Påskedag med snedække

Påskedag med snedække

Det er ikke kun julen, der varer lige til påske – sneen gør også. Her til morgen sner det og hele haven er dækket af 5 cm sne.

Så står hvidløgene igen i sne.
Så står hvidløgene igen i sne.

Det nydeligste snelandskab til jul – men jeg kan ikke nyde det 1. april, hvor jeg burde have lagt det første hold kartofler på friland under plast, sået et lille bed med salat, gulerødder, dild, spinat. Og jeg skulle have været i gang med at gøre jorden klar. Nu er haven ikke engang helt ryddet op – der er for vådt til at færdes derude på mine jordgange. Heldigvis er de gennemgående gange efterhånden belagt med fliser.

Det gode ved en kold marts er, at rosenkålene stadig har en fin brugskvalitet, selv om de ser lidt medtagne ud.
Det gode ved en kold marts er, at rosenkålene stadig har en fin brugskvalitet, selv om de ser lidt medtagne ud.

I drivtunnelen er tempetaren idag 4° under fiberdugen, som slet ikke kom af i går. Det betyder at planterne er fugtige under dugen, så jeg må overveje at tage den af senere i dag. I morgen kommer der sol og så skal den af og der skal luftes ud.

Snedækket drivtunnel, hvor næsten alle planter er under fiberdug.
Snedækket drivtunnel, hvor næsten alle planter er under fiberdug.

Spinat har jeg masser af i drivtunnelen, så de forspirede får lov til at stå på hylden lige op til pladen med sne på. De vokser langsomt, men ser rigtig fine ud. Der kan gå uger, inden jorden er klar til at plante ud i. Lerjord er ikke altid sjovt at arbejde med i foråret. Jeg plejer at plante spinat ud i første halvdel af april

Forkultivering af spinat. Den har stået her, siden den var nyspiret indenfor.
Forkultivering af spinat. Den har stået her, siden den var nyspiret indenfor. Så ved jeg, at det kan lade sig gøre.

Kartoflerne ser ud til at klare det fint. Gad vide, hvordan udbyttet bliver. Nogle gange som i dag er jordtemperaturen nok ikke mere end de 4°, men når solen skinner, når jordtemperaturen i potterne op på små 20° sidst på eftermiddagen. Under alle omstændigheder bliver jeg en erfaring rigere, og kan tage beslutninger ud fra det til næste forår.

Kartoflerne vokser lidt. .
Kartoflerne vokser lidt.

Det blev ikke til udsprungne påskeliljer ude i haven. Men for ret få dage siden satte jeg mine potter med minipåskeliljer ind i drivtunnelen. Potterne har stået ude i jorden, siden jeg tog dem op af forårskrukkerne efter afblomstring. Jeg var så naiv, at jeg troede, at jeg skulle plante krukkerne til inden påske. Men nu er de klar, til det bliver forår midt i næste uge. Jeg har også en del små hornviolplanter stående i blomst, som venter på at komme ud i krukker. De har blomstret i lang tid.

Minipåskeliljer der venter på forårsvejr, så de kan blive plantet ud.
Minipåskeliljer der venter på forårsvejr, så de kan blive plantet ud.

Jeg kunne selvfølgelig tage en potte minipåskeliljer ind i stuen, men jeg vil hellere have dem i en lang periode ude i gården. Herinde har jeg et blomsterhav af gule forsythiagrene. Og et nyt hold til drivning. Det er fra nogle af de gamle buske, jeg gravede op for nogle dage siden. Jeg plantede faktisk en lille aflægger et sted på grunden, og i min gamle have har jeg nogle store gamle buske. De buske, jeg ryddede, havde naboen fået som aflæggere fra mine buske.  Mine forsythiabuske er med lysegule og lidt små blomster, heldigvis, for jeg synes mange er alt for skrigende gule i forårshaven.

Påske i stuen med en buketforsythiagrene
Påske i stuen med en buketforsythiagrene

One thought on “Påskedag med snedække

  1. Hej Karna.
    Vi har gravet vores spande (12 liter med huller i bunden) med kartofler ned i drivhuset for at minimere jordtemperatur-forskellen på dag og nat. Een kartoffel pr spand. Vi glæder os til at se resultatet på søndag. (Sidste søndag var der ca. 10 knolde på een top, men kun 2 der var ok størrelse)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere