Selvforsynende med 1000 løg

I dag var det store løglæggedag, og der skulle lægges mange lange rækker med stikløg af rødløg, gule løg, hvide salatløg og fire forskellige skalotteløg. Målet er nemlig at være selvforsynende med løg de godt 10 måneder om året, hvor det er muligt. Det er faktisk den grønsag, som man kan være mest selvforsynende med – hvis man sætter nok. Jeg har vurderet, at 3 løg om dagen passer nogenlunde til det, vi bruger. Med andre ord 1000 løg til et år.

Sætteløg i papairsposer.

Sætteløgene var af rigtig fin kvalitet i år-

Det har været en rigtig dejlig dag, også selvom østenvinden gjorde det lidt koldt selv i højt solskin. Mod øst har jeg meget store åbne marker, så der er intet til at dæmpe vinden. Jeg glæder mig virkelig til hækkene får blade, så der bliver mere læ i min have.

Det tog en stor del af dagen at få lagt de ca. 850 stikløg plus 48 skalotteløg. Der er to ting, som er vigtige, når løg skal lægges. For det første skal spidsen af løget være i jordniveau, eller rettere den skal stikke lidt op. Placeres løget dybere, har løget svært ved at skubbe jorden væk, når det vokser. For det andet skal løgene have god jordkontakt, faktisk er det bedst at jorden trykkes lidt fast til rundt om løget. Det var svært i dag, da jorden var dejlig løs og ret tør i det øverste jordlag. Det er lettere i mere fugtig jord. Heldigvis ser det ud til, at vi får en del regn de næste dage. Var der ikke den udsigt, ville jeg have vandet løgrækkerne.

5 rækker med stikløg af gule løg - sorten

5 rækker med stikløg af gule løg – sorten

I år var det hele 4 sorter af skalotteløg til at lægge. Den ene sort havde jeg dog kun 3 løg af: Grå skalotteløg, som jeg havde fået til frøbytte til Mere Liv i Haven Festivalen i Ollerup. Desværre kan jeg ikke huske, hvem der havde haft dem med, jeg ville ellers gerne vide mere om sorten. Desuden satte jeg en række af hver af sorten Red Sun og en gul sort, som jeg ikke kan huske navnet på. De to var løg af egen avl.

Skalotteløg lægges

Skalotteløgene var de sidste, der kom i jorden, og på det tidspunkt var solen forsvundet.

Og så var der endelig bananskalotteløget, som jeg er ret spændt på. De 16 løg vejede et kilo, så de er virkelig store. Jeg er meget spændt på, om de giver løg af samme størrelse. Gør de det og kan de holde sig, så kan det godt være, at jeg skal til at overveje at dyrke flere af dem. Men indtil nu er jeg nok tvivlende.

Bananskalotteløg.

Bananskalotteløg – mon de giver en hel kreds løg af den størrelse?

Dagens selvforsyning: Jeg fandt de sødeste små gulerødder i bedet idag. Der var nogle meter, hvor jeg måtte så om, og de blev glemt og aldrig udtyndet. De endnu mindre blev frasorteret i dag, jeg var for træt til at skrælle dem. Desuden er der i dag brugt Jonagoldæbler, karse, hvidløgstop, hvidløg, zittauerløg af egen avl.

Nyhøstede gulerødder.

Små lækre gulerødder høstet ude i jorden i dag.

Lignende indlæg om min have

Skriv et svar til Susanne Rydeng Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 kommentarer

  • SVAR

    Fine gulerødder. De er vel så uden orm? Jeg har også uden held forsøgt at få gulerødder i den størrelse gennem vinteren. Tricket er nok at glemme dem.
    Jeg kan godt lide dine notitser om dagens selvforsyning.

    • SVAR

      De er dyrket under Bionet, så ingen orm. Men der er andre, som har gnavet lidt småhuller i vinterens løb. De burde have været tyndet lidt, for halvdelen var mindre. De stod meget tæt. Jeg havde nogle meget fine gulerødder i det sene efterår i et bed sået omkring 1. juli, så det er også en mulighed.
      Det med selvforsyning var en pludselig indskydelse, men jeg er egentlig også selv lidt glad for den.

  • SVAR

    Jeg vil også gerne være selvforsynende med løg. Jeg lægger en del vinterhårdføre om efteråret og så kommer der også nogle i jorden her til foråret. Jeg har en gang imellem prøvet at så mine egne , men indtil videre har jeg ikke haft så stort held med det. Måske fordi de var til overvintring og ikke klarede sig så godt. Mpske var det rådyr og harer, men jeg har ikke indtryk af at de normalt går efter løgene. Men jeg giver ikke op 🙂

    • SVAR

      Jeg bruger normalt stikløg, da det er let og driftsikkert til så mange løg. Men i år har jeg faktisk prøvet at så tre sorter, både forkultivering og direkte i jorden. Nu må vi se, hvordan det går. Det giver jo flere valgmuligheder sortsmæssigt.