Plante forår i november

Plante forår i november

Plantevæksten er ved at gå i stå for i år, og derfor er det næsten surrealistisk at sidde og plante et utal af små planter ud i en dejlig løs jord inde i drivtunnelen.

De sidste to dage har jeg plantet flere hundrede små planter ud – det er foråret, jeg planter. Det er planter, som skal overvintre og til forår begynde at vokse for alvor igen midt i februar, når der igen er 10 lyse timer i døgnet. Indtil da vil planterne ikke vokse ret meget.

Så er der plantet forår i drivtunnelen.

Ud over at plante, har jeg også sået to rækker vinterærter. Det er tidligere end sidste år, hvor jeg først såede midt i januar. Så jeg er spændt på, hvor tidligt vi skal have de første sukkerærter.

Riller til at så ærter i ved siden af udplantede spinatplanter.

Egentlig var det ikke planen at plante små blomkålsplanter ud i drivtunnelen. Men jeg havde en rootrainer med nogle fine blomkålsplanter i den rigtige størrelse til at plante ud. De har ellers været ved at gå ud – de er sået i juni og skulle have givet blomkål her i det sene efterår. Men først da vi fik køligt vejr, synes de, at de skulle gå i gang med at vokse. Nu må jeg se, hvad de bliver til – ellers kan jeg altid så noget midt i februar.

Blomkålsplanter med lidt mellemplantning af salatplanter.

Planterne har stået rigtig godt i min nye placering af GrowCamp oppe på et bord, og de var blevet til pæne planter. Dog var der åbenbart kommet en eller flere snegle med jorden derop, for nogle af mine pak choi planter har lidt hullede blade.

Nu håber jeg bare, at der ikke er for mange snegle i jorden inde i drivtunnelen. Jeg har de sidste dage fundet og uskadeliggjort en del snegle, som i den nykultiverede jord havde søgt tilflugt under de hvide plader, som jeg bruger til at træde på i bedene.

Nogle af de udplantede pak choi planter.

Derimod var Mizuna planterne rigtig fine, og det var tatsoi  og de mange salatplanter også.

I midten både grønne og lilla mizuna.

Sidste vinter overvintrede en af de to ananaskirsebær, og den har nærmest været ved at overtage drivtunnelen i den ene ende. Den tog næsten livet af de peberfrugtplanter, som voksede rundt om den. I dag gravede jeg jorden rundt om den. Den har et rodnet næsten lige så udbredt og massivt som buksbom. Nu har jeg stukket rødderne af helt inde omkring planten, og hvis den overlever, bliver den flyttet ud næste forår. Jeg fjernede mange rødder, inden jeg plantede 4 rækker spinatplanter ud.

Ananaskirsebær er blevet skåret helt ned, og rødderne fjernet rundt om den.

Det er et stort arbejde – ikke kun med at plante ud, men også med forkultiveringen, som startede for to måneder siden. Men jeg ved jo, hvor fantastisk det er at kunne høste masser af grønne blade i forårsmånederne. Og så fryder jeg mig hele vinteren over at se på de små grønne planter.

Sidst på dagen var det en lidt våd opgave, som ventede. Alle rootrainerne skulle gøres rene. Growcampen blev skruet af bordet og sat ned på jorden, så bordpladen kunne gøres ren. Når den er tør, lægger jeg en pressening over, som også beskytter plantebakker, potter og rootrainere, som står under bordet. Insektet og plastovertrækket på Growcampen er taget af og bragt indenfor.

Nu skal jeg have ryddet mit lille drivhus. så kan jeg gå i gang med at forberede køkkenhaven på den kommende vinter. Bl.a. skal hovedkål, kinesiske radiser og knoldfennikel ind i drivtunnelen, inden der kommer frost igen. Det har jeg selvfølgelig reserveret plads til.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere