Kun få tomater, peberfrugter og chili tilbage

Sommerens overflod af tomater og agurker er forbi. Det tynder ud i antallet af tomatplanter, og de bliver tyndere i væksten efterhånden, som jeg fjerner visne eller skimmelangrebne blade og stængler. De er ret angrebne af gråskimmel i det her fugtige vejr.

Der er nu ikke ret mange planter tilbage - til gengæld mere lys.

Der er nu ikke ret mange planter tilbage – til gengæld mere lys, efter at jeg har været der med saksen.

Jeg har plukket de sidste 4 agurker og fjernet den sidste plante. Der er lang tid, til der igen er friske agurker. Så nu må vi istedet for begynde at spise kinesiske radiser til frokost. Og dem er der mange af i år.

Sidste agurk plukkes i drivtunnelen.

Sidste agurk plukkes i drivtunnelen.

Der er en del tomatplanter, som får lov til at stå lidt endnu. Det mest fornuftige ville nok være at plukke alle tomater af og fjerne planterne. Men nogle af dem udvikler stadig tomater, og de modner fint endnu. En af de flittige er Dattelwein, som sætter rigtig mange tomater i store klaser. De sidder små og grønne i lang tid, og så udvikles der løbende modne gule tomater hen over sommeren i de ret få, men meget store klaser. Mange hundrede tomater bliver der i en klase. De smager ikke af så meget, men plukket lysegule, inden de er helt modne, er de rigtig fine i en grøn salat.

Dattelwein bliver ved med at modne masser af tomater.

Dattelwein bliver ved med at modne masser af tomater.

Der er også nogle få peberplanter tilbage med grønne eller næsten modne peberfrugter. Det bliver et savn, når de sidste er spist. Til gengæld kommer vi ikke til at savne auberginerne, for vi har næsten ikke fået nogen. Dårlig sommer har nok skylden, men jeg vil næste år ikke dyrke nær så mange. Jeg skal lige have oplevelsen af succes, inden jeg satser så meget igen på auberginer.

De sidste gule peberfrugter er ved at være modne.

De sidste gule peberfrugter er ved at være modne.

Der er stadig masser af chili, og de modner fortsat. Jeg skal have lavet en sædskifteplan, hvor der efter chili ikke skal plantes nye planer ud. I det hele taget skal jeg have lavet en rotationsplan, men lige nu improviserer jeg og ser på, hvad der kan lade sig gøre. Jeg har nu erfaret, at overvintrende spidskål står længe på bedet i foråret, og derfor kan der først plantes ud ret sent. I år plantede jeg nok peberplanterne for tidligt ud i en lidt for kold jord, så de gik i vækststandsning i et stykke tid. Til forår skal de i større potter og plantes senere ud. Jeg tror, det passer fint at plante peberfrugt efter kål.

Jeg nænner slet ikke at høste min Starfish chili. Den er så flot.

Chili Starfish.

Chili Starfish.

Men jeg er nu godt i gang med at fjerne de planter, som næsten ikke giver flere tomater, chili og peberfrugter, så jeg kan komme til at plante flere salatplanter og asiatiske bladgrønsager ud til overvintring.

Endnu et stykke jord i drivtunnelen gøres klar. Her skal der plantes store salatplanter.

Endnu et stykke jord i drivtunnelen gøres klar. Her skal der plantes store salatplanter.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *