Plante selleri, knoldfennikel og dild

Bare rolig, jeg har ikke plantet selleri ud i haven. Så store er mine planter slet ikke. Mine knoldselleri og bladselleri blev først sået midt i marts, og det er helt bevidst, da jeg ingen steder har til at prikle planterne ud , før de kan komme i drivhuset. Det kan de så nu, hvor nattemperaturen ikke bliver alt for lav. Bliver selleri udsat for kulde under forkultiveringen, så går de i stok. Det kan du læse mere om i min artikel Succes med selleri på Havenyt.dk.

Derfor har planterne stået i bakker inde i vindueskarmen indtil nu. Umiddelbart skulle man tro, at de planter kan der ikke komme selleri ud af. De står meget tæt og er nærmest filtret sammen, både i rod og top.

Bakker med forkultiverede selleriplanter.

Bakker med forkultiverede selleriplanter.

Men selleri er en sej plante. Som man kan se nedenfor, så har den et enormt rodnet i forhold til toppen. Jeg planter selleriplanter, ca. 40 stk. i en stor kasse. Jeg har også prøvet at plante om i potter, men foretrækker kasser, hvor planterne ikke så let tørrer ud på solrige, tørre og blæsende dage. Og planternes rødder tåler fint at blive skilt ad i blokke ved udplantningen.

En lille tot knoldselleri fra bakken.

En lille tot knoldselleri fra bakken.

Der blev så mange planter med et godt rodnet id af det.

Der blev mange planter med et godt rodnet ud af det.

Og så det helt afgørende for at få succes med knoldselleri: De må under ingen omstændigheder plantes dybere, end de stod i bakken. Hvis de efter plantningen kan stå oprejst, så er de plantet for dybt. Som man kan se på billedet nedenfor, så ligger planterne hen ad jorden. De vil i løbet af kort tid rejse sig og danne gode planter. Men indrømmet – det ser helt forkert ud.

De næste uger skal de stå i drivhuset, mens de vokser sig store. De første par dage dækker jeg dem med to lag fiberdug og holder jorden og planterne fugtige. Især er det vigtigt i så varmt et vejr, som vi har fået lige nu.

Knoldselleri plantet ud i kasse.

Knoldselleri plantet ud i kasse. Nu skal der vandes godt,

Knoldfennikel blev sået i marts, og først kunne de ikke stå selv, men lå mere ned, end de stod. Nu står de fint oprejst, og knolddannelsen er så småt ved at gå i gang, og derfor skal de nu plantes ud. 16 planter var det blevet til.

store knoldfennikelplanter

Nu er det på tide at plante knoldfennikel ud.

Fin plante med godt rodsystem.

Fin plante med godt rodsystem.

Knoldfennikelplanterne ser ikke ud af så meget udplantede.

Knoldfennikelplanterne ser ikke ud af så meget udplantede.

Samtidig med at jeg såede knoldfennikel, såede jeg også lidt dild. Den var også klar til at plante ud. Egentlig er nogle af bladene store nok til at spise, men her må jeg lige vente lidt, til planterne kommer i god vækst – selv om jeg elsker frisk dild.

Dild plantet ud ved siden af persille.

Dild plantet ud ved siden af persille.

Og så var det i dag, at kartoflerne kom ud af drivhuset til en lun krog ved drivhuset i læ for en kraftig østenvind tværs gennem haven. Det var her, at jeg har haft min vinterkule med bl.a. selleri. Det var så heldigt, at jeg fandt tre knoldselleri mere, da jeg ryddede op. Nu har jeg fire på lager i en spand med jord og stillet et skygget og køligt sted. Så nu skal vi have selleri. Vi er ellers lige blevet vant til at spise asparges næsten dagligt – og de to grønsager passer vist ikke lige sammen.

Det er dejligt med sommervejr, men en udfordring i maj, hvor jeg gerne skal have plantet en hel del planter ud. Her er det lang tid siden, at vi fik regn sidst, jorden er begyndt at sprække. I dag har jeg måtte rundt med vandkanden til alle de udplantede planter. Salaten, som blev plantet ud for nogle dage siden, har fået skyggesejl sat op, mens de får dannet nogle nye rødder, så de kan optage nok vand.

Der er etableret skygge over salatbedet.

Der er etableret skygge over salatbedet.

Måske bliver det her en af de tørre maj måneder, hvor der skal vandes massivt og skygges, for at det er muligt at plante ud. Lige nu lyder udsigten for de næste 2 uger på sol og ingen regn. Vi må se…

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.