Regn, blæst og de første jordbær

Så kom regnen – og blæsten. Dejligt her til morgen at se en gennemvåd jord i hele haven. Heldigvis er min have ret beskyttet mod vinden fra syd og sydvest. Men det rusker noget i planterne. Jeg håber at bønner, tomatillo, peber og aubergine klarer blæsten. De fleste har jeg nået at få bundet op.

Egentlig er jeg mest bekymret for bønnerne, som bare står og må tage blæsten. Jeg har før set skaderne fra blæst i juni på den grønsagsmark, jeg dyrkede for en halv snes år siden. Her var bønnebladene flænsede og mange afgrøder lå i en vinkel på 45 grader og var længe om at rejse sig bare nogenlunde. Det var sidst i juni, og de store majsplanter kom aldrig rigtig op at stå igen, men gav fine majskolber.

Tomatillo, peberfrugt og bønner plantet udenfor drivtunnelen. Under potterne er der sået høje sukkerærter - potterne beskytter mod duer indtil de spirer.

Tomatillo, peberfrugt og bønner plantet udenfor drivtunnelen. Under potterne er der sået høje sukkerærter – potterne beskytter mod duer, i hvert fald indtil frøene spirer.

Citronagurken har jeg også nået at plante ud. Heldigvis i bedet oppe i gården og i et bed med store planter. Det er vigtigt, at den overlever, for jeg har lovet børnebørnene, at der er citronagurker, til de kommer på ferie først i juli. Jeg har heldigvis en reserveplante stående i en potte i drivtunnelen. Jeg var ellers lige ved at sende den på komposten.

Citronagurken er blevet plantet uden for og langt væk fra drivhus og drivtunnel. Citronagurken har nemlig hanblomster. Sidste år stod de lige uden for drivhuset og det resulterede i flere gravide skoleagurker.

Citronagurken er plantet i krydderurtebedet i gården.

Citronagurken er plantet i krydderurtebedet i gården, hvor der sidste år voksede persille.

Heldigvis kan jeg ikke se at det hele piskes rundt i blæst og regn. Jeg er taget på besøg hos børnebørnene i København, mens min mand har overopsyn med have og drivtunnel. Så i dag har jeg transporteret 7 meget store tomatplanter og en citronagurk med 3 busser og to tog. Alle er kommet frem i god behold – med intakte tomatklaser og ingen knækkede topskud. Interessant så mange og meget forskellige mennesker, jeg har snakket med på den tur på grund af to poser med tomatplanter.

I morges skinnede solen, inden jeg tog hjemmefra, lettede jeg på nettet af jordbærbedene og plukkede den første håndfuld jordbær. Hold da op, hvor smagte de godt. Og med al den gode regn, så bliver der mange og store bær. Der skal dog helst også komme sol og tørvejr ind i mellem regnbygerne.

Sommerens første røde jordbær.

Sommerens første røde jordbær.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *