Løgplanter reddet ud fra snekaos

Løgplanter reddet ud fra snekaos

Der ligger rigtig meget sne i min have. Efter lidt tøvejr er den nu både våd, tung og meget kompakt. I dag har jeg været ude i gummistøvler og redde mine overvintrende løg fra at blive mast flade af det snekaos.

Jeg troede, at vi skulle have barfrost, så jeg etablerede buer med fiberdug og klar plast over de to løgbede. En tunnel over to rækker løg. I stedet for fik vi 35 cm sne, så de var helt dækkede med sne. Jeg skulle have haft sat mange flere buer under, for begge tunneler sank delvis sammen under snetrykket. Jeg burde have været klogere, for jeg har engang fået mast overvintrende kål totalt i en snedrive. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg aldrig gjorde det igen – før nu.

Her har jeg fjernes en masse tung sne fra den ene tunnel.
Her har jeg fjernes en masse tung sne fra den ene tunnel.

Heldigvis ser planterne ud til at have det ret godt, men det er ikke godt at have dem inde i en lukket tunnel af klar plast, når solen skinner fra en skyfri himmel. I min store drivtunnel var lufttemperaturen lynhurtig oppe på 25° i formiddags, og jeg måtte have begge vinduer i gavlene lukket op, plus de automatiske vinduesåbnere i tagvinduerne var i aktion for første gang i år.

Løgene ser ud til at have det ok.
Løgene ser ud til at have det ok.
To løgbede med bar jord midt i snekaos.
To løgbede med bar jord midt i snekaos.

Jeg besluttede, at løgene havde bedre af lidt nattefrost end mere indelukkethed. Måske en forkert beslutning, da vi sikkert får sne igen i morgen. Måske kan jeg nå at overdække dem i morgen tidlig, inden det starter igen. Ellers må de overleve i sneen. Hvidløgene er fortsat helt dækkede af sne – jeg kan ikke se en eneste løgtop. Men hvidløg plejer at klare snedriver fint.

Jeg har også gravet sne væk rundt om drivtunnelen. På nordvestsiden var der sne op i 60 cm højde. Dels afkøler det drivtunnelen, dels skygger det.

Sneen er fjernet inde langs drivtunnelens plader.
Sneen er fjernet inde langs drivtunnelens plader, så mindre afkøling og mere lys derinde.

Forhåbentlig bliver det forår om nogle dage – det her er ikke sjovt mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere