Nye gulerødder og store spidskål

Nye gulerødder og store spidskål

Ude i haven mislykkedes første såning af gulerødder – der kom så få i rækkerne, at det hele blev sået om. Derfor er jeg ekstra glad for ialt 3 m rækker med gulerødder i drivtunnelen. I mit lille drivhus kunne jeg ikke tillade mig den luksus at bruge plads på gulerødder.

I forgårs var der 3 små nye gulerødder som eftermiddags snack til os hver. De er ikke så store endnu, men de smager rigtig lækkert. Jeg har ladet dem stå ret tæt netop for at kunne trække hveranden som små gulerødder. De er sået 1. februar. Det gør jeg helt sikkert også i 2018.

De første nye gulerødder fra drivtunnelen.
De første nye gulerødder fra drivtunnelen.

Nu er der for alvor gang i de overvintrede spidskål. I drivtunnelen høster vi nu store spidskål, og på friland er de i gang med at danne hoveder. I dag fik vi stuvet spidskål i en let flødesovs.

Jeg holder meget af at lave mad på den her årstid med de nye grønsager. Det skal bare laves helt enkelt, så man virkelig kan smage grønsagerne. Som stuvet spidskål, spidskålssalat og nye kartofler med persilledrys.

Stort spidskål - rigeligt til 2 personer, selv om det ikke var så kompakt inden i.
Stort spidskål – rigeligt til 2 personer, selv om det ikke var så kompakt inden i.
Sorten Durham Early er en stor plante dyrket i drivtunnel.
Sorten Durham Early er en stor plante dyrket i drivtunnel. Den laver mange blade ud over det store hovede.

Jeg er endnu ikke færdig med at plante alt ud – det har været alt for varmt og solrigt. Til gengæld har jeg brugt rigtig meget tid med en vandkande for at holde alt det udplantede i vækst. Planternes væskebalance bliver virkelig udfordret , når planternes rodsystem endnu er lille og sol og varme bare bager ned over planterne. Jeg har det lidt på samme måde – varme sommerdage er bedst i skyggen eller på en båd ude på vandet, som endnu er ret køligt.

I dag fik jeg plantet frilandstomater ud, banket pæl ned og bundet det hele op. I morgen ser det ud til at blive overskyet vejr – så kan jeg forhåbentlig få bundet tomater op i drivhus og drivtunnel. Det har været alt for varmt i mange dage nu, til andet end at vande derinde.

Der er både lave busktomater og høje snoretomater på friland i år.

Solen er gået ned - men jeg gik lige forbi og kiggede til det nye bed med frilandstomater.
Solen er gået ned – men jeg gik lige forbi og kiggede til det nye bed med frilandstomater.Bedet bagved er til stangbønner. Drivbænken er fyldt med reserveplanter af peber og chili.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere