Overflod af blommer

Midt i den mest tørre sommer plukker vi masser af lækre blommer på vores Opal blommetræ. Vi har nu spist Opal blommer ad libitum morgen, middag og aften og lidt ind imellem. Der er stadig lidt tilbage på træet, og utroligt nok er de alle – også de sidste – store og saftige. Hvor mon det træ henter al den vand fra – der må være nogle rødder dybt nede, som henter vand, for jorden er knastør under træet.

Halverede Opalblommer klar til at komme i ovnen med et drys sukker ovenpå.

Halverede Opalblommer klar til at komme i ovnen med et drys sukker ovenpå.

Vi har på vores nye grund to blommetræer med store gulgrønne blommer, men de er ikke nær så gode som Opal. Og desværre overlapper de to sorter hinanden med modne blommer. Det er samme sort af gule blommer på begge træer, så det mindste af dem, som har slagside, bliver fældet til efterår, da vi ikke har brug for så mange gule blommer. Det vil også give mulighed for en strimmel dyrkningsjord mere til grønsagsmarken.

Jeg har syltet to hold blommer – eller rettere bagt dem i ovnen. Første hold blev kun lige bagt, til de var møre og hele og blev lagt i fryseren i små poser, så posens indhold passer til to portionsglas med blommetrifli. Den overskydende saft blev til saftevand til børnebørnene, som var på ferie i sidste uge. Det andet hold blev bagt lidt mere og jævnet lidt med Marmelit og fyldt på glas. Tror det er fint til pandekager eller til at komme med i og sætte ekstra smag på portionsanrettede æbledesserter til vinter.

Jeg ventede med at plukke til at sylte, til blommerne var meget modne og søde, så jeg kunne nøjes med at give dem en mindre mængde sukker.

Bagte blommer til at komme i fryseren til blommetrifli.

Bagte blommer til at komme i fryseren til blommetrifli

Alle de mange blommer, som vi ikke har fået spist eller syltet er endt i hønsemaver. Eller i hvert fald en stor del af dem. Både høns og kyllinger har spist mange blommer de sidste par uger. Men ligesom vi andre, så er blommer måske lidt mindre spændende nu, end da de første var modne.

Jeg har planer om at plante et par blommetræer, men de skal være senere end de to sorter, som vi har nu. Sveskeblommer har vi også et par træer af, og dem glæder jeg mig allerede til om en månedstid. Jeg er vild med blommer – desværre kan det ses på vægten, at jeg har spist blommer i flere uger nu.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

9 kommentarer

  • SVAR

    Hvis I forsøger jer med en podning med en eller to af de blommesorter, som I ønsker jer, på det store skæve blommetræ i stedet for at fælde det, så får de nye sorter en kanonstart på en stamme, der, som du siger, har rødder dybt nede i jorden. Noget det vil tage nye små blommetræer årtier at opnå.

    • SVAR

      Det har du selvfølgelig helt ret i. Men det skæve træ står ikke særlig fast i roden. Jeg kan rokke det. Tidligere har der gået rådyr på grunden, så jeg tror de har fejet på det. Men jeg fælder det alligvel, da jeg vil udvide grønsagsmarken til det areal, hvor det står. Jeg skal have rykket grønsagsmarken nogle meter længere mod øst, da vestsiden af grønsagsmarken er blevet placeret for tæt på de store birketræer, der giver læ mod vest.

      Ved du, om jeg kan pode blommer på mirabelle, som der er mange småtræer af.

  • SVAR

    Vi elsker også alle vores blommesorter herhjemme.
    Jeg undgår for meget sukker og bruger stevia og kun lidt øko rørsukker.
    Når jeg ovnsylter dem kommer jeg lidt portvin eller andet godt i, det er så godt til dessert om vinteren.
    Tak for dit blomme indlæg:-)
    Og en dejlig dag til du og dine.

    • SVAR

      God ide med portvin – jeg kan godt lide portvin i desserter og ellers. Jeg sylter ikke ret meget, da vi ikke vil spise for meget sukker. Jeg har forsøgt lidt med stevia til ting, hvor den søde smag er nødvendig. Generelt gælder det om at høste frugterne helt modne, når de skal forarbejdes med opvarmning.

  • SVAR

    Hej Karna, jeg har netop fundet din blog ved at læse en notits i BOLIGLIV. Sikken en rigdom i viden! Jeg er havenovice og glæder mig meget over at have fundet dig.

    • SVAR

      Velkommen til. Jeg vidste ikke, at min blog har fået omtale i Boligliv. Men det er da dejligt at flere finder min blog.