage. Frøene er modne om en uges tid. Men det var nødvendigt at så japanradis, ræddiker, majroer, kinesisk blomsterkål nu. Jeg prøvede også lige at så en halv række knudekål som forsøg – de skulle ikke kunne nå at blive store, men lad os se. Når rækkerne er spiret frem, kan jeg fjerne dilden og sætte bionet over.

Apropos bionet, så har jeg i dag sat bionet over epalieret med de tidlige, små kerneløse druer, inden hvepsene har fundet dem. De mæsker sig endnu i blommerne. Men får de smag for de umodne druer, kan de hurtigt ødelægge dem ved at suge saft, så druerne rådner i klasen.

Jeg har mange majs, så idag fandt jeg 3 majskolber, som jeg mente var store nok. Dejligt igen at få friske majskolber, og de smagte dejligt, men smagen var på grund af størrelsen endnu ikke i top. Vi venter lige et par dage mere med at høste de næste.

Første majskolber i år
Første majskolber i år.

Og så lige et billede af mine blomstrende hosta, som jeg synes har nogle lidt oversete blomster. De er faktisk ganske smukke.

Blomstrende hosta.
Blomstrende hosta.

One thought on “Tørrede blommer og dobbeltsåning

  1. sikke en sjov og anderledes måde at bruge sine blommer på! Det lyder virkelig lækkert – jeg elsker også tørret frugt 🙂

Skriv et svar til Camilla Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere